Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en helt igennem fantastisk uge i New York, hvor vi har travet Manhattens gade tynde på kryds og tværs, tømt butikkerne for tøj og stimuleret vores kulturelle storbys organger (fede du er jo fantastisk!), lettede vi i går eftermiddags fra Newark Airport og rejste 1300 miles længere sydpå og ned til det varme Miami.
Efter 3 timers flyvetur over det store Amerika, landede vi midt i Miami - langt fra Miami Beach og denne gang uden ødelagte kufferter. Vi blev hurtigt enige om at den letteste og hurtigste måde at komme frem til vores hotel på var via Taxi. En noget træt taxichauffør (jeg vil skyde på at han sov 2-3 gange, mens vi ventede på grønt lys, men hvorfor ikke også udnytte tiden bedst muligt?) kørte os til vores hotel, et pink og grønt hotel fra 20'eren og 30'erne til billige penge! Ikke luksus, men det er nu meget rart med to store senge i stedet for køjesengen og eget badeværelse i stedet for fællesbad og -toilet i NY og ikke mindst tv med NFL channel, Morten er i himlen!
Væk fra de trafikfyldte veje i New York, begav vi os en kort aftentur rundt i kvarteret omkring vores hotel, for at søge efter vores første måltid i Miami. I Miami er der flere spansk end engelsk talende folk, så ikke overrasket fandt vi en spansk café, der serverede en omgang gris, kylling, stegt banan og pommes med sukker (selvforskyldt - sukker er ikke en ingrediens man bruger i det spansk/amerikanske køkken) til aftensmad - spændende, men godt og tiltrængt. Bagefter tog vi i det lokale supermarked for at købe en masse vand og snacks, som vi er blevet så forvendte til.
I dag begyndte dagen med morgenmad på hotellet, hvor menuen bestod på bagels, frosties og 6 farvet cheerios, hvilket levede op til vores forventninger, som på forhånd ikke var ret høje - men nøj hvor jeg allerede glæder mig til i morgen igen! Cheerios er faktisk ret gode, seriøst!
Efter morgenmaden tog vi en kort tur på stranden, inden vi gik hen i det lokale supermarked for at købe noget solcreme og middagsmad. Miami er ikke ligesom NY. I NY måtte vi købe alt vores mad, men her i Miami er der et rigtigt supermarked, hvor vi kan købe stort set alt, ja selv lykkeønskningskort, som fylder hele to gange med kort på hver side, både Brugsen og Nettos sortiment kan godt pakke sammen!
Efter indkøbsturen tog vi to timers "slap af pause" på hotelværelset, hvor den stod på middagsmad ala "groft" brød med ost og pålæg, skype med kæreste og familie + alt muligt andet random og så gik vi atter på stranden. Vi rundede dog supermarkedet inden, da det hurtigt gik op for os, at vores naive køb af en faktor 15 solcreme tidligere på dagen ikke rigtig rækker i Miamis UV farlige sol, vi opgraderede derfor til faktor 30 - mens jeg sidder og skriver det her kan jeg kigge ned af mig selv og konstatere at jeg aldrig har fået så meget sol på første dagen, og vi var ikke ude ret længe i dag! Det tegner godt, da min vinterblege hud trænger til noget farve igen!
Resten af dagen foregik på stranden hvor programmet stod på solbadning, svømmeture og fodboldtræning på stranden. SSK formen skal holdes ved lige og inden aftensmaden løb vi da også, hvis jeg skal beskrive den: en lang og hår tur, langs strandpromenaden. Jeg må indrømme at Morten er i noget bedre form end mig, men jeg skal trods alt også bare stå i mål (jaja undskyldninger er der nok af).
Og så blev det tid til aftensmad. Efter vores uge i New York (hvor vi nok brugte lidt for mange penge) har vi besluttet os for at vi skal holde lidt igen i Miami, dog ikke for meget, vi skal have lov at nyde det mens vi er afsted! Men pga. billig Miami købte vi et par frosne færdigretter, 2 liter dr. Pepper og 12 budweisser til rimelige billige penge. (Maden kan vi varme i mikroovnen som findes på hotellet, fedt!) Mens vi spiste vores spiselige, men ikke gode mikrofærdigretter alla kylling + lasagne og drak vores dr. Pepper, som smager utrolig dårligt, kom vi i snak med to ældre danskere (fra Esbjerg, men bor nu i Nuuk). De gav os et par fif til ting vi skal se og opleve i Californien, samt to øl. Det var nu meget hyggeligt med en sludder, inden vi igen begav os op på vores værelse for igen at slappe af efter en "hård" dag.
I morgen og omkring nu hvor jeg poster dette blogindlæg (nettet er desværre gået ned for en kort stund her til aften), skal vi finde ud af hvad programmet står på i dag, men sikkert noget ala solbadning og afslapning på stranden i 25-30 graders varme. ;-)
-Daniel
- comments