Hej igen,

Der er forbindelse igen, saa vi prøver en opdatering.

Var sidste uge på en forlænget week-end i Bagan et arkæologisk center tæt på Mandalay. Det er godt en times flyrejse herfra og 12 timer med skib fra Mandalay. En sejltur, det kunne være sjovt at foretage om ikke for andet, så for at rejse i Kiplings digt.

Bagan ligger i det tørre bælte i landet og her et par måneder op til regntiden er der meget tørt, ingen vand i de mindre floder og Ayeyarwaddys breder er meget tilbagetrukne med brede sandbanker. Der er meget liv i floden og langs den bredder, da den stadig udgør en hovedtransportvej. Små fiskerlandsbyer langs bredderne, og den almindelige aktivitet ved solnedgangstid med folk, der vasker sig, vasker tøj, fragter folk over til den anden side i små kanoer og langbåde og tilbereder aftensmad. Dertil kommer turistindustriens små souvenirboder, madsteder, der kommer og gåår, da de bæres, handlende, smårestauranter. Floden er på Bagan siden bebygget med mellemstore og store hoteller med meget få gæster, længere inde i landet ligger så landsbyerne og de mindre hoteller.

Landsbyen blev flyttet for nogen år siden og et nyt Bagan er opstået, hvor folk bor. En blanding af små hytter bygget af træ, bambus og mursten, hvor det meste af dagliglivet foregår udenfor huset. Man befordres som turist rundt i oksekærrer og hestevogne, der er meget få biler og lidt flere motoriserede to-hjulere. Det betyder, at man hurtigt kommer ind i den lokale rytme. Her er varmt, allerede nu tæt på 40 grader, ingen vind. Så en solnedgang ved eller på floden er dejligt trods myg.

Bagan er et gammelt center for lakarbejde. Grunden er flettet bambus, teaktræ eller hestehår, der formes som tesæt, potter, kander, bokse, møbler etc, for derefter at gennemgå en lang lakeringsproces med indridsede mønstre og indfarvning (har glemt hvad man kelder denne teknik, men museumsfolkene ved, hvad jeg taler om). Processen udføres af 8 hold specialister, der hver især står for fletning, tilskæring, forskellige lag lak med hver deres efterbehandling, grunddesign lavet af mænd og detailjeret design lavet af kvinder, indfarvning og efterbehandling. Man tørrer genstandene mellem hver indlakering (4-8 grungdlakeringer og efter hvert farvelag) i udgravede kældre for at nyde godt af fugtigheden. Der er mange forskellige kvaliteter og det var interessant at besøge de mange små værksteder i folks baggårde, og se hele processen samt forkskellen i kvalitet. Som altid var det en blanding af småhandlende, der sælger på kommission for forretningerne og står hvor turisterne kommer forbi, småforretninger og større forretninger med internationale aftagere. Bagan er samtidig et af de steder, hvor man laver "sandmalerier" af affaldsprodukterne fra ædelstensindustrien, dvs smulder af rubin, jade etc, der lægges på lærred som et maleri og limes fast. Disse malerier kan være fantastiske med en helt speciel rustik. I Bagan findes både malerkunsthåndværk og lakarbejde i en moderne og i en traditionel form. Den traditionelle tager ofte udgangspunkt i de motiver man finder i templers vægmalerier og på gamle genstande. Man oplæres i traditionen ved kopiering og gentagelse over flere år og starter som barn. I vore dage gør man et stort nummer ud af at sige, at børn arbejder i deres skoleferie, hvilket måske måske ikke er rigtigt, men man ser faktisk ikke mange børn i arbejde.

Og så til grunden til at tage til Bagan eller Pagan. Det er et stort område komplet oversået med pagoder, templer og helligdomme. De fleste fra det 9.-12. århundrede. Og det ser ud som om, man stadig opretter nye. Det er jordskælvsområde, så en del står som ruiner, men forbløffende mange står intakt. Et museum har fået kunstnere til at male de centrale pagoder og templer og har derefter indsat grundplan og en tegning/maleri af, hvordan bygningen ville se ud, hvis den var intakt. En formidabel ide. Fulgt op af meget information omkring arkitektur, struktion og paladsarkitektur over tid. Det var også første gang, jeg gik på museum mellem bedende folk. Man har nemlig en del Buddhaer fra ruinerne på museet for at illustrere forskellen i design over tid og nogen af dem er åbenlyst stadig genstand for aktiv bøn.

Det er fantastisk at bevæge sig rundt sådan et sted, ligegyldigt hvor man ser hen, så står de der. Nogen er hule, orieteret efter Buddhistisk tradition, nogen efter pre-Buddhisme, Dvs en oerientering i verdenshjørner, hvor hver retning har mytisk, fysisk og mental betydning, symboliseret i farve, dyr, ædelsten, temperament og så videre. Jeg er født en fredag, så min orientering er nord og mit dyr ginneapig. Ugen har forresten 8 dage her, idet onsdag er delt i to. Må indrømme, at tanken om, at det er praktisk for os vesterlændinge med de mange forskellige kalendere, så man altid kan finde den, der passer en bedst horoskopmæssigt, har vist sig. Tro er en mærkelig størrelse.

Pagoderne og templerne er alle bygget i sten. Og det er den enkle konstruktion i overliggerne, der har reddet dem fra jordskælvene, De senere, der er bygget i mere udviklede teknikker efter kinesisk og indisk tradition er ofte ikke intakte. Indvendig kan man finde meget velbevarede vægmalerier i forskellig Buddhistisk tradition, Buddhaer orieteret i forskellige retninger eller med Buddhaer orieteret i 4 retninger. Nogle ligger ned, står eller sidder i skrædderstilling med forskellige håndstillinger, der alle har både metafysisk og meget jordnær betydning. Nogle templer og pagoder er stadig i brug, dvs folk kommer for at bede, svale sig, handle og udveksle nyheder. Nogle Buddhaer er belagt med bladguld, ligeledes pagoderne eller pagodernes spir. Andre er meget enkelt udførte, malede og sommetider klædt i munkeklæde eller med farvestrålende gyldne klæder. De Buddhistiske farver er gul, gylden, rød, hvid og grøn, så jeg har kronede dage ved at bevæge mig rundt i mine farver hele tiden.

Jeg tog til Bagan med nogle kolleger, og vi var et par stykker, der koncentrerede os om bygninger, men andre var mere til bjergture med templer i toppen, hvor man går ad endeløse trapper blandt uvorne aber for at komme op til pragtfuld udsigt. Den ene dag, var jeg den eneste, der blev i Bagan og gik ture i landsbyen og indsnusede Asien med arrige hunde i hælene. De lokale hunde kan virkelig ikke lide vores lugt, det mønster gentager sig overalt i Asien, synes jeg.

Jeg tager næste uge til deltaet for at se et af vores projektområder. Det er et område, hvor folk bor i bambuspælehytter og jeg får fornøjelsen af at ligge på gulvet med de andre samt et væld af vandbøfler og myg.

Hav det godt. Wiebke