Profile
Blog
Photos
Videos
tirsdag den 7. december
Så er vi tilbage i Chiang Mai, og slapper af med lidt solbrilleshopping og investering i nyt kamera. Det gamle stod af under jungleturen, netop som Camilla stod og poserede ved siden af en af de stakkels girafkvinder med 50 guldkæder om halsen. - var der nogen der sagde "human zoo"...
Det har været nogle hektiske dage siden i fredags. Turen ud i junglen startede med besøg i en elefantlejr, hvor vi var ude og ride på bæsterne i en times tid. Emil, August og jeg fik den store hanelefant, til hvilken Camillas første bemærkning var: "hold kæft en kæmpe ....... den har" :-D - så den var selvfølgelig et egenrådigt dyr, som havde mere travlt med at æde bambus end at lytte til ham Mahutten som sad og råbte og skreg. Stakkels August som sad forrest ude på halsen var slet ikke tryg ved situationen, men det var nu alligevel en sjov oplevelse.
Særligt den elektroniske logisitk var imponerende. Der gik vel 10 minutter fra vi blev fotograferet på ryggen af dyrene til billedet var printet ud og sat i ramme og lå klar til salg for 100 bath. Impressive!!
Efter en hurtig frokost, hvor vores før-rejse-madterapi med drengene bestod sin prøve, og de guffede risretten i sig, begav vi os ud på den guidede trekkingtur sammen med 6 andre.
Jeg ved ikke helt hvordan vi havder forestillet os, at sådan en vandretur ville spænde af, og så rutinerede er vi jo heller ikke i at gå i mange timer med drengene. Men heldigvis viste det sig, at de syntes at det var super sjovt at være ude og gå i en rigtig jungle. Vi fulgte en smal sti langs en flod og undervejs gav guiden undervisning i hvordan man skulle skyde med de slangebøsser drengene havde fået.
Vi badede i et vandfald, som godt nok var mere smukt og imponerende end det var behageligt at bade i, for svinekoldt det var det altså.
Særligt Emil var helt vild med ruten, og gik forrest en lang del af turen.
Sidst på eftermiddagen kom vi til en lille landsby, hvor vi fik anvist en bambushytte vi skulle sove i. Det va rret specielt at opleve, dels hvor tidligt det blev mørkt og dels hvor koldt der blev derude. Vi havde overhovedet ikke taget tøj nok med. Til gengæld må vi lade Thaierne, at de kan kreere lækker mad, selv under temmelig primitive forhold. Hold op hvor smagte det godt.
Nattesøvn blev det så som så med. Desværre er det åbenbart almindeligt, at man i sådan en landsby har lige så mange haner som man har hjemmelavede dippedutter til salg - men var der dog ikke nogen der engang sagde, at de bæster skulle vente med at gale til solopgang? ... solen stod altså ikke op kl. 0300 kan jeg så oplyse!!
Desværre kom jeg til at sige noget om de forbandede haner da jeg om morgenen stod og optog lidt video. August havde vist øvet lidt lidt for meget med slangebøssen, for pludselig hørte jeg lyden af en sten som blev fyret af, efterfulgt af et "dump" da den ramte den hane, som guiden netop - for sjov - havde sagt IKKE måtte skydes, da den blev brugt til jagt, og derfor sad bundet til en gren oppe i et træ.
Hanen hang nu ned fra grenen, bundet fast i det ene ben, og sagde nogle virkelig underlige lyde. Jeg kiggede vredt på August, som replicerede : " jammen det var jo det du sagde far....."
Heldigvis var det kun de andre gæster som var vidner og kræet kunne kort efter løftes på plads på grenen igen!! Pyhh.
Dag to var ret hård med temmelig meget stigning, så der kom de små lidt på prøve, men ikke mere end at de andre gæster også syntes at det havde været en hård tur.
Egentlig var det meningen, at vi skulle have gået i nogle flere timer, men guiden var flink til at tage hensyn til os og fik valgt en overkommelig rute. Landskabet var meget varrieret og super smukt. Uden børn havde en længere tur været helt oplagt. Ingen dårlige maver, ingen uheld og stort set ingen myg, så de værste farere udeblev fuldstændig.
Søndag var stille og rolig. Primært nedstigning fra bjerget hvor vi havde overnattet, og så sluttede vi perfekt af med en sjov og hyggelig tur ned af floden på bambus tømmerflåder, der var så tilstrækkelig dårligt lavet, at vi allesammen blev drivvåde når vandet skyllede ind over i de små strømfald vi sejlede igennem.
Alt i alt en virkelig god oplevelse både for børn og voksne. Det kunne egentlig ret nemt have gået temmelig galt, hvis ruten havde været for lang eller for hård og ungerne var "steget af". Men heldigvis passede niveauet perfekt til os, og humøret var super hele vejen.
Hjem søndag eftermiddag. Hurtigt i seng da vi skulle op og afsted på en ny tur mandag morgen kl. 0715. (ok, der fortrød vi vist nok vores overmod en anelse.....)
Men afsted kom vi, i en dejlig minibus, mod Nordthailand, hvor vi skulle se et eller andet tempel ( pænt nok, men temmelig uinteressant).
Vi sejlet en tur på Mekongfloden i området ved den Gyldne Trekant og var kort i land i Laos, hvor der (ikke overraskende...) ventede en større markedsplads med alskins krypdyr i spritusflasker og andre eksotiske godter :-D
Retur mod Chiang Mai, hvor vi undervejs gjorde holdt ved den før nævnte landsby med de specielle kvinder med tradition for at sætte guldringe om halsen, så de med årene får en virkelig lang hals. Det var søde folk, men en oplevelse som i hvert fald for mit vedkommende ledte tankerne hen på dengang man hev negere fra Afrika ind i Tivoli, til stor undren og morskab for pøblen.....
Drengene havde heldigvis deres nintendo med i bussen. - ellers havde det nok være nogle lange 500 km. Det gik heldigvis, og Camilla og jeg hyggede med en masse kapitler i lydbogen "Hypnotisøren". Super spændende. Nu glæder vi os til næste lejlighed til at komme videre med den.
- comments
Helena Ihh altså... jeg kan slet ikke få nok.... Det er super spændende at høre om... Og så må man jo også give lidt applaus til forfatteren, som er suveræn til at videregive meget levende fortællinger. Var sgu lige ved at tro, at i var blevet forvist til den mørkeste krog af junglen, efter det hane-knockout:) men godt der ikke skete noget.. Jeg glæder mig til at høre endnu mere fra jer. Knus til jer alle fra Georgsgade.
Farmor Det var godt at høre fra jer og vildt spændende.I oplever da godt nok lidt af hvert.Kan i nu hilse Sonny nor i kommer der ned i dag. knus farmor og farfar
Naboerne Hold da op det lyder spændende....I får godt nok oplevet noget. Og sikken en beskrivelse, det er jo fantastisk at sidde herhjemme i DK og føle man næsten er hos jer. Mange knus og tanker fra naboerne