Profile
Blog
Photos
Videos
Man kører ad vej nr. 12 vest for Eilat til man når den Egyptiske grænse og kører derpå langs grænsen mod nord-vest på en vej, hvor der efter dagens trafikale behov at dømme, godt kunne være sparet lidt på asfalten. Hvis man skulle sammenligne med noget hjemligt, kunne det være en køretur på den nordjyske motorvej, om muligt endnu mere udtalt.
Efter ca. 20 km i et noget ensformigt, stenet og goldt landskab ser man et ensomt skilt der viser fra til "Red Canyon". Man har for længst nået at tænke, at en vandretur her næppe byder på den store oplevelse, men det skulle snart vise sig at være en unødig bekymring.
Efter 5-10 minutters kørsel, stadig i det samme ensformige landskab, når vi parkeringspladsen, som også er udgangspunktet for vores vandretur. Vi vælger en 5 km's rundtur, der efter kort tid bringer os til Nahal Shani, hvorfra landskabet fuldstændig skifter karakter. Ruten fører os gennem et varieret landskab med klipper og sandsten i alle mulige flotte farver og formationer. Det meste af tiden bevæger vi os i wadi'en, der snor sig smukt som vandmasserne nu har fået lov at forme den, men der er også smalle kløfter, hvor trin af metal-buer og lejdere er nødvendige for at kunne passere.
I den sidste del af wadi'en er der flere og flere sammenstyrtninger og et kort øjeblik tror vi, at wadi'en helt er spærret, inden vi får øje på rutemarkeringerne langt oppe på den ene klippeside. En smal og stejl sti fører derop, og den halvdel af os med tendens til højdeskræk undlader i hvert fald at kigge bagud. Man undres over, at der ikke er sat en smule rækværk op, men faktisk var stien nok så smal visse stedet, at det slet ikke var muligt at fastgøre et rækværk, hvis der også skulle være lidt sti tilbage at vandre på.
På den sidste del af ruten udser vi os et akacietræ, der kort efter kommer til at yde os en skyggefuld frokostpause, hvorefter vi kører tilbage til Eilat, til dagens obligatoriske Magnum og en dukkert i Det røde Hav.
- comments