Profile
Blog
Photos
Videos
28. August - Et smut rundt på nordøen
Jeg venter spændt på at blive opkoblet til internettet hernede. Siden jeg tog fra København d. 17. august har jeg kun haft sporadisk adgang til net rundt omkring, og hvor lidt jeg end kan li' at indrømme det, føler jeg mig ret afskåret uden. Men opkoblingen skulle ske i dag…
For nogle dage siden, planlagde Ask og jeg at tage på ski. Vi fik lejet en bil, som er overraskende billigt hernede, og booket to overnatninger i Natinoal Park Village som ligger 20 min. fra skistedet på Mount Ruapehu, måske bedre kendt som Mount Doom fra Ringenes Herre :-) Det var ufattelig mærkeligt at skulle køre i den modsatte side af vejen - specielt da vi skulle ud af byen i morgentrafikken, hvilket krævede en smule koncentration! Som vi kom væk fra byen og ud på landevejene hjalp det dog en del. Trods en distance på kun 430 km, tog køreturen alligevel omkring 5 timer. Det skyldtes til dels, at vejene er snørklede og max hastigheden er 100 km/t (også på de almindelige landeveje), men ikke mindst også, at uanset hvilket hjørne man runder, er naturen som taget ud fra en film - terrænet er varieret, grønt og i det hele taget spændende. Så vi gjorde en del stop for at tage billeder og nyde udsigten, trods dårligt vejr.
Og det dårlige vejr var også nået frem til Ruapehu. På dagen, hvor vi ankom, var det blæsende og sjasket på bjerget, og ikke egnet til ski. Vejrudsigten for de kommende dage lovede kun en lille sandsynlighed for skivejr, hvilket var meget irriterende efter at have sat sig op på at suse ned ad pisterne! Stedet vi havde booket var hyggeligt indrettet og havde en åben pejs i opholdsstuen, så vi lavede en nødplan foran den varme ild - der var koldt overalt, specielt eftersom jeg ikke havde taget en vinterjakke med, som jeg bare ville leje sammen med mine ski. Vi besluttede, at hvis vejret om morgenen dagen efter ikke var til ski, ville vi udnytte tiden på at tage til Taupo og videre op til Rotorua - et vulkansk aktivt område.
Og vejret blev ikke bedre, så vi kørte videre. Naturen var flot i Taupo og lugten kraftig i Rotorua, hvor vi havde planlagt at overnatte. Der er en hængende svovllugt i luften i hele byen, som minder lidt om halvrødne æg! Vores hostel var det varmeste, jeg hidtil har oplevet - varmen i gulvet kom var de termiske kilder og det samme gjaldt for deres indendørs spa, som man bare fyldte op efter behov… med 100 gr. varmt vand fra én hane og kold i en anden, kan dette godt være svært at temperere! Dagen efter oplevede vi Orakei Korako Thermal Park, hvor dampen steg op fra huller i jorden ikke dybere end 30 cm nogle steder, mens man andre steder kunne høre en boblende lyd fra mudderpøle eller kogende vand. Vi var dog ikke så heldige, at vi nåede at opleve geyseren i udbrud, selvom vi ventede tålmodigt et stykke tid i regnvejr. Derefter gik turen tilbage til Auckland i bil - men selv en køretur kan være spændende, når naturen er så flot.
- comments