Profile
Blog
Photos
Videos
Hello til jer alle! :)
Efter vi fik lov til at komme ind i USA, efter ca. 45 minutters kø, tog vi en shuttlebus til Avis' hovedkontor for at leje en bil, og her fik vi så lov til at stå i kø i en time. Til gengæld har vi fået en rigtig fin rød Dodge Avenger, som var den mindste bil man kunne leje.
Da vi så skulle ud af Los Angeles ramte vi eftermiddagstrafikken på en fredag, så der sad vi naturligvis også i kø, men det havde vi nu også regnet med.
Vi havde planlagt at tage til Fresno, for at komme så tæt på Yosemite National Park, så vi ikke behøvede at køre så langt dertil i dag. Det lykkedes også men med ankomst kl. 23:30 pga. vejarbejde, så motorvejen var lukket i maaaaaange kilometer, så alle skulle på den samme deroute! Vi skulle rigtig have været fremme ved 20:30-21. Så på vores første dag i USA fik vi testet tålmodigheden, må man sige. Heldigvis var humøret højt, og vi hørte god musik hele vejen. Bassen er ret god i vores røde lyn! ;)
I dag har vi tilbragt hele dagen i Yosemite National Park og det har bare været så god en dag. Det er godt nok en helt spektakulær natur de har der. Vi startede med at se de kæmpe store og op til 1800 år gamle Sequoia træer. Vi nød udsigten over Yosemite Valley, hvor man kan se El Capitan som er den kæmpe store lodrette klippevæg til venstre i det billede vi har uploadet (nogle klatrer rent faktisk op ad den!), og så Half Dome, som er kendt for sin karakteristisk halvkugle form.
Vi var også inde at se vandfaldet Vernal, som var større end vi lige havde regnet med, og Nathalie blev helt gennemblødt af at være tæt på det.
Vi kørte hele vejen igennem parken og ud på østsiden. Helt igennem fantastiske scenerier!
Nu er vi i byen Bishop og planen er at køre til Death Valley i morgen.
Nå jo, solen skinner og det er 28 grader, så det kunne ikke være mere perfekt. Vi nyder det fuldt ud.
XXXL Knus fra os (vi er jo i USA)
- comments