Tre dage tilbage i NZ og endnu ikke et eneste ord skrevet herom - men nu sker det!

Som beskrevet i det forrige blogindlæg, boede vi de første tre dage hos Ben - en cool fyr som vi mødte i staterne. Han bor i Auckland, den by hvor vi også skulle starte vores rejse ned gennem landet. Det var tre stille og rolige dage som blev brugt i afslapningens tegn. Vi chillede rundt med Ben som guide. Bl.a. var vi oppe i Skytower, 300 meter højt med god udsigt over byen. Ellers blev det ikke til så meget de tre dage. Det bedste ved det hele var at bo i et rigtigt hjem igen, for første gang i to en halv måned. Bens familie var utrolig søde, rare og gæstfrie og vi kom i løbet af en enkelt dag til at føle os "hjemme". Måske endda for meget, hehe. Vi havde indtaget hele stuen med vores ragelse og madrasser, men ved afsked følte vi at de havde været glade for os.

Nu startede NZ for alvor. Vi rejser rundt i landet med et firma kaldet Kiwi Experience. Kort fortalt er det et busselskab ideelt for backpackere. Ideelt fordi man automatisk møder en busfuld andre backpackere med samme formål som en selv. Kotume er det også at man holder sig til den samme bus (selvfølgelig har man også muligheden for at hoppe af hvis man ønsker det) og derfor får et nært forhold til de andre medrejsende i løbet af de 3-4 uger man rejser sammen.

Vi forlod Auckland og drog nordpå til Pahia, Bay of Islands. Som navnet antyder er det en bugt fyldt med øer. Mulighederne her var mange. Bådtur i bugten med mulighed for at se og dykke med delfiner, skydive, og fisketur var nogle. Samme dag som vi ankom valgte Emil og Toft at hoppe på en båd for at fiske. Håbet var at fange den store Kingfish, dog blev det ikke til det, men til mange andre mindre fisk. Stadig en god oplevelse. Næste dag tog vi en tur op til NZ´s nordspids, hvor det tasmanske og det pacifiske hav mødes (jf. Skagen odde). På vejen derop var der foskellige stop, hvoraf de nævnværdige var en 100 km lang strand som også fungerede som motorvej (bogstaveligt talt) og sandboarding ned af kæmpe sandklitter. Det var en god heldagstur, hvor vi for første gang fik en fornemmelse af NZ´s storslåede natur. Næste morgen var afrejsedag, men inden havde vi lige tid til at lave et faldskærmsudspring, 16000 fod. Ikke så meget at sige om det, andet end at det var fedt fedt fedt!!

Vi kom tilbage til Auckland en enkelt nat, inden turen gik videre sydøst på til Mercury Bay. På busturen, er der mellem hver destination indlagt stop hvor der findes seværdigheder. På vej til Mercury Bay kom vi bl.a. hen til en lille, smuk, isoleret strand hvor der blev badet. Vi ankom til Mercury Bay tidlig aften. Ingenting at lave der virkelig, bare et overnatsstop på vej til Rotorua. Dette er en by bygget ovenpå et område med stor vulkansk aktivitet, hvilket resulterer i at der overalt i byen var gejsere og boblende muddersøer der lugtede fælt. I Rotorua prøvede vi også "luging", som er en kæmpe racerbane bygget på et bjerg. Man tog gondolen op, hoppede i en gokart og så gik det ellers bare ned af bjerget for fuld skrald! Denne dag var det også Emils fødselsdag, så om aftenen var der lagt op til den helt store fest med resten af gruppen. Men inden da hoppede Aske ud på en tur, med det formål at se hvordan det oprindelige New Zealandske Maori-folk levede. Her så man en traditionel landsby samt traditionelle udsmykninger danse og sange.

Dagen derpå gik turen til Waitomo. Et område kendt for sine grotter. Her findes et stort underjordisk grottesystem hvor floder løber på kryds og tværs. Her tog Toft revance fra da vi var i Belize, hvor Aske og Emil tog på grottetur, mens Toft var nødsaget til at blive hjemme pga kraveben. Grotteturen bød på op til 50 meter lang rappeling og svingture, forcering af vandfald, badning og "tubing" (man sidder en stor badering og flyder med strømmen) i de underjordiske floder. Alt sammen spændende, men samtidig skræmmende når man tænker på at det hele foregik i mørke kun oplyst af pandelamper og selvlysende lort (ja!) fra de hernede meget kendte glowworms. Fantastisk oplevelse.

Herfra gik turen til Taupo, hvor vi var to nætter. Der var her muliged for at komme på en meget smuk vandretur, men vejret var ikke dertil. I stedet hang vi ud med vores venner. På daværende tidpunkt havde vi fået et nært forhold til specielt en englænder, Max, og 7 svenskere som vi derfor brugte meget tid sammen med. Dagene gik med biograftur, kortspil og en tur i de varme bade der findes her. Aftenerne gik med fest.

Næste stop, River Valley. Her riverraftede Aske og Peter Rasmussen, som endnu ikke havde prøvet det. Jens Lyn havde allerede gjort det i Costa Rica, så han blev hjemme. Igen, I ved alle hvordan riverrafting fungerer så ikke så meget at skrive om. Men stadig fantastisk.

Sidste stop på nordøen var hovedstaden Wellington. To nætter brugte vi i byen, som for nyligt blev kåret til verdens 4. bedste by at besøge, så forventningerne var høje, men ikke indfriet. Byen er pæn og hyggelig, men når man besøger en by med sådan en rangering forventer man noget ekstra. Vi hang ud i byen med gruppen, tog i biografen, gik op på et udsigtpunkt med udsigt over byen og besøgte NZ´s nationale museum Te Papa.

Efter dagene i Wellington gik turen til sydøen med færgen. Vi overnattede i Nelson. Virkelig ingenting at lave der, hvis man ikke vælger at tage på opdagelse i Abel Tasman National Park for et par dage. Det skulle være meget smukt, men et par dages vandretur var ikke hvad vi havde i tankerne. Derfor gik turen næste morgen til Westport, en gammel guldgraverby. På vejen stoppede vi ved søen Rotoiti, en virkelig smuk sø omgivet af bjerge. Inden vi nåede Westport stoppede vi ved et oplevelsescenter, der udbød en række forskellige aktiviter. Her tog Peter Hagbarth og Aske ud på en jetboard tur. En jetboard sejler ekstremt hurtigt, så det var en vild tur hvor man bl.a. kom ret tæt på klipperne og lavede nogle vilde spins.. Jens Toft tog på en ridetur sammen med nogle fra vores gruppe, og oplevede den (endnu engang) fantastiske natur. Efter en nats overnatning i Westport steg vi igen på bussen. På denne tur tog vi ud til et sted, hvor man kunne se de berømte pandekage-klipper. Navnet antyder meget godt hvordan de ser ud, tjek vores billeder for at se dem. Vores destination på denne tur var Lake Mahinapua, et efterhånden legendarisk stop på Kiwi-busruten. Nær Lake Mahinapua ejer en nu 85-årig gammel mand ved navn Les et hostel, der har været et fast stop siden Kiwi-selskabet startede for snart 20 år siden. Stedet er legendarisk både på grund af Les, han er en meget speciel karakter, og på grund af de temafester der bliver holdt her. Vores tema var at drengene skulle klæde sig ud som piger, og at pigerne skulle lave et kostume af skrald. Det var en rigtig god fest, da alle gik meget op i deres kostumer og hele bussen havde en bar for sig selv. Dagen efter stod den på tømmermænd og en kort bustur mod Franz Josef. På vejen stoppede vi ved et museum, der på en sjov måde viste noget om NZ´s dyreliv og historie. Her kunne man også se eksemplarer af NZ´s mest hadte dyr, pungdyret. Pungdyret har ingen fjender og formerer sig derfor lynhurtigt. Et stort problem, da de hver dag æder sig igennem en stor del af NZ´s natur. Ser man et pungdyr på vejen har man derfor nærmest pligt til at køre dem over - som de siger i NZ, der findes to eksemplarer af pungdyret, de runde og de flade. Byen Franz Josef er opkaldt efter en stor gletsjer, som man har mulighed for at udforske på nogle guidede ture. Emil og Aske tog på en heldagsvandring, og Jens Kristian tog ud på isklatring, hvor man med isøkser klatrer op ad issiderne. Gletsjeren var fantastisk flot, så det var en rigtig god dag.

Fra Franz Josef tog vi videre til byen Wanaka. På hver bustur havde vi en del stops, som ville tage alt for meget plads hvis de alle skulle beskrives. NZ er jo et virkelig smukt land med både fantastiske strande og imponerende bjerglandskaber - det er virkelig et af de flotteste lande i verden. I må derfor tjekke vores billeder ud der meget godt viser, hvor flotte de steder vi så under busturene var. I Wanaka lejede Jens Kristian og Aske nogle mountainbikes, og tog ud på nogle rigtig gode og udfordrende ruter i bjergene omkring Wanaka. Wanaka ligger i et rigtig flot område, omgivet af en stor sø og bjerge. I Wanaka overnattede vi endnu en gang kun en nat, hvor efter vi tog videre til Queenstown - hovedstaden for ekstremsport og fest! Her tog Hr. Toft og Peter Emil ud og riversurfede, hvilket er en form form riverrafting, bare med små boards og svømmefødder i stedet. Efter fire dage med nogle rigtig gode fester, sagde vi farvel til en del fra gruppen, og tog videre til Dunedin helt syd. Her var vi ret trætte efter Queenstown, så vi sov det meste af denne dag. Fra Dunedin tog vi videre til Invercargill. Busturen hertil stod på en del gåture, der bl.a. bragte os tæt på søløver og pingviner. Samtidig så vi også en 70 mio gammel forstenet skov og Niagara Falls (se billeder)! Efter Invercargill stod den på en bådtur i Milford Sound, der af mange rejsehjemmesider bliver beskrevet som jordens smukkeste sted. Det var rigtig flot, men generelt set synes vi måske at de norske fjorde er mindst ligeså imponerende. I Milford mødte vi endnu en gang vores rigtig gode rejsekammerat Max, der havde været afsted 4 dage med hans gudforældre. Efter bådturen i Milford Sound tog bussen os tilbage til Queenstown, hvor den dagen efter stod på bungy jump og canyon swing. Bungy jumpet er NZ´s højeste (134 meter frifald) og canyon swinget (70 meter frifald) er verdens største. Dette var en virkelig vild oplevelse, der gav et rigtig stort adrenalinkick. Det er svært at beskrive hvor højt det var, så her må vi endnu en gang henvise til billederne. Vi tilbragte 2 dage i alt igen i Queenstown, inden vi tog afsted mod Christchurch, hvor vi er nu. Herfra flyver vi til Australien, hvor vi skal mødes med vores australske rejsekammerater fra Latinamerika; Alex og Lucy. Vi skal bo hos Lucy i 3 dage, der vil give os den helt store guidede tur i Sydney - det glæder vi os meget til!