D. 21. juni kl. 16.40

I dag kom en kvinde hen og sagde til mig "Du ser ikke sur ud, du er bare intens". Jeg havde lyst til at give hende et kram, men i virkeligheden var hele episoden lidt underlig, så jeg valgte at lade det ligge og gå videre.

I går sluttede jeg dagen med at spise min yndlingsret, så i stedet for at gå på et fint pizzaria eller restaurant og få noget jeg i virkeligheden ikke kan lide, gik jeg i Coles (supermarked) hvor jeg købte en lasagne og et hvidløgsbrød der begge kunne laves i mikroovnen. Så 550g lasagne, et helt flute, en lemonade, to store kanel snegle og en cola senere, havde jeg haft et rigtigt fint fest måltid.

Jeg sov on and off til klokken 10, men væltede ikke ud af sengen før den var knap halv 11. Trippede ned og satte en vask over med min uldne windbreaker og uld strik sokker. Så gik jeg i bad og bagefter satte jeg en ny vask over med det tøj jeg har haft på siden Quorn, håndklæde og så videre. Vask og tørring af det hele var færdigt cirka kl. 12.30 og der havde jeg gjort mig klar så jeg med det samme kunne gå fra mit hostel.
Jeg gik op ad King William, ned af Rundell Mall og ind ved Nova Palace biograf, som er to biografer der er slået sammen, men delt i to på hver sin side af gaden. Jeg fandt den som viste X-Men: 1st Class, købte en billet, popcorn og en cola. Så den har jeg set fra 13:15 til 15:45.. På vejen hjem købte jeg to hawaiian foccacia boller, så der er skinke og ananas på, har også to små bøtter youghurt til i morgen tidlig. Bliver hentet lidt over 6 af bussen og så er det ellers tre dage mod Melbourne.

Jeg er bekymret for de vandre turer vi skal på. I dag gjorde det ondt i knæene bare at hvile det ene ben over det andet som jeg altid gør. Folk kigger underligt på en, jeg er jo ung, frisk og stærk.. alt det dér. Folk forstår ikke.
Selv hvis jeg ikke havde ondt, selv når jeg ikke har ondt, så er jeg også begyndt at støtte mig til træer, sten osv., mere usikker på mine ben og fødder. Det er som om andre ikke er bange for at falde eller falde ned, jeg er rædselsslagen. Ikke at jeg ikke er betaget når jeg endelig er på toppen, men hver eneste gang har jeg besteget et bjerg, metaforisk altså.

Har tænkt lidt på alle de mennesker jeg har mødt på min rejse. De er alle taget ud i verden fordi de ikke vidste hvad de ville eller for at finde dem selv. Når jeg spørger dem ved de færreste hvad de vil når de skal hjem igen, derfor vil de ikke hjem, de har ikke noget at tage hjem til. Jeg tænker også på hvor mange der har fundet dem selv, du finder jo ikke dig selv fordi du tager ud og rejser.. Du har ikke tid. Folk siger hvor heldig man er, at man er på ferie i flere måneder. De glemmer at man har arbejdet hårdt inden for at kunne gøre det og at man jo ikke ligger på en strand i flere måneder og laver ingenting. Jeg siger ikke at det ikke er dejligt eller ferie agtigt, men når man rejser alene skal man hele tiden selv have styr på hvad der sker i morgen, i over morgen og om lidt. Der er kun én person der har ansvaret for at tingene kører som de skal. Kan godt være det hele lyder lidt som noget pludder pladder, det er nu sådan det føles.