Profile
Blog
Photos
Videos
Goddav!
Så er endnu en uge i Surfers Paradise veloverstået.
Vores skoledage går som de plejer, stille og roligt. Vi er gået i gang med at lave hjemmesider i vores ene fag, Information Systems, så det er ret spændende. I Employment Relations havde vi vores første tutorial i onsdags. Det var en meget blandet oplevelse. Det startede med at vores underviser kom ind i klassen og snakkede om forskellige problemer man kan opleve når man er på arbejdsmarkedet og hvad man i så fald skulle gøre. Derefter skulle vi gennemgå den case vi havde forberedt hjemmefra og her startede hun med at bede os om at læse en paragraf hver højt for klassen (what?!). Det var utroligt folkeskoleagtigt og det var vi tre slet ikke klar på. Derefter fik vi dog løst casen på "normal" vis.
I Introduction to Marketing skal aflevere et projekt, som skal laves i grupper. Vi tre valgte at være i gruppe sammen, da det ville gøre tingene nemmere men derudover har vi fået en Aussie og en asiat med i vores gruppe. Det bliver spændende at se hvordan vi kommer til at arbejde sammen :-)
I vores sidste fag, Government-Business Relations, tager de (selvfølgelig) meget udgangspunkt i det australske politiske system og det er vi ikke hjemme i, så det er lidt svært at være helt med når underviseren f.eks. nævner en national institution fordi vi ikke kender så meget til det. Men det kommer jo nok.
Lørdag var vi til Race Day på væddeløbsbanen, der ligger her i området. Det var arrangeret af elevforeningen på universitet og man kunne købe billetter, der gav adgang til et afgrænset område kun med studerende fra Griffith og samtidig fik man fri bar og grill-mad. Desværre var vi lidt langsomme i optrækket, så de blev udsolgt før vi nåede at købe nogle. Vi tænkte dog at vi ville tage ud på væddeløbsbanen alligevel sammen med de Betricia, Julie og Mathias (de danskere vi snakker meget med). Christina var ikke med, da hun stadig var syg. Hun har været ved lægen og fået penicillin så nu går der forhåbentlig ikke lang tid for hun igen er "fit for fight". Line og Lisette tog så af sted til væddeløbsbanen og det var en rigtig god dag. Vi spillede ikke på nogle heste for da vi så et par løb og gættede på hvilken hest der ville vinde og det var helt forkert, besluttede vi os for at lade være. Derefter tog vi op til de 3 danskere og fik lidt vin inden vi tog ind på en pub og spiste aftensmad. Christina kom med til aftensmaden og det var rigtigt hyggeligt. Derefter stod den på bytur og (mere) vin. Alt i alt en rigtig god aften - så sjov at Line og Lisette har tømmermænd i dag :-)
Det var vist alt for nu!
Knus
- comments