Profile
Blog
Photos
Videos
Umphang!
Vi ankom til busstationen i Mao Sot MEGET tidlig morgen. Mr. T stod parat til at tage imod os. VI blev smidt op på ladet af en bil, og så blev vi ellers kørt hen til et motel, hvor vi kunne få lov at sove lidt. Der ville være afgang fra Mao Sot kl 10, og inden det ville der blive serveret morgenmad. Det var den klammeste morgenmad jeg nogensinde havde fået, og jeg valgte faktisk at lade være med at spise - så ulækker var den.
Vi blev alle(og med alle mener jeg: Andreas, Kirstine, Anders, (Rikke og Caroline, fra Aalborg-området) de to hollændere og os) proppet om på ladet af en bil(bare rolig, der var sæder). Vi kørte hen til Mr. T, hvor vi mødtes med den anden bil som skulle fragte os til Umphang. I den anden bil var: Marlene og Jakob(fra Silkeborg), Magnus og Dion, Irene med hendes to døtre, Frida og Laura, Kurt og Lene.
Første stop på dagen var ved et lokalt marked - her holdte vi i en times tid, hvilket egentlig var lidt spild af tid, for der var ikke rigtig nogen som havde lyst til at købe noget. Vi blev proppet ind i bilerne igen, og satte kurs mod Umphang. Vores bil gjorde dog et stop mere, for at få nogle varer med byen.
Vi holdte ind til middagstid for at spise frokost, og for at se på turens første vandfald. Frokosten bestod af "fried rice".Vejen som skulle føre os op til Umphang inkluderede 1200 sving i bjergterræn. Daniel som sad inde i bilen sammen med chaufføren, fik gejlet de to chauffører op til at køre om kap = total vanvittig kørsel. Det var vildt sjovt for Daniel som sad godt, med perfekt udsyn og forholdsvis sikkert inde i bilen, men for os som sad på ladet var det forfærdeligt! Magnus og Lene var begge dårlige, og vi kunne se hvordan de begge sad for enden af bilen. Vi fik senere at vide, at Lene havde brækket sig, så dårlig var hun blevet. Jeg sagde til de andre i min bil, at jeg var STENSIKKER på, at Daniel havde en finger med i den tossede kørsel, og da vi holdte ind spurgte vi ham - det havde han! Jajaaaa, jeg kender ham lidt for godt efterhånden.
Køreturen i bjergene tog 5 timers tid, og vi ankom til Umphang hen mod aften. Vi blev alle vist til vores værelser, hvor vi havde mulighed for at slappe af en halv times tid inden aftensmaden. Magnus tog ikke med ned til maden, han var alt for syg og dårlig, og køreturen havde bestemt ikke hjulpet på det.
Under aftensmaden introducerede vores guide sig, sjovt nok hed han Kurt(en thai'er) Jeg tror at vi kalder ham Kurt G, for Kurt Guide. Efter aftensmaden forklarede han om vores kommende tur - han imponerede os alle sammen ved at snakke en del på dansk. Efter hans introduktion til de følgende dages program, spurgte han, om vi havde lyst til at se et bryllup; SELVFØLGELIG havde vi det! De fleste af os gik på værelserne for at hente kameraer og så gik vi alle 18 + Kurt ellers afsted mod brylluppet.
Jeg må indrømme, at brylluppet var en skuffelse. Jeg tror, at de fleste af os havde forventet noget HELT ANDET end det vi så - i Danmark ville vi have kaldt det for en havefest. To mænd, som vidst havde fået mere end rigeligt, sad og slog lidt på hinanden hvert andet øjeblik, og når de ikke slog på hinanden, gav de den gas på luft-guitar og trommer. Og så skal jeg lige love jer for, at der var gang i kareoke-maskinen, hvilket ikke var nogen rar fornøjelse for ørene. Vi blev allesammen bedt om at sætte os, og så fik vi ellers tilbudt whisky. INGEN af kvinderne sad sammen med mændene. De var forvist til et bord et godt stykke væk. Og som Irenes ældste datter sagde: "Mor, jeg vil helst ikke giftes hvis mit bryllup bliver lige som det her - for det er ikke sjovt, og det er synd for damerne"! Det grinte vi lidt af, men hun havde ret - der var jo ikke særlig meget fest over det. Som tak, for at lade os komme, gik vi op og gav et lille nummer for dem - "I en lille båd der gynger". Det lød absolut ikke godt, men det virkede til at gæsterne kunne lide det. Malene og jeg gik hjem sammen. Vi ville hellere være friske til næste dag.
Jeg vågnede ved at der var skrig inde ved siden af. Det var Kirstine, som var i et iskoldt bad. Jeg prøvede også at tage et bad, men vandet var simpelthen for koldt til at jeg ville byde min krop det.
Efter et ganske okay morgenmålti, blev vi proppet i to biler, og kørt ned til en flod. Ved floden ventede 4 gummibåde på os. Vi havde fået at vide, at vi skulle riverrafte. Og hvad kan jeg sige ? Vi blev SLEMT skuffede. Der var absollut ikke noget riverrafting over det. Vore "guider" gjorde dog sit til at få det til at virke som riverrafting. (De var ganske enkelt elendige til at styrre vores båd). Alle sten, klipper og træer som de andre både undveg, dem ramte vi. Vores ene guide røg også en tur i vandet. Så udover at vi ikke fik som lovet, så var det nu ganske hyggeligt, og vores guider var til stor morskab for os. Det første stop vi gjorde, var for at bade i en "hot spring". Det var så dejlig varrmt, og vildt hyggeligt. Vi blev genet tilbage i bådene. Daniel og jeg delte båd med Malene og Jakob. Vi smed alle sammen redningsvestene, og gav os til at sole os. Det mest "adventure-agtigte" som skete på vores "riverrafting-tur" var nok da alle guiderne måtte forlade bådene for at hugge et KÆMPE træ over, som var faldet ned i floden.
Vores frokost bestående af kylling(stegt om morgenen) og ris blev serveret i kæmpe blade.
VI sejlede en times tid mere efter frokosten, og så var det ellers tid til at vandre i junglen. Noget både Daniel og jeg så meget frem til. Det tog ca to timer før vi nåede vores camp. Vi havde ikke rigtig gået i noget jungel, det var mere en bambus skov, og selve vandreturen havde ikke været spor udfordrende.
Der stod allerede telte klar til os ved campen, så alt vi skulle gøre var at smide vores ting ind i teltene - pigerne i ét, drengene i et andet, og de to familier fik hver et.
De fleste af os "unge mennesker" tog et smut ned i den nærliggende flod, for at tage et "bad". Det var dejlig og forfriskende =PISSE KOLDT! Men skønt at få vasket dagens sved af.
VI fik serveret et ganske lækkert aftenmåltid, og sad længe og snakkede. Kurt G kom på et tidspunkt hen til bordet med hænderne bag ryggen. da han tog dem frem, sad en KÆMPE, som i GIGANTISK frø på hans hænder. Han satte den på bordet, lige foran Kurt. Kurt nåede lige præcis at proklamere at han da ihvertfald ikke var bange for den. Frøen hoppede hen mod Kurt, og hvad tror i skete?? Han faldt bagover af skræk, han faldt af bænken, og trillede rundt på jorden! Vi var FÆRDIGE af grin! Det var så ulideligt sjovt. Man skulle nok have været der. Men bare ansigtsudtrykket på Kurt - det var guld værd. Øjnene stod ud af hovedet på ham, og han udstødte den sjoveste lyd - jeg tror, at det var en form for skrig.
Kirstine og jeg gik på toilettet for at gøre os klar til natten, og her skete aftenens andet sjove stunt. Jeg har dog ikke i sinde at fortælle jer om den - det har jeg lovet. Men eftersom dette også er min dagbog, bliver jeg "nødt" til at nævne et hint, for så ved jeg, at jeg vil være i stand til at huske historien, når jeg en gang om nogle år læser igennem disse linier.
Vi vågnede mandag d. 11 marts og var gennemfrosne, så det var ikke noget problem at komme ud af fjerene. Morgenmaden blev spist og så gik vi ellers afsted mod et 7m. vandfald. Jeg tror at det tog en times tid at nå ud til vandfaldet. Det var vildt smukt, og vi fik straks lyst til at hoppe i vandet. Kurt G tog, de af os som havde lyst, med op, så vi kunne springe fra vandfaldet. Det var jo så fedt! Vi hoppede et par gange, og så var det blevet tid til at gå tilbage til campen for at få noget frokost.
Efter frokosten skulle vi gå hen til en lille by midt i "junglen". Turen var på ingen måder anstrengende, men derimod ganske hyggelig. Da vi ankom til byen, blev vi alle indlogeret i et stort hus. Vi var nogle stykker, som gik ned i floden for at bade. På vej tilbage fra floden, stødte vi ind i en gruppe små drenge, som var i gang med at samle flasker. Jeg tog mit kamera frem, og den ene af drengene førte straks hånden op til hovedet og lavede "arto pistol" imens han skulede med øjnene. Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at lade være med at smile. for hvem mon har lært ham det?? Det var tydeligt, at han selv synes at han var sej, og jeg kom til at tænke på et par drenge som jeg gik i gymnasiet med. De gjorde det altid, og fandt sig selv noget så lækre - vi andre grinte bare.
Inden aftensmaden blev vi vist rundt i byen. Fik fortalt om dens historie, og blev budt ind i et hus, hvor de som var modige, kunne få lov til at smage deres hjemmelavede tobak. Vi så et par små drenge lege, det var bare så fedt at se, at de kunne få time efter time til at gå med at lege med nogle glaskugler.
Byen havde også en telefonboks - hvad sker der lige for det? En by midt ude på lang tyndskids-mark, har en TELEFONBOKS! Byens beboer havde masser af køer, grise og høns.
Vi fik serveret aftensmad, og de som havde lyst gik efter maden op til et bål. Vi andre blev siddende ved huset. Vi snakkede til et godt stykke ud på natten, - vi sad under den smukke stjernehimmel, og der var faktisk ikke nogen af os som havde lyst til at bryde op, men det blev vi jo nødt til.
Daniel havde været henne ved bålet og der var de blevet tilbude sake. Daniel og jeg lå i kabine med de to hollændere, og da vi alle endelig var kommet til rette i soveposerne, måtte Daniel op på toilet, jeg ved ikke hvorfor, men vi fandt det yderst morsomt(måske fordi han var fuld??) men afsted gik han. Han kom tilbage, roede rundt i soveposen, moslede og puffede, og så gik der ikke længe, før han måtte afsted endnu en gang. Vi kunne næsten ikke stoppe med at grine.
Langt om længe faldt vi i søvn. Tidlig på morgenen vågnede jeg først ved at en hale begyndte at gale(ALT for tidligt - også for en hane) dernæst var der først et barn som græd, og hurtigt istemte et andet barn. Udover grædende børn, galende haner, var der også en gris som øffede og så var det pisse koldt, og meget ukomfortabelt at ligge på trægulvet. Da jeg stod op om morgenen havde min mave det bestemt ikke godt, og tanken om at skulle sidde på en elefant var ikke morsom. Daniel og jeg havde ellers været sikre på, at når vi kunne overlevet Indien uden maveproblemer, ville vi kunne klare alt. Men nej! For første gang på vores tur, måtte jeg se i øjnene, at jeg havde fået en maveomgang! Øv øv øv. Men okay, 1 gang på et halvt år er vel meget godt klaret??
Imens vi sad og spiste morgenmad, ankom elefanterne 1 efter 1. Vi skulle sidde to og to på elefanterne. Jeg skulle sidde sammen med Laura, og Daniel ville ride med Andreas(de fik den store han elefant). Det var ikke spor behageligt at ride på elefanter - vi sad i sådan nogle dumme kurve. Der gik ikke længe før jeg måtte bede om at komme ned for at gå på "toilet". Da jeg skulle op igen, nåede jeg kun halvvejs op før elefanten begyndte at rejse sig - det var lige lidt vildt at stå på nakken af en elefant som er ved at rejse sig.
Jeg var blevet LOVET at jeg kunne få lov til at sidde bag ørene på elefanten(det var den eneste grund til at jeg var taget med på turen)
Efter tre timer, i en MEGET ukomfortabel kurv, en hel del splinter i numsen rigere, var vi nået til endestationen. Jeg spurgte endnu en gang om jeg nu kunne komme om bag ørerne, men fik svaret nej. Mahuterne ville ikke have det(det var andre mahut'ter end dem som de plejer at bruge) Jeg blev faktisk både voldsomt ked af det og sur på en gang. For som jeg skrev var jeg kun taget med for at få lov til at sidde bag ørene - jeg var blevet LOVET at jeg kunne få lov, jeg havde betalt voldsomt mange penge, fået bøvl med maven, set hvordan den ene af mahut'erne havde slået sin elefant så meget at den blødte, og så kunne jeg ikke få lov til at sidde bag ørene. Jeg var så gal og ked af det!
Vi blev sat ind i to biler, og blev kørt tilbage til Umphang. Her fik vi frokost, og så blev vi ellers sat på bilerne igen, med kurs mod Mae Sot. Ved det første pause sted, spurgte jeg chaufføren om jeg måtte komme ind til ham og sidde - jeg havde det simpelthen så skidt, og varmen og de 1200 sving gjorde det absolut ikke bedre.
Da vi ankom til Mae Sot havde vi et par timer inden vi skulle med bussen tilbage til BKK(kun nogle af os skulle tilbage - andre skulle til Chiang Mai)
Jeg spiste ikke noget aftensmad, mne gik i stedet op for at ligge mig. Mr. T var meget ked af det over at høre, at jeg for det første ikke havde fået lov til at ride på elefanten, og at mahut'en havde slået sin elefant så meget. Han ville helt klart gå videre med det!
Anders, Kirstine, Magnus, Dion, Daniel og jeg blev alle kørt ind til busstationen, så vi kunne komme med bussen tilbage til BKK. Da vi endelig kom ind i bussen, fandt Daniel og jeg ud af, at den bus vi havde kørt med til Mae Sot absolut ikke var spor luksus! Den bus vi skulle køre med til BKK var bedre end de bedste busser i Syd Amerika (og de havde været gode) Sæderne kunne ligge fuldstændig ned, og der var mere end rigelig benplads. Jeg faldt straks i søvn, lullet af bussens rytme, og sov lige indtil vi landede i BKK!
- comments