Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag var igen en skøn varm morgen at vågne op til. Der er en dejlig atmosfære sådan en morgen på Shelter Hostel, stille, roligt og venligt. Når værten, John, kommer omkring får man altid en venlig hilsen og lidt snak.
I dag samler vi op på vores blog, som nogle af jer nok har tænkt var ved at være noget forsømt. Det var dagens opgave, inden vi gik til stranden. Vi nåede det lige inden de lukkede på biblioteket (der er ikke wifi på Shelter Hostel, men biblioteket ligger lige nedenfor, så det er ikke så stor en ulejlighed).
Derefter tog vi til Coral World. Som navnet antyder, så er en væsentlig attraktion på stedet koraler, men derudover er der en masse forskellige bassiner med forskellige fisk fra forskellige dele af verden, deriblandt også et stort hajbassin, lidt i stil med Kattegatcentret - men Kattegatcentret kan ikke helt hamle op med de flotte koraler, det turkise vand og den dejlige varme.
Det er ikke billigt at komme ind, 110 NIS pr voksen, og der var 1½ time til de lukkede. Det hjalp dog lidt, at billetten gjaldt i tre dage, og at vores nationalparkkort gav os 20% i rabat, så vi brugte resten af eftermiddagen her.
Om aftenen, vores sidste aften i Eilat, tog vi igen til restaurant The Fish Market. Det var igen godt, men vi blev enige om, at de er bedst til fiskeretter.
Da vi kom tilbage til Shelter varede det ikke så længe, før der begyndte at komme en masse unge danskere, som havde været på ørkentur i tre dage, blandt andre de unge fra Joffi-huset. Det var meget hyggeligt at se dem igen.
Torsdag skulle vi være ude af værelset kl 10, så morgenens program var at få pakket vores sager sammen, og få sat en del af det ud i Shelters skur, inden vi tog til Coral World igen og brugte et par timer, blandt andet også med en sejltur i en båd, hvor man sidder nede i bunden og ser ud på koralerne gennem glas.
Bagefter tog vi til stranden og snorklede og dyrkede solbadning i stor stil. Vi havde bare lyst til at strække det så længe som muligt, inden vi forlod Eilat, men kl 16 forlod vi stranden, kørte til Shelter og pakkede bilen, og kl 17 forlod vi Eilat for at køre til Jerusalem. Der er langt! Lidt efter kl 22.30 var vi ved seniorlejligheden i Jerusalem.
Inden vi kunne gå til ro, måtte vi have pakket vores bagage om, så vi kunne have det hele indenfor de rammer, vi måtte have med i flyet.
- comments