Profile
Blog
Photos
Videos
Dåselatter i sit-com!
Efter vi havde skrabet 1. december (plus 2. og 3. december) på skrabejulekalenderen påbegyndte vi en længere rejse til Hollywood Boulevard med Los Angeles' noget underudviklede offentlige transportsystem. Turen med bus fra Malibu til Hollywood Boulevard endte med at tage 2 timer, hvoraf vi stod og ventede på en mellemstation i en halv time sammen med tidligere indsatte og hjemløse.
Hollywood Boulevard var som forventet proppet med turister, der gik og kiggede ned i jorden. Da vi steg ud af bussen blev vi med det samme overfaldet af en irriterende ihærdig mand, der irriterende nok fik os lokket i fælden og fik solgt billetter til en "Hollywood City Tour". Han lovede os fabelagtig udsigt til Hollywood-skiltet, over 50 kendtes hjem, Beverly Hills og de andre meget rige kvarterer. Vi påbegyndte turen på Hollywood Boulevard sammen med en masse japanere og deres kameraer, hvorefter vi kørte mod Hollywood-skiltet. Hurtigt begyndte omgivelserne at minde om noget vi havde set før på denne tur, det viste sig, at vores egen "I fodsporet på de kendte" ikke havde været helt ude i hampen. Vi havde selv kørt præcis de samme steder med Tumle, og udsigten til Hollywood-skiltet var den samme som vi selv havde fundet i første omgang - det var et sjovt sammentræf. Det kan altså betale sig at køre forkert. Turen virkede ellers tilrettelagt til punkt og prikke, men da et træ på vejen blokerede for vores videre færd til de kendtes huse, måtte chaufføren finde en noget kedelig alternativ rute. Omvejen bød ikke på mange oplevelser, så Hald skabte dem selv, ved at lure ind i alle biler - måske var hun heldig at se en kendt! Turen var et godt alternativ til en sightseeingbus, da vi fik set Hollywoods kvarterer, men lidt proletar føler man sig, når man betaler penge for at se de kendtes porte!
Hvad gør man ikke for at se en kendt, om end de er levende eller af voks. Vi tog på Madame Taussauds! Det var fuldstændig som vi havde forventet, mere eller mindre gode efterligninger af de kendte og rigtig mange turister! Vi havde vores "15-minutes of fame" sammen med Tom Hanks, Beckham, Britney og Will Smith, og vi havde det rigtig sjovt! Så sjovt at vi glemte "Turen går langt væk" i Johnny Depps buksekant, pillede bussemænd på Obama og fik kommentaren "Oh, i´m worried about you guys…" fra en anden turist. Efter en tur op og ned af boulevarden var vi blevet godt sultne, og tog på den anbefalelsesværdige italienske restaurant Miceli´s - det var virkelig toppen! Hjemturen snakker vi ikke så meget om, eftersom det blev en halv-dyr taxafornøjelse… Vi orkede bare ikke mellemstationen og de to timers kørsel!
Efter et uskyldigt opkald til Cruise America angående Tumle lave oliebestand, fik vi den pludselige meddelelse, at Tumle skulle afleveres senest dagen efter klokken fire, hvilket lige gav os 2 dage mindre end beregnet. Tumle skulle afleveres i samme stand, som da vi hentede ham, hvilket jo altid er relativt, men i hvert fald krævede det en oprydning. Vi brugte det meste af dagen på at vaske, pakke tasker og spise pizza. Heldigvis havde vi sjovere planer for aftenen. Efter 3 timers intensiv kø, kan vi konkludere, at der altid er sindssyg meget trafik i Los Angeles. Vi nåede frem til vores destination Warner Brothers Studio, hvor vi skulle agere dåselatter i tv-showet "Are you there Vodka - it's me Chelsea" (endnu ikke vist på tv). Selvfølgelig var vi for høje til parkeringshuset, så vi blev placeret sammen med lastbiler, forsyningsvogne og "The Big Bang Theory"-bilen. På vores vej gennem studierne spottede vi "Ida Greenberg" og "Mrs. McClusky", hvis I ikke kender til disse damer, har I tydeligvis ikke set nok Desperate Housewives. Det var starten på en rigtig sjov aften! Fem timer senere kunne vi atter indånde den friste luft og bese Warner Brothers toiletfaciliteter. Hvis man er væbnet med tålmodighed og en fri aften, så er det meget fedt at prøve at overvære indspilninger. Husk at spise hjemmefra!
Vi tager chancen, og offentliggøre, at vi vaskede Tumle med vores egne bare hænder! Og nej far, det betyder ikke, at jeg behøver at vaske bilen derhjemme - det er du meget bedre til! Vi bilder os selv ind, at han aldrig har skinnet så meget før! Hvis man ser bort fra taget altså… Vi havde det mægtigt sjovt med at vaske bil, hvilket resulterede i at tiden løb en anelse fra os! Vi ville hurtigt læsse vores bagage af ved vores næste overnatningsdestination, et hostel - det tog lidt længere tid end beregnet, da vi påkørte en markise… Kort fortalt kom air-conditionen fri fra stålmarkisen uden skrammer ved hjælp fra en to meter høj mørk mand! Tak til ham, han fik lidt ekstra drikkepenge, da han var chaufføren, der skulle køre os til lufthaven dagen efter.
Vi fik afleveret en mere skinnende, og ridset Tumle. Til alles og vores egen store overraskelse fik vi ALLE depositumpengene tilbage, så vi takkede af og forlod hurtigt bygningen. Tilbage på vores hostel nød vi duften af hash og de skrigende kvinder på gangen, mens vi så "America most wanted" i fjernsynet - der var god basis for en stille og tryg nat! Vi vågnede dog næste dag hele og i live (vi joker bare, det var et fint hostel mor). Som ægte backpackere skal man spare, hvor der spares kan, så vi valgte at spare en ekstra overnatning væk, og tilbragte natten i LAX lufthavnen.
New York here we come!
- Over and out!
- comments
Mormor og Morfar Til vores to Hollywoodstjerner. Man må sige at I gør jer godt i det fine selskab. Tak for blog og fotos, vi tæller dagene til I kommer hjem, vi glæder os rigtig meget til at se jer igen.
Mor Lone Kæreste piger. 1000 tak for jeres blog og foto. En dejlig søndag morgen med lunt morgen brød og jeres fantastiske blog. Det kan ikke være bedre.Julen nærmer sig og juletræet er i dag kommet i hus. Vi glæder os utroligt meget til på fredag når I vender hjem men vi kommer til at savne jeres blogs.God tur til WDC og hils Obarma. Knus Mor Lone og Far Frank