Profile
Blog
Photos
Videos
Den primære grund til mit 4 uger lange besøg i Kenya, er kort sagt at jeg skal arbejde lidt med nogle søde små negerbørn og nogle håndbolde. Jeg har fået skabt kontakt til en organisation i Danmark der hedder "Hand the Ball" som forsøger at skabe håb og motivation for børn og unge der går i skole i Kenyas slumområder. Det er sådan i slummen, at børn ofte bliver sat til at lave forskellige former for uhumsk arbejde når de kommer tilbage fra skole, så derfor forsøger skolerne at holde på eleverne så længe som muligt, så de først går hjem når de skal til at have aftensmad. Organisationen i Danmark er med til at uddanne kenyanske instruktører der til daglig sørger for træningen med Hand the Ball, og eleverne kan gennem træning af forskellige håndboldfærdigheder, forhåbentligt glemme, deres til tider, hårde hverdag og få lidt selvtillid på kontoen. De får oplevelsen af at være børn.
Mandag var første dag på et sådant center i slumområdet der hedder Kayole her i Nairobi.
Sikke en oplevelse! Jeg tror jeg forstår hvordan der er at være Præsident Obama! Eller nej, han er jo ikke Mzungu, men så måske Justin Bieber. Lige så snart jeg trådte ind af porten på skolen, var der børn omkring mig. Nogen gloede voldsomt, andre forsøgte at røre min underligt lyse hud, og nogen stod på afstand og kaldte "Mzungu, Mzungu" og vinkede fint. Den opmærksomme læser kan huske fra sidst, at Mzungu betyder hvid person. Jeg tænkte, at det nok gik over i løbet af dagen, men sådan var det ikke helt. Hver gang jeg viste mig i skolegården kom unger løbende hen foran mig og blev stående der, indtil deres lærere sagde de skulle smutte ud og lege. I starten var det meget sødt, men som dagene gik var ret rent ud sagt pisse irriterende! Jeg skal aldrig være kendt. Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg skulle blive kendt for. Sådan en kedelig leverpostejs-dansker som mig, er der ikke meget at råbe hurra over.
De er virkelig disciplinerede i skolen her nede. De er vildt gode til at sidde og være koncentrerede og tie stille. Måske skyldes det, at de er mast sammen i små bitte blikskure, så der ikke rigtig er plads til at bevæge sig, eller måske er det lærerens plastikstav som bliver brugt som pisk når der engang imellem er noget de ikke er tilfredse med. Det skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald gode til at være stille når de skal.
Lærerne her nede virker virkelig dovne. Hvis en lærer skal bruge en stol, som skal findes et andet sted fra, eller skal have smidt noget skrald i skraldespanden, så kalder de bare på et barn, og får dem til at gøre det for dem. Børnene siger ikke noget til det, de gør det bare. Men okay, det ville jeg måske også gøre hvis jeg risikerede at få tæv hvis ikke jeg gjorde det. Lærerne mener, at det er noget de skal lære, da at adlyde voksne er meget vigtigt at kunne. Selvom det nogen gange var fristende, behøvede jeg dog ingen til at hente stole til mig, eller viske tavlen ren. Det kunne jeg godt selv klare.
En anden ting der er helt anderledes er deres måde at klæde sig på. Da jeg mødte ind på skolen om morgenen var der virkelig mange børn der rendte rundt i vinterjakker og med hue på. Jeg fatter det ikke! Jeg sveder som en hest bare jeg løber fra den ene ende af den støvede "skolegård" til den anden. De må tro jeg er en idiot når jeg render rundt i mine shorts og korte ærmer.
I løbet af ugen der gik fik jeg ansvaret for at stå for undervisning i idrætstimerne, og noget de kalder "Creative arts". For ja, jeg er da bare vildt god til at tegne, det er helt rigtigt. Eller ikke! :/ Det var noget af en prøve. Ikke nok med at jeg stinker til det, så er det også meget begrænset hvad de har at gøre godt med, når man skal være kreativ. Men jeg var oftest heldig, at en eller to personer i klassen havde et sæt farver, som kunne gå på runde i hele klassen, indtil alle havde farvelagt deres fine tegninger af deres yndlingsdyr.
Så gik det en del bedre med idrætsundervisningen. Næsten i hvert fald. Jeg skal hilse og sige, at det er pænt svært at lege Kyllingemor med 50 1. klasses unger, når ingen af dem fatter princippet i, at når man bliver rørt, så er man fanget og skal være ræv. Nårh ja, og så også at de slet ikke ved hvad en ræv er, men det er jo en mindre detalje. :D
En anden ting der også kunne skabe lidt udfordringer var alt støvet. "Skolegården" bestod i en åben plads, med sten og ødelagte tagtegl alle vegne. Hver gang vi sparkede lidt i jorden, stod den største støvsky op, så det næsten var svært at trække vejret. Virkelig meget støv! Så meget støv, at efter én dag der, havde jeg mere sorte bussemænd en efter en hel uge på Roskilde!
Så snart jeg havde vænnet mig til alle de anderledes ting, var det egentlig rigtig hyggeligt at være der. Jeg glædede mig til at komme tilbage dagen efter. Lærerne var også søde og spurgte meget ind til hvordan det er i Danmark. De kan ikke helt forholde sig til princippet med frit uddannelsessystem og SU, og synes det lyder som det rene paradis så derfor ville de alle sammen gerne have at jeg inviterede dem til Danmark og sørgede for at de kunne bo der fast. Men jeg forstår dem virkelig godt! Danmark, og nok også resten af Europa, er for vildt i forhold til det her! Og så er de alligevel så glade og gæstfrie, jeg forstår det ikke helt, men det er virkelig dejligt! Det er noget vi kunne lære meget af!
I forhold til at få trænet er der lidt udfordring i, at når klokken er 19, er her kulsort udenfor. Derefter skal man som mzungu ikke gå ud alene. Så hvis jeg vil træne kan jeg gøre det på værelset eller på mit enorme badeværelse. Der er nærmest bedre plads end værelset. Hvis jeg ville, så kunne jeg snildt lave flikflak der ude, uden at ramme ind i noget - altså hvis jeg kunne finde ud af at lave flikflak. Jeg bruger i stedet pladsen til at få øvet min håndstand.
Fredag var jeg på tur med Grace's lillebror. Vi kørte en lille tur på 1,5 time hen til en skov, hvor vi kunne løbe en tur. Det var helt underligt at være ude af byen og ikke hele tiden skulle passe på. Her var det kun fuglene der "larmede", og der var ingen biler. Virkelig rart! Til gengæld havde mine lunger det ikke helt så rart. Det kan mærkes, at det ikke er blevet til så meget træning her nede endnu. ;) Forhåbentlig bliver det bedre, for ellers kan det godt gå hen og blive en anelse uoverskueligt at skulle nå toppen af Kilimanjaro om en måneds tid. :D
Resten af weekenden har jeg ikke lavet det store, så for første gang har jeg kedet mig lidt. Det er lidt svært at finde på noget at lave, når jeg hele tiden skal følges med nogen. Jeg er blevet frarådet at tage nogen steder alene, så det holder jeg mig til. Så kan mutti derhjemme måske også sove bedre om natten. ;)
Lørdag skulle vi spise hos Grace's fætter hvor mange i hendes familie var samlet. Det er sjovt at blive taget med til sådanne steder, som man nok ikke oplever som turist. Nogen gange kan det dog godt blive lidt træls i længden, når de kun snakker swahili, og min forståelse kun rækker til at sige pænt goddag. Det tager de sig ikke så meget af, selvom nærmest alle i Kenya kan snakke rigtig fint engelsk, da det vist nok også er et nationalt sprog her. Det er lidt spøjst, men sådan er det mange steder jeg har været. Der tager man ikke lige hensyn til at jeg ikke fatter en brik, så jeg må hellere se at få lært det, så jeg kan følge lidt med i samtalerne.
En anden ting der sommetider gør kedsomheden lidt værre er alle de strømsvigt der er her nede. Man skal være heldig, hvis der går en uge uden at strømmen har været gået. Når strømmen forsvinder, er der heller ikke noget internet, hvilket betyder at jeg skal undvære min gode ven og underholdningspartner for en rum tid. Men så er det jo godt, at jeg bare kan falde i snak med folket i huset og sludre med Salima på 3,5. Altså hvis de ikke lige vælger at snakke swahili …
Da næste uge startede, var det tid til at besøge et nyt skolecenter, i et andet og større slumområde der hedder Korogocho, som er 3. største slum i Nairobi. St. Johns School er en skole der er støttet at den katolske kirke, og derfor er skolen meget mere udviklet end Chrisco i Kayole. Her på St. Johns har de veletablerede bygninger at undervise i, og på overlærerens kontor har de også computer. Alt dette kan lade sig gøre, fordi skolen er under kirken, og kan udvides og udbygges gennem forskellige indsamlinger. Skolen er over dobbelt så stor som Chrisco, så her er der omkring 800 elever. Grundet de mange elever, kan jeg forhåbentlig nøjes med at skulle undervise i idræt her på skolen, og snige mig fint uden om creative arts. Og så selvfølgelig også deltage og undervise i Hand the Ball aktiviteterne om eftermiddagen.
Børnene på skolen er også anderledes end i Kayole. Her er jeg ikke Justin Bieber på samme måde - måske er jeg mere som en semikendt dansker ala Paprika Steen. Ungerne kan godt finde ud af at lege videre i deres pauser, selvom jeg render rundt imellem dem. Det er virkelig lækkert!
Skolen ligger placeret lige ved siden af Østafrikas største lodseplads. Ikke som vi kender dem i Danmark med containere der er opdelt, men som et kæmpe areal hvor alt skrald bliver smidt, og efterhånden brændt af. Placeringen gør derfor, at der er millioner af fluer på skolen. Men set på den lyse side, så er der ikke lige så meget støv, så det kan være jeg kan komme af med min snotnæse, som ikke helt har vænnet sig til alt støvet. På den anden side er det måske egentlig meget smart med snotfjæs, for i det mindste kan jeg ikke lugte alt skraldet.
Skolen har også en fodboldbane og en form for multibane hvor de spiller håndbold. Det gør undervisningen i idræt lidt nemmere, da der er plads til flere klasser på én gang. Alle eleverne vil gerne have teacher mzungu til idræt, så oftest opfører de sig pænt. De er ikke vant til at deres lærer er med til idræt, så det er nok også et plus i bogen at jeg er sådan et stort legebarn som jeg er, og slet ikke kan lade være med at deltage. Men altså, hvem kan ikke lige spille en gang stikbold? Ja jeg siger da ikke nej i hvert fald. ;)
I Kenya er det set som et velfærdstegn hvis man har lidt ekstra på sidebenene. På den måde kan man vise, at man har nok penge til at spise godt, og derfor er mange af de lidt velstillede alle sammen småfede. Det gælder også her i familien Ndonga. John ville gøre en god julemand til jul, uden at skulle have mere fyld på maven! John mener ikke, at jeg altid spiser nok, men jeg har altså ingen intention om at skulle klædes ud som julemand til jul, så jeg holder mig til at spise til jeg er mæt og forsøger at forklare, så jeg ikke virker uhøflig. Det er ikke altid lige til, men jeg tror efterhånden at de forstår. Derudover er det også begrænset hvor længe det kan være interessant at spise ris, kål, bønner, linser, kartofler osv. når de oveni hatten ikke er storforbrugere af krydderier. Men pyt. Jeg overlever da. Indtil videre. Jeg kunne dog virkelig godt snart spise noget med ost! Det ville satme være lækkert!! Men - Keep on dreaming Sofie…
- comments
Aunty Jo Godt man er lærer i Danmark, men spændende at høre om Sofie
Mai-Britt Super spaendende Sofie