Profile
Blog
Photos
Videos
Så er tiden endelig kommet. Den længe ventede rejse er nu begyndt og efter en første uge med mange oplevelser i USA, ankom vi i går til Playa Del Carmen som er beliggende i det sydlige Mexico. Herfra er det lidt planen ikke at have en plan, vi tager, med andre ord, det hele som det kommer.
Det hele startede mandag den 15. september, da vi gik ombord på flyet i Kastrup lufthavn og små ni timere senere landede i JFK Airport. Herefter ventede en lang kø før vi endelig kunne ud af lufthavnen og ud til New York.
Vi troede, at så længe man bor på Manhattan, så bor man tæt på alt det sjove. Det skulle dog vise sig at være en fejl, da chaufføren satte os af i det mørke og ret skumle sted, og sagde at det var her vi skulle bo. Udover beliggenheden havde vores Hostel også andre mangler, heriblandt en konstant bippende brændalarm hele den første nat, et køleskab der ikke virkede ordentligt, et "køkken" med to kogeplader til alle gæster samt rådne loftsplader flere steder. Disse mangler gjorde bare vores motivation for at gå på opdagelse i New York udenfor vores hostel meget større.
Den første dag vi havde i New York blev brugt på at se den store Grand Central Station, Times Square, Empire State Building, Central Park samt vores, i hvert fald i New York, daglige middagspause på irsk pub for at spise middagsmad og se fodbold.
På dag nummer to fik vi set og oplevet Ground Zero, One World Trade Center, Frihedsgudinden på afstand, Chinatown og en stor gadefest i Little Italy. På den sidste dag, før afgang mod Washington, gik vi over den gamle og meget berømte bro der forbinder Manhattan med Brooklyn, Brooklyn Bridge. Det er ret imponerende at stå midt på broen og se Manhattans mange moderne skyskrabere på den ene side, mens der på den anden side er meget mere "almindelige" Brooklyn.
Efter bro-overgangen tur-retur var vi slet ikke færdige med at gå. Vi gik gennem hele Central Park, hvor vi også fik hilst på H. C. Andersen, og hele vejen hjem til vores Hostel.
Efter tre meget begivenhedsrige dage i byen der aldrig sover, var vi tidligt fredag morgen, med en fire timer lang bustur der tog os fra New York - Washington D.C.
I Washington var vi så heldige at kunne bo hos Mathias' fars faster, Ragna. Noget af en kontrast at komme fra et ulækkert Hostel til en lækker lejlighed på 18. etage, samt at blive forkælet med gode bøffer og indisk mad. Udover at have levet på første klasse, var vi selvfølgelig også ude og opleve en masse. Den første dag vi inde og se den kæmpe store krigskirkegård, Arlington, hvor alle faldne soldater og nærmeste familie ligger begravet.
På andendagen var der anderledes fart over feltet, da vi gik den lange Memorial Walk, hvor man kommer igennem næsten alle must see ting i Washington D.C.
På den sidste dag i Washington, var vi så heldige at kunne komme med på Ragnas vandreklubs årlige picnic. Vi kørte et par timer ind i landet, hvor vi blev sat af i en nationalpark og herefter begav os ud på en ca. 15 kilometer lang vandretur i varieret terræn. En blanding af de mange kilometer i et forholdsvis højt tempo og de 30 grader og sol fra en skyfri himmel gjorde, at den efterfølgende picnic var mere end velkommen.
Mandag morgen rejste vi mod Cancún og Mexico og kunne se tilbage på en uge med masser af fede og meget forskellige oplevelser i USA.
I den nærmeste fremtid, når vi rejser fra Mexico og ind i Belize, kommer det næste blogindlæg, der vi handle om hele vores tid i Mexico inklusiv de seneste par dage.
- comments