Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag den 25. december 2010.
Først of fremmest, rigtig glædelig jul til familie og venner hjemme i Danmark. Vi havde en rigtig hyggelig aften, selvom de sidste par dage slet ikke formede sig som vi havde forventet.
Onsdsdag den 22. tog vi afsted fra Kho Lanta. Et par dage forinden var vi rendt ind i et par danske familier fra Jylland, som havde børn med i samme alder som vores, så der blev leget og hygget og drukket Shiang øl til den store guldmedalje. Tirsdag aften, til afskedsmiddag, løb det lidt løbsk, og mindst een af vores nye bekendte måtte vist aflyse at tage med på sejltur dagen efter..... Camilla var nu heller ikke helt upåvirket af introduktionen til den Thailandske rom, Sang Som. ;-)
Men vi kom planmæssigt afsted onsdag, med færgen fra Lanta mod Phi Phi. Vi havde overvejet muligheden for at lave en landgang på Phi Phi og så først tage en båd til Phuket om eftermiddagen for at tage ud og nyde de berømte strande på øen. Men både Camilla og jeg var ret enige om, at vi hellere bare ville videre op og nyde eftermiddagen på det nye 5-stjernede Hot Spring Beach & Spa Resort, som vi havde besluttet at forkæle os selv med i anledning af julen.
Derfor sprang vi Phi Phi over. Efter vores snorkeltur til Kho Rok havde vi også fået set bountystrand og koralrev, så det næppe kunne blive flottere. Helt fantastisk oplevelse - og fedt at dele den med ungerne.
Fra færgehavnen i Phuket gik det så med minibus til busterminalen, hvor vi for næsten ingen penge kom med nordover mod lufthavnen. Det viste sig, at vores nye hotel lå længere mod nord end vi lige hvade været opmærksom på, så vi endte faktisk med at blive smidt af i en lille by som hed Khok Kloi. Der stod vi så. Ingen taxaer, ingen busterminal, ingen afhentningsaftaler, og desuden havde vi ikke strøm på computeren, eller internetforbindelse til at komme ind og finde et telefonnummer til hotellet.
Nå men damen i en mobiltelefonforretning viste sig selvfølgelig, som det har været tilfældet uden undtagelser for folk vi har mødt hernede, at være super imødekommende, i den udstrækning hun ellers kunne forstå hvad det var hun skulle hjælpe med.
Vi fik formidlet kontakt til hotellet, som lovede at komme og hente os om en kop kaffes tid. Så langt så godt, selvom det gode vejr i den grad var vendt tilbage, og på det tidspunkt gjorde ventetiden til en temmelig hot oplevelse, ikke mindst for 3 drenge med mulig tendens til begyndende rejsemæthed.
Bussen kom og vi kørte tl hotellet, som til vores skræk, viste sig at ligge langt ude midt i et landskab, der på dansk, bedst ville kunne karakteriseres som LANGT ude på den Jyske hede. Her godt nok afløst af palmer, floder og sump.
Hotellet var fantastisk. Præcis så luksusaktigt som vi havde snakket om at ville prøve - for hvis det ikke skulle være hernede, så bliver der jo aldrig råd.
Den vildeste lækre pool i frodige omgivelser, med indbygget bar. Derudover to andre pools med 40 grader varmt vand. Værelse i to etager, med to badeværelser med spa, og panoramaudsigt over park og strand.
Fredag formiddag, juleaftensdag, besluttede vi så, at der gad vi sgu ikke være!
- ikke alene lå hotellet så langt fra alting, at man følte sig som anbragt i et åbent fængsel, uden mulighed for at gå en tur nogen stedet hen. Der var ca. 8 km. ind til den nærmeste by, der hvor vi var blevet smidt af bussen.
Der var derfor heller ikke mulighed for at tage ud og spise andre stedet - hvor der måske havde været mulighed for at få andre rettet til børn, end spaghetti.....
Adgangen til stranden var ikke umiddelbart mulig, fordi en dyb lagune løb ind mellem hotellet og stranden og man var derfor nødt til at benytte sig af den minibus, som kørte i rutefart mellem hotel, strand og byen.
Dertil kom, at stedet bare ikke var hyggeligt. Det var lavet til pensionerede japanere og nyrige russere ( nå ja, ok. der var da et par enkelte "veldrejede" grunde til at man kunne have brugt en dag mere ved poolen, men det var ligesom ikke gangbart grundlag..)
Efter med mine store tårevædede dådyrøjne, at have brændt den vildeste løgnhistorie af i receptionen og forklaret om vores "family emergency" og min syge onkel i Bangkok, som vi skulle nå op til juleaften, lykkedes det at få forhandlet en spiselig pris på plads med hotellet, så vi kunne slippe derfra. Vi havde trods alt booket 5 overnatninger uden afbestillingsmulighed, men de var nådige og lod os slippe. Det blev lidt pebret, men ikke voldsomt.
Tja, hvad vi kan vi sige. Bonderøvene er nu tilbage hos Sonny og Sara i Khao Lak, hvor vi skyndte os at stryge ned på stranden i går eftermiddags og nyde, at solen er vedt tilbage og nu stråler fra en skyfri himmel. Her er kl 10:00, 29 grader i skyggen, og helt fantastisk.
Desuden fik vi så holdt en rigtig hyggelig juleaften sammen med en flok andre danskere. Vi spiste på en grillrestaurant, til den nette sum af 100 bath pr person (ca. 20 kr. )
Ret sjovt koncept i øvrigt. En slags bordgrill, med kul under og med en grillplade hvor man både kan stege og koge sit kød og sine grøntsager. Så var det bare at gå amok i alle mulige slags fisk, krabber, rejer og div. bløddyr med mange arme. Mums.
Første juleaften for mit vedkommende, med dans på stolene og Tørfisks VLTJ ud af højtalerne, samt polka med ungerne til Erik Oluf Andersen :-D ... det var go spas! - kan godt være vi skal se på en opdatering af juletraditionerne i Villa Rolighed.
Bagefter stod den på julemand, ris alamande og pakkespil her på hotellet, så alt i alt en aften som både os selv og drengene syntes var rigtig hyggelig.
Nu bliver vi her til mandag. Vejret ser fint ud de kommende dage, og vi nyder det for vildt, og ligger her på stranden i liggestolene og griner af at være blevet et par erfaringer rigere mht. vores temperament vedrørende hoteller, og ikke mindst at vi uden problemer har kunnet blive enige om det hele.
Mange kærlige tanker og julehilsner til alle derhjemme. Vi glæder os til at se jer!
- comments
Tanja & Jørgen Glædelig Jul til Jer alle. Det er bare super at kunne følge med i jeres oplevelser herfra kolde DK. Vi har fejret Jul her på gården med Tanjas og Jørgens familie og forsøger at holde et højt kalorieindtag med julemad, konfekt. mv. En gammel kane blev fundet ned fra loftet i går og rigget til så den kunne blive trukket af naboens shetlænder - super hyggelig og også en af de oplevelser der er langt imellem. I morgen drager vi til Skallerup Klit sammen med Schaarup's - har booket et sommerhus i 4 dage så vi er hjemme igen til Nytåret hvor Tanja i øvrigt skal arbejde. Pas godt på jer selv og god tur hjemover. KH Tanja og Jørgen
farmor lige en hilsen fra en der glæder sig til i kommer hjem. i kommer hjem til -5 til-10 grader, jeg håber virkelig i har varmt tøj at tage på når i når bilen.hvornår mon i lander? vær meget forsigtig når i kører hjem. Giv et kald når i ved hvornår i ca.er hjemme. kærlig hilsen farmor.