10 juli
Natten havde stået på et uvejr af en kaliber vi aldrig havde set til før, det regnede så meget at du kunne mærke det gennem taget, men det var ikke det værste, det værste var lynene som slog ned meget tæt omkring, så alt konstant blev lyst op, man kunne mærke sengen ryste en smule og så kom der et brag med kæmpe lydstyrke, det blev derfor ikke til meget søvn. I dag håbede vi på en lidt sjovere dag end den i går, og det blev den heldigvis. Vi startede med, at blive sejlet over til en anden bred hvor tre elefanter stod og ventede på os. Vi skulle nu ud at bade med elefanterne, noget som Freja og Anette længe havde glædet sig til og noget som Ellen følte sig lidt skræmt ved. De store dyr bukkede sig ned for, at vi kunne stige op og sidde majestætisk på deres nakker. Derefter gik turen ud i vandet, hvor elefanterne sprøjtede med vand, så vi var fuldstændig gennemblødte, nu vendte vi tilbage til hytten, så vi kunne få os et bad, tjekke for iler og få noget tørt tøj på. Vi tog igen turen til den anden side af floden, hvorfra vi kunne gå til elefantcampen, hvor de kære elefanterne bor. Her blev Freja sat på en elefant og Ellen og Anette på en anden, og så vendte vi ud i junglen. Ellen og Anettes elefant holdt sig pænt på stien og gik forest, Frejas elefant derimod valgte kun at bevæge sig rundt uden for stien, her kunne den så nyde sin yndlingsbeskæftigelse, at spise. Ellen og Anette kunne nu med stor fornøjelse more sig ved Frejas let bekymrede mine og kommentaren "altså hvad søren laver min elefant?". Hvad Ellen og Anettes elefant tænkte vides ikke, men den begyndte at komme med underlige lyde. Gættet er, at det er en prut/bøvs, som er kommet helt nede fra maven, man kunne mærke knurrenen/rumlenen fra maven helt oppe på elefantryggen og så kom den underlige lyd. Efter nogen tid blev det for meget for Ellen og hun bad om at blive sat af. Nu stod elefantførerne så med en ung pige på jorden, som de ikke forstod og hvad gør man med sådan en? Der blev ringet til guiden, og selvom Ellen sagde, at hun da blot kunne gå ved siden af, kom guiden alligevel ud til os, og så kunne de så begge få lov at gå ved siden af elefanterne, til guidens store fortvivlelse, for så blev hans tøj og sko jo beskidt. Tilbage kom vi og nu skulle trekkingen begynde, men der gemte sig da lige en lille overraskelse, en tur i minevan til en lille landsby og endelig kunne vi få lov at komme ud og gå, det var jo også kun det vi havde bestilt? Guiden hoppede rundt som en prinsesse på en hinkebane, i et forsøg på at undgå vandpytterne. Han undskyldte sig her med, at han ikke lige havde de rigtige sko på.... (?) - Burde du ikke af alle vide, hvilke sko der passer sig?
Vi vandrede ud til et område med en stor mængde vandfald, hvor man kunne tage sig en dukkert i det kølige vand, det var lige hvad vi havde brug for. Ellen er stoppet på antibiotika, så nu var det selvfølgelig nødvendigt at lave noget nyt, på vej ned af en trappe gled hun så hun skrabede hele dagsiden af kroppen på trappetrindende, samt slog baghovedet ned i trappetrinnet, ikke smart Ellen. Hun var heldigvis hurtigt på benene igen, der skulle jo leges i vandfald. Efter at være blevet kølet ned, var det tid til ar sejle i kajak på mekong floden tilbage til logden. Anette skulle her sejle med guiden, fordi hun var den der følte sig mest uerfaren i forhold til kajakroning (ikke at der er nogen af os, der har erfaring). Guiden havde flere gange fortalt, at han havde roet meget, så han kunne lære hende nogle tricks og alt ville gå nemt. Freja og Ellen fik besked på at sejle bagefter, så de kunne se hvor på floden det var smartest at sejle. Vi begyndte alle tre at ro, mens vores kære guide blot sad og kiggede rundt. Vi havde fået af vide, at kajakturen ville tage 3 timer og at vi var kommet for sent afsted, så det ville højst sandsynligt var mørkt inden vi nåede tilbage til lodgen, derfor tænkte vi, at det var nok smart at ro lidt. Vi prøvede at sige til guiden, at vi altså gerne ville ro lidt, ikke nødvendigvis hurtigt, bare lidt, det endte dog med, at Anette størstedelen af tiden fik lov til selv at trække hende og guidens kajak (det giver gode ømme og trætte arm og rygmuskler) og Ellen og Freja sejlede oppe foran pga. utålmodigheden over, at vente på den dovne guide. Efter ca halvanden time nåede vi logden og der var tid til at pakke sammen (hvordan de tidsmæssigt har sat programmet sammen, når vi går hurtigere end guiden, bruger halvt så lang tid på kayaking og stadig er 2timer efter programmet er en gåde?) nu vendte vi tilbage til hotellet vi havde været på den foregående nat, her fik vi masseret hinandens ømme nakker og så var det tid til en god nattesøvn.

11-12 juli
I dag ville vi udnytte tiden inden vi skulle med bussen videre til chiang Mai, der skulle lejes en tuk tuk og så ville vi ud og se nogle flere vandfald. Da vi vågnede om morgenen viste det sig at Anette lå med halsbetændelse (husk at sov med halstørklæde, når der er aircondition) og derfor gerne ville have en dag i sengen, og så var det lige som om at Ellen og Freja bare aldrig kom afsted. Dagen blev brugt på lige at få tjekket mails, sove længe, læse, få pakket ordentligt sammen og spist nutellapandekager. Bunos info: efter flere dage med nutellapandekager er damen uden for hotellet nu løbet tør for nutella, så nu skal vi helt op til en anden gade for at få dem. Ved 6-tiden blev vi hentet af en minivan, der skulle køre os til dem bus, som skulle bringe os til Thailands grænse. Det viste sig at være en VIP bus (=normal dansk standartbus), men det betød at sæderne ikke kunne ligges ned. Endnu engang bød natten på virkelig dårlig søvn af flere årsager:
Du sover ikke godt i en almindelig bus, specielt ikke for Ellen der sad ved siden af en mikro lille thaier, men som bare forstod at fylde.
Chauføren hørte højt lao musik (ja, vi spurgte om han ville slukke)
Chauføren tændte lyset i hele bussen ca. hver time, så hvis man var faldet i søvn, blev man vækket igen. Vi nåede aldrig at forstå, hvorfor lyset skulle tændes?
Vi havde 7 tissepauser på én nat og de ville sikre sig, at alle hørte det, så man kunne komme ud, hvis man skulle (buschaufføren var ude HVER gang - toilettet var at sidde sig i vejkanten)
Vejen svingede utrolig meget, hvilket betød en god portion køresyge til Freja og Anette
En stor del af turen var der kun en bumlende grusvej og hvis der endelig var asfalt, havde der været mudderskred hen over vejen mindst hver halve kilometer, så dét i stedet bumlede.

Vi nåede til grænsen mellem laos og thailand om morgenen, vi stemplede ud af laos på den ene side af floden, derefter tog man en lille båd til den anden side af floden, nu var man i Thailand, så man fik stemplet sit pas ind her. Nu gik turen med minivan til chiang Mai. På busturen havde vi snakket med tre mexikanske fyre, som vi nu valgte at bo på hotel med. Aftnen blev brugt på lidt aftensmad, en virkelig god dessert og derefter blot en cola i hotellets restaurant "the crasy mexicans" inden vi tumlede i seng.