Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er der præcis 8 uger til, at jeg flyver tilbage hjem til Danmark. På en måde virker det som kort tid, og på den anden side er der lang tid til, og der kommer til at ske så meget endnu. Hvis vi tæller ugen i Kenya med, har jeg nu været væk en måned, og det føles både som kortere og længere tid. Det er gået stærkt med alt det der er sket. Allerede en måned og har derfor været her en tredjedel af tiden. Det føles som lang tid, da jeg føler mig fint tilpas hos familien og er ved at være van til, hvordan tingene er i Uganda.
Arbejdet er jeg om sider kommet ordentligt i gang med. Jeg skal rapportere om det arbejde ActionAid Uganda i Katakwi laver, og om de forskellige workshops vi laver for at informere om menneske rettigheder. Det jeg skriver skal ende op med at være et nyhedsbrev for ActionAid Uganda. Desuden skal jeg i morgen holde oplæg om, gender based violence på den workshop vi er igang med om emnet. Er lidt spændt på, hvordan det hele bliver. Det er et noget andet niveau, dem vi arbejder med, er på, end dem jeg har været instruktor for på uni, og end den almene dansker. Når vi har workshops er der ofte ting, som er almenviden i Danmark, som deltagerne skal have forklaret. Der snakkes også altid om, hvordan man skal opfører sig til workshops'ene. F.eks. at man skal være stille. når andre snakker, og huske at have sin telefon på lydløs. Ting der ville være almenviden for en voksen dansker. Det er spændende at komme i gang og komme ud af huset :)
I weekenden var Christian og jeg i hovedstaden Kampala. Vi tog natbussen fredag nat. En meget varm og klemt tur, hvor jeg sad klemt inde på et midter sæde mellem Christian og en buttet ugandisk kvinde. - Sæderne var i forvejen meget små! Vi ankom meget tidligt om morgenen. Heldigvis kunne vi tjekke ind på vores hotel (som mere var et motel), og kunne sove nogle timer. Kampala er en meget hektisk by! Der er mennesker over alt, og trafikken er utrolig. Desuden er det ikke helt let at være hvid i denne by (heller ikke her). Alle vil hilse, have en til at købe noget i deres butik, eller køre med deres motorbike. Det kan være ret frustrerende! I Uganda ser de fleste straks penge, når de ser min hudfarve.
Vi gik lidt rundt og oplevede den kaotiske by, og et meget kaotisk marked ved navn Owen marked. Der kunne man købe alt fra tøj, sko og solbriller til grøntsager, fisk og kød. Vi tog også over i den rigere bydel, hvor det hele var lidt mere roligt. Her fandt vi også et shopping center, hvor vi kunne gå på vestlig præget cafe og i et supermarked, med vestlige produkter. Vi kunne godt se, at mange ugandere ikke havde råd til, at komme her. Det var de rigere og de hvide. Man bliver utroligt bevidst om hudfarver i dette land....!
Senere tog vi over i den gamle bydel. Her besøgte vi en stor moske ved navn "Gadaffi National Mosque ". En moske der blev bygget under Idi Amin styreret med hjælp fra Gadaffi (Der af navnet). Jeg skulle klædes til med tørklæder fra top til tå. Jeg er bestemt ikke pæn som muslim! :D Det skulle være en af de største moskeer i Afrika. Den var rigtig pæn og vi fik en guidet tur.
Om aftenen spiste vi god mad på en vestlig restaurant, så jeg fik mig nogle grøntsager. Det er virkelig en af de ting jeg mangler mest her i Uganda (udover et rigtig toilet!). Vi spiser meget det samme, som de bare sætter sammen på forskellige måder: Kartofler, søde kartofler, noget der minder om dej (kan ikke stave navnet), hvidt brød, grønt som de altid stuver, bønner, ris.. Meget base baseret.
Søndag tog vi hjem igen. Vi fik heldigvis en række i bussen, hvor der kun var to sæder, så hjemturen var meget mere behagelig! :)
I næste uge kommer Louise, og det bliver helt mærkeligt, men godt :) Har nu vænnet mig til, at det bare er mig, både på arbejdet og i familien, men det bliver nu meget rart, at have en at dele oplevelserne med, som har samme kultur som en selv :)
- comments