Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag den 28. december
Klokken er nu lidt over 18 og vi sidder og hviler os på hotellet inden turen går til lufthavnen om et par timer. Hvis ellers hjemturen går som planlagt, så bliver det her samtidig vores sidste indlæg på bloggen. Tak til alle jer der har sendt hilsner her på siden og på vores mail mens vi har været afsted. Det er dejligt at høre nyt hjemmefra!
Dagen i dag er gået med at trave de fuldstændigt uoverskueligt store shoppingcentre tynde og finde de sidste par småting og souviniers, som jo obligatorisk skal fylde de sidste ledige lommer i rygsækken ud. Endnu engang har drengene vist sig fra deres seje side og været helt med på at rende og kigge i butikker.
Det har i det hele taget været en fantastisk positiv oplevelse at rejse sammen alle 5. Vi har selvfølgelig været heldige helt at undgå sygdom eller større uheld, men derfor har der egentlig heller ikke været de store problemer undervejs. Det giver jo sig selv, at det er en anden måde at rejse på, når alt skal egne sig til der er 3 vilde drenge med. Rigtig tit står man jo i situationer hvor der er meget ventetid; busstationer, lufthavne, restauranter, - vent lige på de andre, vente lige på at vi bliver klar, vent lige lidt ... osv. osv. Men dels vænner alle sig til det, og dels må vi sige, at nintendoerne i den grad har været en succes at have med. De har ikke været meget fremme, men på udvalgte tidspunkter, som f.eks. når vi har siddet på restaurant og ungene var færdige med at spise, har det jo været fedt at have fred og ro til at sidde og hygge.
Vi føler, at vi har ramt nogenlunde rigtigt med hensyn til at strikke et rejseprogram sammen, som bragte os en del rundt, så vi føler at vi har set rigtig meget, men som samtidig ikke har været så ambitiøst, at vi eller drengene nåede at blive stresset over det. I bund og grund spiller det jo ikke den store rolle for dem hvad stranden eller hotellet hedder og vi kunne godt selv mærke at den første uge, hvor vi flyttede en del rundt var oplevelsesrig, men også lidt hård.
Det var fedt at vi fik en dejlig afslutning på turen i Khao Lak, men jul og super lækkert vejr. Nu handler det om at komme hjem og bruge et par dage på at finde ind i de gamle rutiner igen.
Vi glæder os rigtig meget til at fortælle og vise en masse billeder fra vores tur.
- comments
poul D. Pause på arbejdet efter 2 omgange Ørbæk-Odense. 18.45 en omgang til Kerteminde og derefter hjem. Fri næste 2dage, Regner med at fyre lidt op hos jer i morgen ved middagstid. Ok? Andet ? Igen tak for info. Pas på når I flyver om natten.