Hej..

Mange kilometer er tilbagelagt siden sidst. Var paa en lille weekendtur sammen med min dansk-franske ven Johan og en norsk pige, for at se verdens naestestoerse canyon i nationalparken, Talampaya, Argentina og den anden store nationalpark Ischigualasto. Ischigualasto gemmer paa mange fantastiske hemmeligheder om maerkelige sten og underlige naturfaenomer, men saa sandelige ogsaa om dinusauerne. Naar jeg faar tid vil I med egne oejne se, hvad jeg snakker om. Har 5-600 billeder derfra, saa der burde vaere muligheder for at danne sig et billede af dette enorme udtoerrede og glemte stykke land. For det er paa en maade glemt, eller i hvert fald ikke ligesaa omtalt som saa mange andre steder i verden er det. Dette ligesom saa mange andre ting ikke er det - hoejstsandsynligt fordi Sydamerikanerne ikke er gode til at reklamere med, hvilke fantastiske naturfaenomer de i virkeligheden har. Mange af de backpackere, som jeg har talt med, siger at man ikke paa noget kontinent finder flottere natur end her. Og ja, denne holdning kan jeg vel kun dele, med det jeg har set af denne store verden vi befinder os i.

Men tilbage til virkeligheden, for selv om naturen er flot kan ikke alle dele ligesaa gode transportmuligheder, som man har det i Brasilien, Argentina og Chile - de tre rigeste lande paa kontinentet. Og ja, saa oplevede jeg vel heller ikke den bedste service da jeg skulle rejse fra nationalparkerne og tilbage til byen San Juan sammen med Johan. For Johan og jeg skulle rejse med samme busselskab, men skulle altsaa skifte bus i San Juan, for at komme tilbage til Mendoza, men da vi ankom, maatte vi stille os selv det spoergsmaal: "Hvor er bussen?!". Og ja, bussen var koert, dette betoed, at vi maatte holde os selv vaagne paa busstationen i 6 timer inden vi kunne komme med morgenbussen tilbage til Mendoza. Herfra skulle vore veje skilles igen akkurat som de gjorde i Rio. Han tog sydpaa, mens jeg derimod bestemte mig for at krydse Andesbjergene, uden at have sovet hele natten. Saa rejste til Santiago ca. kl. 9, med den foerste bus, da jeg troede, jeg kunne faa en plads paa et fly til La Paz, men, men, men det gaar jeg aldrig som man regner med paa en saadan tur.
Meningen havde ellers vaeret, at jeg skulle have vaeret udhvilet til at se bjerggraensen mellem Argentina og Chile, men med masse kaffe og energidrikke holdt jeg rent faktisk vaagen noget af turen, og fik taget nogle okay billeder af snetoppe og enorme dale, i de 8 timer det tog at nedlaegge 300 km. At komme over graensen foeltes paa mange maader som at skulle ind i USA. Havde koebt en sandwich med kylling og paa toppen laa der et lille bitte stykke salat, som selvfoelgelig ikke var lovligt at tage med ind i Chile, og jeg maatte paent smide sandwichen ud, hvilket saa betoed at jeg ikke fik noget at spise i ca. 10 timer. Herefter var det Bienvenidos Santiago, og med det samme paa et fly nordpaa, som saa endte med at blive graensebyen Arica, da der ikke var flere pladser paa flyet til La Paz. Her drog jeg over graensen til Peru, fandt et lille hyggeligt hotel, med bedre kvalitet end jeg har oplevet foer i Sydamerika, og som kostede halvt saa meget som et hostel i Buenos Aires. Saa ikke daarligt, eftersom kvaliteten vel kan sammenlignes med et 300 kroners hotel i DK. Meningen havde ellers vaeret, at jeg ville have set Uyuni, verdens stoerste saltorken, som af alle backpackere, som jeg har moedt, har beskrevet som det flotteste de nogensinde har set. Men det maa blive en anden gang, for at passere bjergpasset mellem Chile og Bolivia kraever en 4-5 dage, det er i hvert fald meget vanskeligt. Og denne tid har jeg ikke da jeg skal paa en allerede forudbestilt tur her fra La Paz gennem Peru til Lima d. 27., men saa har jeg ogsaa noget at komme tilbage efter - der i oevrigt mange ting at komme tilbage efter!
Men fik mig her nogle timers soevn, hvorefter turen gik til La Paz, men foerst skulle jeg til graensen ved Titicaca soen. Og hvilken forandring,baade med temperaturen, menneskene, primitiviteten og priserne selvfoelgelig - dette baade paa vejen til graensen til Bolivia, men saa sandelig ogsaa paa selve graensen. Troede jeg var med i en film fra foer der var nogen, der havde hoert om Cristopher Columbus - en klar overdrivelse, men vi kunne sagtens have skrevet starten af det 19. aarhundrede om vi havde vaeret i Danmark. Alt transport foregik med heste, koer og geder eller af og til med cykler! Virkelig en anden verden, og jeg var med sikkerhed den eneste "gringo" i graensebyen, og det eneste hvide menneske som folk havde set i meget lang tid. Der var endda boern som troede jeg havde maling paa mig og forsoegte at gnuppe det af mig. Ikke ligefrem noget Utopia. I mellemtiden var jeg blevet ramt af hoejdesyge, for havde faet alle symptomerne paa ingen tid, og derfor satte jeg i en taxi sammen med en peruviansk praest og to aeldre damer som virkede til at vaere nogenlunde velhavende. Taxaen kostede 25 bolivianske pesos, som svarer til 20 kr. pr. person, for at tilbagelaegge 90 km. Det maa vel siges at vaere meget billigt.

Nu befinder jeg mig saa i La Paz de naeste 3-4 dage, hvor kaemper med at faa vaeske og mad ned. Men naar foerst man er ramt har man ikke lyst til noget som helst, bare at sove, hvilket man heller ikke kan, da en af symptomerne paa hoejdesyge nemlig er soevnloeshed! Saa vaer forsigtig, hvis du skal til La Paz - byen er beliggende i ca. 3600 meters hoejde!

Alt herfra i denne omgang. Flere billeder paa vej....

zzzz....zzzz...zzzz.... Traetheden maerkes efter at have tilbagelagt saa mange tusinder af kilometer paa saa kort tid...