Profile
Blog
Photos
Videos
Ohøj og halløj!
Så er vores første uge i skolen overstået og den skal I da ikke slippe for at læse om!
Sidst vi bloggede havde vi lige overstået første skoledag. I tirsdags havde vi fri og dagen blev brugt til at lave lektier og slappe af (ja, vi kan godt lide at slappe af). Onsdag stod den så på Employment Relations, som foregik i samme store forelæsningssal som undervisningen om mandagen. Normalt ville vi også have tutorial efter Employment Relations men fordi første forelæsning bare var introduktion, starter det først i næste uge. Torsdag er vores "lange" dag, hvor vi er i skole fra kl. 13 til 19.50. Vi startede med Government-Business Relations og havde derefter 3 timers fri inden næste forelæsning. Normalt ville vi have tutorials i de 3 timer, men af samme årsag som før, starter de også først senere. Efter mellemtimerne stod den på Introduktion to Marketing. Generelt er vi godt tilfredse med vores valg af fag og vi håber og tror at det nok skal blive spændende. Professorerne virker venlige og kompetente men det bliver helt sikkert noget andet end studielivet på Teknikum. Desuden er der flere af vores fag vi får løbende karakterer for - og hvor karaktererne tæller til vores endelige eksamen. De fleste er afleveringer men der er også fag hvor vi skal deltage aktivt i tutorials'ene for at få en god karakter.
På mandag skal vi aflevere vores første aflevering i Information Systems så vi er spændte på hvordan niveauet ligger.
Vi har altid fri fra skole om fredagen, så torsdag aften blev brugt på en lille bytur - for en gangs skyld ;-) 3 gutter ude fra Teknikum (designere) har været i praktik i Australien og New Zealand og derfor rejser de nu rundt i Australien. De kom selvfølgelig også forbi Guldkysten så vi var i byen med dem torsdag aften. Om fredagen var vi på stranden med dem og ude at spille minigolf. Christina har været syg så hun var desværre ikke med hverken torsdag aften eller fredag. Fredag aften var der så skolefest på universitetet og heldigvis var Christina rask nok til at tage med. Det var rigtigt hyggeligt til festen og vi snakkede med en masse folk fra Skandinavien og også nogle Aussier. Vi var blevet lovet at der ville komme busser for at hente os og køre os til Surfers Paradise (fordi det er her man går i byen), men der var simpelthen så lang kø for at komme med dem, at vi ikke kom med. Vi troede fejlagtigt at de to busser, der var kørt, ville komme tilbage for at hente resten (vi var vel 30-40 mennesker tilbage), men de var åbenbart kun blevet bedt om at køre én tur så da vi havde siddet og ventet i 3 kvarter besluttede vi os for at ringe efter en taxa. Det var selvfølgelig rigtigt træls og lagde lidt en dæmper på den ellers så gode stemning. Men endelig kom taxaen og vi kom til Surfers Paradise. Vi mødtes med de 3 gutter igen for det var deres sidste aften på Guldkysten og næste dag var vi ude at spille minigolf med dem en sidste gang. Lisette vandt selvfølgelig ;-) Da vi havde sagt god tur til dem (de fortsatte ned til Byron Bay, Sydney og så hjem) stod resten af weekenden på lektier. Derfor er der ikke så meget mere spændende at berette.
Vi håber det går godt i Danmark!
Knus
- comments