Profile
Blog
Photos
Videos
Som tidligere varslet gaar der lidt laengere tid imellem indlaeggene, og det maa vi beklage ogsaa er tilfaeldet denne gang.
Den 13. april ankom vi til den malaysiske del af Borneo, mere praecist i byen Kota Kinabalu. Vi blev allerede i lufthavnen budt paent velkommen af foerste (hvad der skulle vise sig at blive et ud af mange) moede med en omgang "Asien-syge". Dog skulle det ikke stoppe os, og efter et par timers restitution paa gode, gamle McDonalds, var vi klar til at faa planlagt de foelgende dage. Da vi kom ind til byen var vi derfor hurtige om at finde et turist-kontor. Vi havde en hel del ting paa papiret vi gerne ville naa, men ingen anelse om, hvordan det hele skulle haenge sammen de naeste otte dage. Vi fik dog planlagt dagene og tog naeste dag en syv timers bustur mod Sepilok, der ligger paa det oestlige Borneo. Hovedformaalet med at tage herover var at besoege "Sepilok Orangutang Rehabilitation Centre". Dette er et sted, hvor de hjaelper skadede eller foraeldreloese orangutanger til at kunne leve i naturen paa egen haand. Paa centeret laerte vi en masse om dyrene, som vi fandt meget imponerende. Blandt andet fordi at 96.4% af vi menneskers DNA-masse er magen til deres, og det maa siges at kunne ses; under fodring, som foregaar to gange om dagen, var mange af lighederne synlige.
I Sepilok boede vi endnu engang midt ude i junglen, i en traehytte, i afslappede og hyggelige omgivelser med haengekoejer og solsenge med udsigt over junglen. Da der var langt til alting, noed vi godt af de soede koekkendamer og den tilhoerende restaurant paa stedet, da der ikke var andre muligheder for mad i disse dage. Dette kom til vores fordel den 15. april, hvor Signe fyldte 21 aar. Line og Ditte havde laenge hvisket lidt i smug om eventuelle overraskelser, men da det viste sig, at dagen skulle bruges i junglen, var mulighederne pludselig begraenset. Heldigvis var vi blevet gode venner med koekkendamerne, og derfor kunne Line og Ditte komme med backstage i et asiatisk koekken og bage den kageblanding, vi havde koebt med fra Australien. L og D stod derfor tidligt op, satte kagen i mikroovnen (ja, det var det eneste de kunne tilbyde), bestilte morgenmaden og pyntede morgenbordet med vandballoner, et enkelt dansk flag og en lille foedselsdagsgave, i form af en koncertbillet, samt en yderst soed, lyseroed og prangende badge med teksten: "Birthday Girl". Signe var ikke helt saa begejstret for ideen som Line og Ditte var - ideen om, at den skulle sidde klistret fast paa venstre melon resten af dagen, men gjorde det modvilligt det meste af dagen. Efter Line og Dittes morgenklargoering gik turen op paa vaerelset, hvor de forventede en raevesovende Signe, men det er man aabenbart blevet for gammel og traet til, naar man er 21 - hun snorkboblede. Derfor var det en selvfoelge, at hun skulle vaekkes med baade sang og dans. Dagen brugte vi paa en arrangeret tur paa Kinabatang-floden. Paa denne tur skulle vi i selskab med den berygtede guide "Rosman" (lidt af en malaysisk, natur- og dyre-elskende erotisk buttet, soed tyr), spotte alverdens vilde dyr. Paa turen saa vi en del forskellige aber, vilde orangutanger, en krokodille (spottet af foedselsdagsbarnet selv), samt en masse, for os knapt saa sindsoprivende, fugle, men guiden var helt oppe at koere.
Inden afgang retur mod Kota Kinabalu den 16. april var vi ude at koere paa vandcykler paa en lille soe taet paa vores hostel. Cyklerne mindede om en lille, gammeldags traktor (Ditte foelte sig helt hjemme), og man cyklede paa lorte-brunt vand, saa det var alt i alt en vaeldig idyllisk, samt svedig oplevelse.
Tilbage i Kota Kinabalu begyndte forbedrelserne til hovedattraktionen her, nemlig bjergbestigning af Sydoestasiens hoejste bjerg, Mt. Kinabalu. Vi havde forhoert os hos mange for at faa gode raed og det stod klart, at vi maatte ud paa rov efter varmere og mere praktisk toej. Vi maatte derfor ty til genbrugsmarkedet paa havnen, hvor vi fik pruttet os til en god pris. Vanter var dog ikke at finde, saa vi maatte vaere kreative og fandt stroemperne frem. Paa havnen laa ogsaa et kendt gastronomisk nattemarked, hvor man kunne faa alt hvad hjertet begaerer (indenfor malaysisk mad vel og maerke). Det var vores foerste moede med et rigtigt asiatisk marked, og vi blev overrasket over, hvordan fiskene stirrede paa os fra alle sider og krabberne kravlede rundt imellem foedderne paa os. Stemmingen var hektisk og det var tydeligt, at det var her de lokale slog en god handel af, hvorimod turisterne mere stod gemt bag kameraerne. Vi foelte os ogsaa lidt vovede, da vi bestilte en ret, men det var sjovt at proeve.
Som en del af forberedelserne til bjergbestigningen, var ogsaa total afslapning lagt ind i programmet. Vi brugte to dage paa to naerliggende "bounty-oer", Manukan og Mamutik. Trods vi troede, vi foer havde oplevet varme, var det her uden sammenligning det varmeste! Vi laa bogstavelig talt i to dage som tre strandede hvaler i vandkanten, da alt andet var ulideligt. Den sidste aften inden afgang flottede vi os med store boeffer paa en fin, vestlig restaurant, saa tankene var fyldt op til morgendagens hidtil haardeste udfordring.
Den 20. april klokken 11.30 startede vores tur op af det 4.095m hoeje bjerg. Vi blev moedt af vores lille, tynde guide, der kom frisk og frejdig ned fra gaarsdagens bestigning med en anden gruppe, slet ikke beroert af de haarde kilometer, der ventede os. Vi saa frygtelig sporty ud i toejet og trods bekymringer om vores davaerende form (efter en maaneds druk i Australien), startede vi haardt ud, sprudlede af energi i 3-4km, og modtog roser af guiden, der ikke kunne tro, at Danmark er helt uden bjerge. Som kilometerne gik blev opstigningen stejlere og stejlere, og trae-trapperne blev nu udskiftet med forskellige stoerrelse sten, der fungerede som trapper. Grundet den konstant varierende hoejde og afstand paa stenene, blev skridtene tungere og laarene smertede mere og mere for hvert skridt, hvilket resulterede i flere indlagte pauser. Endelig efter 6km naaede vi til en den hytte, hvor alle bjergbestigere stopper ved, for at spise og overnatte. Det emmede af skiferie-stemning, graderne var faldet og efter en god omgang buffet gik alle paa hovedet i seng klokken 21. Dette var ogsaa noedvendigt, da vi klokken 2.30 om natten skulle fortsaette bjergbestigningen for at naa solopgangen paa toppen. I en slange kun oplyst af alles pandelamper, bevaegede vi os nu de sidste 3km op ad bjerget. De naturskabte trapper og sten var nu skiftet ud med selve bjergets klippevaeg, der var saa stejlt, at det var noedvendigt, at rive sig op i et reb. De sidste kilometer dagen forinden havde vaeret barske, men det var nu det for alvor blev kritisk - saerligt for Ditte og Line, der ikke viste sig at have samme bjergged-gen som Signe. Trods vi tvivlede paa at naa toppen inden solopgang ved 6-tiden, lykkedes det langt om laenge for Line og Ditte at indfinde sig paa toppen 10 minutter foer play-off. Paa dette tidspunkt sad Signe allerede godt plantet med roeven paa stenen og fyrede det ene smukke billede efter det andet af. Da hun allerede havde siddet der i en halv times tid, og temperaturen paa toppen var lige omkring frysepunktet, var vi alle tre enige om, hurtigt at finde vejen nedad igen. Udsigten var dog helt utrolig smuk, og set i bagspejlet var det hele turen vaerd - trods maveproblemer og megen brok til vores magtesloese guide ;-) Med fornyet mod gik turen nu nedad, og de 9km gik noget hurtigere, trods oemme ben. For foden af bjerget ventede os en stor buffet, som Ditte var saa heldig at smage hele to gange - hun blev desvaerre ramt af hoejdesyge og kastede op i 16 stive timer i traek.
Den 22. april gik turen saa mod Cambodja, hvor der ventede nye, anderledes og spaendende oplevelser.
Da det efterhaanden er lidt tid siden vi forlod Borneo, og efterfoelgende har stiftet bekendtskab med nye steder i Sydoestasien, var Borneo og saerligt byen Kota Kinabalu yderst veludviklet, set med vestlige oejne. Det malaysiske folk var venlige, forholdsvist gode til engelsk og de smaa kiosker og markeder, vi render paa nu, var paa Borneo store shoppingcentre og supermarkeder. Der var ikke fyldt med turister, og et par malaysiske fyre fik sig da ogsaa et par gode billeder af undertegnede. Vores oplevelser her var ogsaa saerligt praeget af den uberoerte, idylliske natur og vi kunne godt lide den ro, der herskede.
- Signe, Line og Ditte
- comments