Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag morgen slog vi øjnene op til en morgen med lidt skyer, og kan pludselig se det sted, hvor vi havde slået lejr. Mindre end 10 m fra vores madras gik det stejlt ned 10-20 m i den wadi/nahal, som gav navn til stedet, Nahal Zeelim. Det havde været en lun nat, hvor man meget af tiden godt kunne have undværet soveposen, hvis det ikke var for at give beskyttelse mod myggene. Fantastisk at vågne op til sådan en udsigt.
Det var faktisk meget rart, at det var lidt skyet fra morgenen af, for det var alligevel fint shorts-vejr, og efter et par timer var det alligevel skyfrit. Det varede ikke længe efter at vi var stået op, før Jakob havde splintret en medbragt palle til at lave bål af, og der blev sat vand over til morgenkaffe. At spise morgenmad i sådan en kulisse er altså noget af en oplevelse.
Så snart vi var færdige, blev lejren ryddet, og vi kørte til Ein Gedi (mange steder hedder noget med Ein, som betyder Kilde). Ein Gedi er kendt af mange for dens skønhed. Her startede vi med at få badetøj på, for der var nogle skønne steder, hvor man kunne bade. Vi gik op igennem en kløft, hvor kilden løb ned igennem, og vi badede under vandfald flere steder - alle redaktører af denne blog var under flere vandfald!
Fra Ein Gedi kørte vi til Nahal Darga, et højt udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ud over det døde hav, sidde på kanten af en dyb kløft og opleve ørne og ekko. Selv om det var en oplevelse af at være meget højt oppe, så var vi stadig 40-50 m under havets overflade - verdenshavene altså. Her nød vi vores formiddagskaffe (nogle af denne blogs læsere har måske bemærket, at kaffe er en hyppigt tilbagevendende begivenhed, og det er det også. Ruben mener at vide, at det farligste væsen på jorden er en seniorvolontør med lavt koffein-indhold!).
Nedenfor Nahal Darga ved bredden til det døde hav kunne man se nogle huller, som var synkehuller. Dem var vi nede at se nærmere på. Synkehuller opstår her på stedet, fordi det døde hav er sunket meget. Da vandstanden var højere, var grundvandet også salt, og der var en del saltforekomster i jordbunden. I takt med at vandstanden er faldet, er grundvandet blevet ferskt, og det betyder at der skylles salt ud af jorden. Når der har været klumper af salt i jordbunden, som skylles ud, så kan det ske, at jorden pludselig falder ned, fordi der ikke er nok til at bære den. Det er både sket at der er faldet huse og mennesker ned i den forbindelse.
Så var det ved at være frokosttid, så vi kørte til endnu en naturpark, Einot Tsukim (Einot er Ein i flertal), verdens lavestliggende naturpark, hvor vi havde mulighed for at bade i forskellige pools og gå tur i området, efter at vi havde spist vores frokost. Det var dejligt varmt. Det føltes vel som ca. 30°, men termometeret viste 37°, og den tørre luft gjorde, at det føltes godt. Da klokken blev 14 var det tid at køre hjem til Jerusalem, og så var det alligevel rart, at der er aircondition i bilen.
Det var et par dage, vi længe vil mindes, med store naturoplevelser.
- comments