Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt mandag morgen gik vi de 2 km op til stationen i Amsterdam med vores rygsække. Vi havde lavet madpakker med dansk rugbrød, dåseleverpostej og en købt Port Salut - vi var klar til Paris!
Vejen til Paris gik gennem Antwerpen - Lille - Amiens, så vi fik også krydset Belgien på vejen. Var pudsigt at høre både hollandsk, flamsk og tilsidst fransk i togene på rejsen igennem.
Vores ophold i Amsterdam var præget af hygge, gode gåture og afslapning. Vi havde egentlig regnet med at se mere til hele hashmiljøet, men udover de forskellige "coffee shops", hvor lugten af hash strømmede ud, så vi ikke meget til det. Det skulle så vise sig, da vi sad på stationen i Lille med en kop kaffe og Coffee Lovers fra Summerbird, at vi blev tilbudt en klump hash af en mærkværdig fyr - ikke just stedet, vi havde regnet med at støde på det.
Vi ankom til Gare du Nord i Paris 16.20 og besluttede os for med det samme at reserve vores tur til San Sebastian, da der skulle være ret crowded i togene på denne tid af året. Derefter tog vi metroen mod Anatole France, hvor vores hotel ligger - et lille stykke udenfor centrum. Det var utrolig let at finde rundt i metroen og vi fandt lynhurtigt vores hotel.
Efter et hurtigt bad gik vi på jagt efter noget spiseligt og vi fandt til vores store glæde en sushirestaurant tæt ved hotellet - det smagte fantastisk! Efter maden tog vi gåskoene på og gik ind til Triumfbuen og Eiffeltårnet. Her oplevede vi for alvor den smukke og romantiske del af Paris! Det nåede at blive mørkt imens vi var der, så vi så Eiffeltårnet med lys og glimt. For en Paris jomfru, var det fuldstændig enestående at stå ved Seinen og kigge på en by, som altid er blevet beskrevet af andre, men uden selv at have oplevet den. Jeg kan tydeligt se, hvorfor de fleste jeg har snakket med er så begejstrede - jeg er helt forelsket!
- comments