Profile
Blog
Photos
Videos
Nå, jeg lovede jo at give lidt lyd fra mig når jeg ankom, så her er første blogindlæg på min tur. 230 dage - det er ikke helt til at forholde sig til, men det bliver det nok ikke rigtig før end jeg er tilbage i Danmark igen.
Jeg skal forsøge at fange så mange som muligt af de indtryk jeg får, men der er mange!
Som nogle af jer ved, så havde jeg et lidt pakket program en uges tid før afrejse, da der var så mange dejlige mennesker jeg gerne ville nå at se, inden jeg tog ud i verden. Jeg nåede både til et smut til Sønderbronx, et par byture eller tre, og nedpakning af en lejlighed hvor jeg har tilbragt de sidste 4,5 år.
Derfor var jeg også pænt træt da jeg endelig kom frem til lufthavnen. Mutti og Daddy var med inde og aflevere, og det passede mig fint at der ikke var mere ståhej end det, da det viste sig at komme på anden vis. Det er nemlig sådan, at for at få lov at rejse ind i Kenya, skal man åbenbart have en billet ud af landet. Da vi ikke har booket noget endnu, eller præcist ved hvad vi har planlagt, var dette derfor ikke muligt. Lang tids forklaring til lufthavnsdamen, men til sidst ender det med, at vores voucher for at bestige Kilimanjaro kan bruges i stedet for. Men ja ja, det skal jo ikke være nemt fra starten. ;) Jeg kom ind, og op og kunne nærmest gå direkte ind i flyveren. Her sad jeg ved siden af en sød yalla-yallamand som havde gjort stort nummer ud af ikke at lugte af sved. Jeg ved ikke om det var planen at tiltrække eller frastøde folk med hans markante parfume, men han fik da i hvert fald opmærksomhed! Han var også svært begejstret for de små "refeshing tissues" som flydamen delte ud. Men det var måske fordi de hjalp ham i sin mission om at få så meget duft på kroppen som muligt. Servietterne mindede mig om noget lignende en eksplosion af lime/citrus forfalskning som man kender fra toiletfriskere. Sød sød mand, der også sørgede for at vække mig da de serverede aftensmad på flyveren. Jeg savlede kun lidt på min flypude og havde sovemaske på, men det skulle ikke forhindre ham i at gøre opmærksom på den lækre menu. At jeg normalt ikke plejer at spise aftensmad til midnat kunne han selvfølgelig ikke vide, så jeg lullede hurtigt tilbage i søvn.
Ankomsten til Qatar lufthavn var helt fin, og det gik som det skulle. Man siger, at Qatar er et af verdens rigeste lande, og det kan man måske godt mærke på priserne. Jeg smed da i hvert fald 94 kr. for en kaffe og en bolle, men bevares - havde jeg spist aftensmad om natten, havde jeg nok ikke været sulten til morgen. Nemesis tror jeg de kalder det. ;)
Endnu en flyvetur inden landing i Nairobi, Kenya. Ingen spøjse sidemakkere denne gang, men tilgengæld var jeg så heldig at sidde foran en familie på 4, hvis datter på 1-1,5 ikke var så fan af at flyve. Endnu engang fik jeg derfor stor gavn af gaven få håndboldpigerne, da den også indeholdt ørepropper.
I lufthavnen I Nairobi fik jeg hurtigt fat i baggagen, og futtede ud til af lufthavnen. Her ledte jeg lidt febrilsk efter en mørk mand ved navn John, og jeg skal hilse og sige, at dem er der mange af i Kenya og i begyndelsen ligner de alle sammen hinanden! (John er en af mændene som er med til at få projektet "Hand the Ball" til at køre i Kenya. Jeg har fået lov til at bo hos ham og hans familie i den tid jeg skal hjælpe til på projektet.) Jeg ledte og ledte efter John, som jeg kun havde set på et billede eller to. Ole (som er en anden fyr der er med i "Hand the Ball" og som er fra Danmark) havde fortalt, at det der med at komme til tiden ikke altid er så nemt i Afrika. Derfor tænkte jeg heller ikke yderligere over det, da der ikke var nogen John-lignende mænd der tog kontakt til mig. Da jeg havde stået og lignet en dum skandinavisk turist i en times tid, fik jeg pludselig øje på en anden mørk mand, som holdt et papir med mit navn på. Jeg aner ikke hvor længe han har stået der, men han blev meget glad, da jeg endelig tog kontakt til ham. Manden var Peter, som også er med på projektet. Jeg havde ikke hørt det store om Peter, og forventede derfor heller ikke at han kom forbi og hentede i lufthavnen. Men det gik fint, og efter et par minutter kom John også frem. SÅ var det tid til første store indtryk - trafikken!
Det er sindssygt! Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke skal køre! For det første kører de i venstre side, da Kenya engang har været engelsk koloni. Men det er hvad det er. For det andet findes der ikke rigtig nogle regler. Hvis der er rødt i et kryds, kan man da godt lige køre ud alligevel - det er der ingen der siger noget til. Hvis en vej har flere baner, hvilket flere af dem i byen har, er der ingen regler om, hvilken vej man overhaler. Men tager simpelthen bare den bane der virker til at gå hurtigst. Når de så skifter vejbane, kører de bare snuden ud og presser sig fremad. Nogle gange, hvis man er venlig, stikker man lige armen ud af vinduet for at indikere at man gerne vil den vej. Sidst men ikke mindst, forsøger alle biler at undgå de mange huller i vejene, ved at dreje udenom. Dette sker selvom der er PAKKET på vejen med biler, og måske kun et par centimeter mellem sidespejlene. Den eneste regel der er, som folk virker til at overholde er, at man altid gør plads til busserne. De kan stoppe når og hvor som helst, og man skal derfor være ekstra opmærksom når de er i nærheden (hvilket er hele tiden). Oveni det hele, krydser fodgængere vejen som det lige passer. Det er der ikke rigtig nogen der siger noget til, for sådan er det jo bare. Men alt i alt, så virker det! Folk er indforstået med det, og der er ingen sure miner, eller irriterende båthorn og jeg har heller ikke oplevet nogle ulykker (endnu).
Efter lidt "Kenya-kørsel" med stop i diverse supermarkeder, kom John og jeg tilbage til hans hus. Peter arbejder som håndboldtræner på fuld tid, og skulle træne sit hold på universitetet, så ham satte vi af tidligere.
Huset ligger i et område lidt uden for centrum. Når man kører af fra "hovedvejen", kører man af hullede grusveje i zigzag mellem huse. Husene ligger tæt op af hinanden, og ligner ikke noget særligt udefra. Alle huse er omgivet af et stort hegn med pigtråd og 2-3 meters høje porte foran. Der er intet gadebelysning, så det er ret smart at være kendt i området når det først er blevet mørkt, hvilket det gør allerede omkring kl. 19. Men vi kom frem og ind i huset, hvor Johns kone Grace tog imod os. Alle jeg har mødt her nede er super gæstfri! De sørger hele tiden for, at jeg har det godt, og spørger tit til, om der er noget jeg mangler. Det samme var tilfældet da jeg mødte Grace. "Welcome to our and now your home" sagde hun. Virkelig sød dame, der viste mig op til det værelse hvor jeg skal bo de næste 4 uger. De fleste huse her, er smalle og i etager, og sådan er det også her hos familien Ndonga. mit værelse ligger på 2. Sal. Jeg har stort skab og KÆMPE badeværelse for mig selv. Det er virkelig fint! For at toppe det lidt, har de lige købt to nye puder til sengen, for som John sagde, skulle jeg jo ikke føle mig ensom. :D
John og Grace har tre børn, men kun den mindste bor hjemme. De to andre går på kostskole. Salima på 3,5 år er meget genert, og jeg har ikke hørt hende sige noget endnu, selvom jeg har været her i 3 dage nu. Udover familien er her også en hushjælp. Hun sørger for alting praktisk der skal ordnes i huset. Vasker tøj, laver mad og vasker op. Hun ser også efter Salima, når Grace og John ikke er hjemme.
Da vi havde spist første aften, gik der ikke længe før jeg hoppede i seng. Selvom der kun er 1 times forskel på her og i Danmark (vi er foran), havde jeg alligevel en snert af jetlag.
Dagen efter, var det aftalt at Peter kom og hentede mig kl. 9, da hans to universitetshold fra Strathmore skulle spille kampe. Da kl. var blevet 10, og der stadig ikke var nogen Peter, kørte John mig hen til et sted, hvor vi samlede ham op. John satte os af et sted hvor vi kunne tage bussen, da John egentlig skulle have været til et møde kl. 10 et andet sted i byen. Men you know - "The african traffic", så det gik nok.
Peter og jeg hoppede på en af de offentlige busser, som alle er malet og dekoreret forskelligt. Nogle er grønne med The Incredible Hulk tema, andre er fyldt med Liverpool-spillere og flag. Det er meget forskelligt. I Kenya er der mange religiøse kristne, og derfor er der også slogans om Gud og Jesus mange steder. Den bus vi var med, var kaldt "God's Servant". Der er to mand på til en bus: En chauffør og en billetmand. Billetmanden hænger ud af den åbne dør og sørger for at kigge efter nye passagerer. Når der er nogen der skal på, banker han i siden på bilen, så chaufføren ved at han skal holde ind. Det samme sker når han igen kan køre. Jeg synes det er ret smart, når nu der hverken er busstoppesteder eller stopknapper i bussen.
Undervejs i bussen ringede Peters hjælpetræner, og sagde at drengenes kamp gik igang nu. Det tog Peter ikke så tungt, for selvom han var headcoach så var der jo en anden der kunne kigge på dem.
Vi skulle hen til University of Nairobi, som er det største universitet i byen. På vej der hen skulle vi gå igennem centrum af byen, og her var det første gang siden Danmark, at der var fortove og kun asfalterede veje. Det virkede helt hjemligt, og så alligevel ikke. På alle hjørner og veje er der små boder hvor man kan købe alverdens ting og sager. Ikke alting giver mening, men hvis du lige står og mangler et stempel til at stemple breve med, så kan du sagtens få det her. No problemo.
Da vi kom til universitetet havde jeg regnet med at skulle ind i en hal og se noget håndbold. Men nej. Som vi nærmede os, kunne jeg høre folk der heppede og hujede og også dommerfløjter der styrede forskellige spil. Da vi kunne se banerne, mindede det mig om et udendørs håndboldstævne. Primitivt men velfungerende. Her var det dog ikke græs der blev spillet på men asfalt eller grus. Der var både volley, basket, fodbold, hockey og så også håndbold. Peters drenge var i fuld gang, og vi gik hen til sidelinjen som om det var det mest normale at komme for sent. Peter gik i gang med at coache sit hold, imens jeg forundret stod og kiggede på. Drengene var egentlig ok til det, men jeg kunne godt se på spillet, at det nok ikke var så smart at kaste sig ned på jorden efter en bold, eller lave et fald efter skud på fløjene. Men det så ud til, at det fungerede for dem. Da kampen var slut sad vi og slappede af i skyggen indtil pigerne skulle spille. Det var noget af en gang indianerbold. Pigerne har ikke haft et hold i mere end et par uger, så det skulle de selvfølgelig lige lære først. Det var tydligt at se, men de nød det.
Da dagen på banen var ved at være slut og den sidste kamp var spillet, tog Peter, hans assistent Alan og jeg ind til byen igen og fik en kop te. Dette sted bød også på mit første squat-toilet. Her kom de mange timer i Løfteriet virkelig til gode. Hvis jeg skal sige det selv, var jeg ret god til et. :D Jeg var endda lige ved at tage armene over hovedet som vi også træner meget i, men jeg tænkte det måske ville virke lidt underligt. :D
Selvom vi er i midten af byen, har jeg endnu ikke set andre hvide mennesker end mig selv. Eller det er løgn, jeg har set én men det var en albino. Folk glor virkelig meget på mig, og børnene råber smilende mzungo efter mig hele tiden. Mzungo betyder hvidt menneske på swahili. Jeg smiler bare og siger hej hej. De må tro jeg er idiot. :D
Efter te var det tid til endnu en tur i en offentlig bus, som da også kørte en helt anden rute en planlagt for at undgå de store traffikkøer der er om eftermiddagen/aftenen. Så satsede de bare på, at folk nok ikke skulle af omkring de veje, vi ikke kørte alligevel. Vi endte det rigtige sted, og kunne tage hen til Johns hus.
I dag er det søndag og derfor fridag. John og Grace er taget i kirke, og jeg er blevet tilbage i huset for at fordøje alle de nye indtryk. Der er virkelig mange, så jeg er ret træt i hovedet. Men efterhånden er jeg ved at vænne mig til det hele, og føler at jeg falder mere og mere til.
I morgen skal jeg ud på et af de centre "Hand the Ball" har, hvor børnene går i skole og hvor jeg skal være hele ugen, Jeg er meget spændt på hvordan det er, og hvad jeg skal lave. Men i vaskeægte Afrikastil, så tager vi det lidt som det kommer.
- comments
Mai-Britt Christensen wow staerkt Sofie