Det tidlige morgenlys har netop ramt min næse, og selvom morgenen først lige er ved at vågne, så er det længe siden, at jeg har kunnet mærke den så ren. Jeg mærker stadigvæk svage spor af sortsyns dunster hænge i luften, men der er ingen spor af ham. Engang i nat må han have rejst sig og er gået. Og hans kammerat ensomheden er også gået. I hvert fald for en stund. Tilbage er der kun mig selv. Måske er det i dag, at vi kan begynde vores forenings proces, og vinde det gamle venskab tilbage….

Det var en tidlig marts morgen i dette år, jeg bestemte mig for, at der måttes gøres noget aktivt, hvis ikke at min livslyst helt skulle forsvinde. Der var trodssalt stadigvæk gløder at skimte, og på gode dage kunne jeg også puste et par dovne flammer frem. Aftenen før havde jeg, efter at have delt en flaske vin med min date, begyndt at fortælle om alle mine drømme. Normalt har jeg været meget afholdende overfor fyre, og har blot sagt, hvad de gerne ville have mig til at sige. Men denne gang havde jeg virkelig givet mig helt hen. Jeg havde fortalt om mine fremtidsdrømme, om min frygt for livet og middelmådigheden, og om min besættelse for at gøre andre tilfredse. Og han havde lyttet. Men midt i samtalen, som efterhånden nok var blevet påvirket af alkoholmængden, stoppede han mig og sagde: ''Du er simpelthen så naiv og dum, Vivian!'' I sekundet slog jeg det blot hen, men morgenen efter, da han atter var smuttet, var det som at blive ramt i hovedet med en kæmpe sten. Til dels var det nok mest mine tømmermænd, men der var også noget andet. Noget som jeg senere har analyseret mig frem til må være en slags erkendelse.

Selvom jeg ikke har hørt fra ham siden (Hvorfor bliver mænd så sure, når man vækker dem tidligt om morgen, fordi man ikke selv kan sove?), og han på mange måder bare er det min bedsteveninde og jeg ville kalde ''endnu en narrøv'', så har han alligevel gjort et indtryk på mig. Måske vil jeg en dag ringe til ham, rigtig overskudsagtigt, og sige tak. Men lige nu gemmer jeg mig bare, når jeg ser ham. Lige lidt endnu.

Om morgenen begyndte jeg at tænke over hvad han havde sagt. Var jeg nu dum og naiv, fordi jeg ikke lige havde nogen trang til at bo i et et-plans parcelhus, med gulvtæppe i hele huset, en lav liguster hæk med kig over til naboens hus, der lignede mit på en prik, og et 8 - 16 job? Bare fordi at jeg ønskede mig et liv med passion, rejser, eventyr og et forhold, der hele tiden inspirerede mig og gav mig modspil? Lagt det sådan ud kunne jeg selvfølgelig godt se at det var et meget dømmende billede jeg havde, og hang måske ikke helt sammen med at jeg samtidigt sagde, at det vigtigste for mig var lykken. For hvorfor kunne man ikke blive lykkelig af at være rengørings på byens skole, have en sød mand, og fire små hoveder rendende rundt ude i haven? Så måske var det slet ikke dét det handlede om. Måske var det på tide at sænke mine parader, og blot lade livet komme til mig. For det var jo ikke som sådan det gennemsnittelige danske liv jeg var bange for. Det var nok nærmere, at jeg var bange for aldrig at finde lykken. Og samtidigt, paradoksalt nok, så holdt alle mine naive drømme mig fanget i en illusion, som gjorde at jeg, som jeg stod nu, nok aldrig ville formå at mærke den egentlige lykke. Og det føles på en måde trygt, for jeg havde aldrig kendt til andet end selvhadet og utilstrækkeligheden.

Lige siden jeg var lille har jeg søgt tilflugt i det ''perfekte''. Når dagene var dumme kunne jeg altid søge ind i min fantasi verden, hvor jeg boede med mine fantasiforældre på et stutteri. Jeg havde mange venner, var god i skolen, og samtidig en af de bedste ryttere. På den måde dyrkede jeg allerede som lille allerede utilstrækkeligheden. Jeg vidste jo godt, at det aldrig ville blive sådan. Dets ældre jeg blev, dets mere begyndte det at fylde i min hverdag. Og dets svære fik jeg ved at skelne fantasi og virkelighed. I min stræben på at blive til noget, være noget og se rigtig ud, glemte jeg det aller vigtigste - nemlig mit rigtige liv. Set i bakspejlet betød det at jeg kom ud af gymnasiet med et middelmådigt gennemsnit og en følelse af aldrig rigtig helt at have været tilstede i mit liv. Som om at jeg var gået glip af det hele. Endvidere havde jeg i gennem hele min skoletid set frem til den dag, hvor jeg var færdig med skolen, og bare kunne tage ud og rejse. Men da det kom til stykket var jeg bange, og havde egentlig ikke lyst til at tage nogen steder hen alligevel. Igen, en fiasko. Det var som om at personen Vivian var delt i to. Mit indre, og alle mine drømme, også min krop, mine følelser og mine sanser. Den sidst nævne hadede jeg som pesten. Hvis bare jeg kunne befri mig fra det emotionelle nervevrag jeg var. Jeg hadede at jeg var sat i verden i det her hylster. Og ja, sådan havde jeg det rent faktisk. Jeg hadede min ydre eksistens - den stoppede mig fra livet. Men det var som om, at jeg efter gymnasiet ubevidst begyndte at forene mine to dele. Selvom det var en af de sværeste beslutninger, så var det samtidigt en lettelse at vælge universitetet, fremfor et år ude i verden. Rart, men samtidig en fiasko.

Og det var ligesom om at den morgen i Marts, kunne jeg pludselig se mit liv ovenfra. Hvordan jeg i min bestræben på livet distancerede mig fra at leve mit eget liv. Jeg måtte indse at jeg måtte befri mig fra illusionen om det perfekte, hvis jeg nogensinde ville gøre mig forhåbninger om at mærke den egentlige lykke. Jeg måtte leve det liv jeg havde fået givet, få det bedste ud af det, og bruge de nære relationer jeg havde som et mål i sig selv, og ikke blot et middel til at nå mine egne mål. Men først måtte jeg bruge tid på at bekende den hårde, men sande erkendelse: Jeg er blot et klodset menneske, der er langt ude og skide. Jeg må se realiterne i øjnene, tage mit liv op til revurdering - og vigtigst af alt, så må jeg destruere min fantasiverden, og i stedet bare være mig - når alt kommer til alt, så er det nu rart at have en god ven i sig selv.

Selfølgelig har alle de her tanker ikke været her den morgen, men nu kan jeg se, hvad der nok i virkeligheden er sket for mig på det tidspunkt. Det betyder heller ikke at mit liv bare tog en drejning på en halv time, men det gjorde mig bevidst om livet - og på at elske det uperfekte, og det der nu engang var mig givet. Også må jeg tage livet derfra. Og det er som om det begynder at virke. Pludselig har jeg den mest fantastiske kæreste, jeg er god til mit arbejde, og det går mig bedre med uddannelse, end det nogensinde før har gjort, og så er min omgangskreds stærkere og mere oprigtig, end den nogensinde før har været. Jeg falder selvfølgelig stadigvæk i dagdrømmeri, og lever mig ind i min perfekte fantasiverden. Og det må jeg acceptere. Bare jeg samtidig ser virkeligheden i øjnene. Under min ubevidste dannelsesrejse, der har taget form de sidste par måneder, har jeg taget rigtig mange ting op til overvejelse, blandt andet hvad der egentlig betyder noget for mig. Jeg er selvfølgelig langt fra færdig, og egentlig tror jeg slet ikke, at jeg nogensinde bliver færdig, og det behøves jeg heller ikke. Så længe jeg hele tiden er i en revurdering, og mærker efter i mig selv. Og én af de ting, som stadigvæk betyder noget for mig er at opleve. På den ene side kan det sagtens hænge sammen med at jeg må bevise overfor mig selv at jeg godt kan stå på egne ben, selvom jeg ikke var klar til det efter gymnasiet. Men på den anden side, så ved jeg, efter at have tænkt tingene igennem, at det også handler om at jeg er nysgerrig, og gerne vil forstå verden. Jeg har brug for at udfordre min lykke, så jeg ikke blot tager livet for givet, men hele tiden vælger hvilken vej jeg skal gå. Og hvad er mere angstprovokerende, end at forlade et liv, der begynder at blive rart, en kæreste jeg lige har mødt, og en familie som jeg er tæt bundet til, for at tage til et land der ligger på den anden side af jorden i næsten 4 måneder? Jeg er klar over at unge mennesker rejser ud hele tiden, og at det, set udefra, ikke er særlig ophidsende at jeg er taget afsted. Men det er det for mig. For første gang flygter jeg ikke fra den virkelige verden, men jeg tager afsted for at mærke mig selv. Jeg bruger bevidst ikke ordet ''at finde mig selv'' da jeg ikke skal findes. Jeg er her allerede, og har været her hele tiden. Jeg skal bare findes frem igen, have noget omsorg og lære at kende mig selv igen. Jeg ved nu at lykken ikke er livets mål, men derimod er livet lykkens mål, og kan kun opnås ved at være i livet. Så nu er jeg her, jeg er i Australien. Jeg er klodset, jeg kan være sur, jeg kan være irriterende, jeg er ikke lækker, og langt fra perfekt. Men jeg er her, og det føles rart.

Når jeg sidder og kigger udover Sidney, kan jeg mærke at det er det rigtige valg. Selvom jeg savner min familie, og jeg savner min kæreste. Så ved jeg, at det er det her jeg har brug for lige nu. Når jeg allerede på den første morgen pludselig får en sådan åbenbaring, som jeg her har fået, så ved jeg at denne her rejse kan flytte Bjerge. Eller i hvert fald kan flytte mig. (Pretty much the same? Haha! ) Og så kan jeg glædes ved, at der derhjemme rent faktisk er begyndt at være et liv, som jeg længes efter. Det er ikke en perfekt fantasiverden, men mit uperfekte perfekte dagligdags liv. Der er stadigvæk langt, men fundamentet er lavet. Jeg har en god familie, en dejlig kæreste, en rar lejlighed, søde veninder og venner, et udfordrende job, et livsbekræftende studie, og ikke mindst min søde gamle pony Dixie. Og selvom det stikker en smule i hjertet, så er det også rart at have noget rigtigt at savne. Ikke bare nogen illusion, men mit rigtige liv. Det giver mig en følelse af at være til. Jeg er livet evigt taknemmeligt, og vil gøre hvad jeg kan, for ikke blot at tage tingene for givet mere..

Selvom dette måske virke min rejse uvedkommende, og måske er lidt for personligt, til at blive delt med hele verden, så gør jeg det nu engang alligevel. For det første har jeg brug for at komme ud med det, for ikke at blive en hel tosse, så langt fra mine vante omgivelser. Og for det andet, så håber jeg på at det kan være med til at få andre mennesker til at se det perfekte i deres uperfekte liv, så de ikke blot, ligesom jeg selv har gjort, blot lader sig nøjes med illusionen af det liv de gerne vil leve - men rent faktisk er tilstede i livet. Jagten på en god facebook opdatering er måske meget værd i øjeblikket, men når jeg om 60år kigger tilbage på livet, så tror jeg faktisk at jeg er ligeglad med om der var f***ing flotte lyserøde frysetørrede hindbær på min havregrød, eller om der var grimme brune rosiner på. Og ja, så har denne rejse bare alt at gøre med mit liv i virkeligheden. Jeg vil bruge bloggen til at fortælle og min tur til Australien, og tanker omkring mit liv. Hvis i har lyst til at læse med vil det være fedt, og hvis i hellere vil tage ''jeg har lige løbet 10km, men alligevel ser jeg perfekt ud'' billeder så er det også helt i orden!

P.S. Jeg har faktisk også taget mit løbetøj med til Australien, og satser på, at jeg skal i gang med at løbe lidt hernede. Men her er det bare ''Jeg har lige løbet 2km, jeg ser mega dum ud, så jeg tager bare et billede af mine sko'' billeder. Eller måske kommer der slet ikke nogen billeder. Ej det er bare for sjovt! Rom blev jo ikke bygget på en dag, og selvfølgelig bliver jeg da nødt til at blære mig, når jeg endelig får lettet røven ud at løbe :)