Profile
Blog
Photos
Videos
De første 2 uger i Mexico
Ligenu sidder vi på vores hotelværelse i Cancun, Radisson vel og mærket, så det er ret luksus. I aften skal vi for første gang mødes med den nye gruppe, som vi i de næste 16 dage skal rejse ned gennem Mellemamerika med. Denne gruppe følges vi med ned til Guatemala, og derefter hopper vi på en ny tur med en ny gruppe, som vi følges med helt ned til Costa Rica. Søndag d. 5. ankom vi til Mexico City. Det er jo verdens største by, så på taxituren derind fik vi mange nye indtryk. Mexico er åbenbart landet hvor alle verdens volkswagens bobler ender. Vi har en leg hvor man må slå hinanden hver eneste gang man ser en boble, men efter 10 min og et godt slagsmål på taxibagsædet måtte vi simpelthen opgive den. Første aften i Mexico City udforskede vi byen. Den Mexicanske Republik havde 200 års fødselsdag d. 15. september, så hver aften uanset i hvilken by vi befandt os, var der stor fest i centrum. Vi fandt et sted at spise, og her slog det os første gang, at stort set ingen snakker engelsk her. Vi er ved at komme efter det, især Emil, men ellers har vi bare været rigtig gode til at pege. Næste dag i Mexico City tog vi på en guidet tur, hvor vi bl.a. så stedet hvor den første Syd-og-Nordamerikanske helgen viste sig . Det har stor betydning for alle her , da hun er en af deres egne, og det hjalp især meget dengang spanierne konverterede landet fra de gamle religioner til kristendommen. Efter det så vi paladset hvor spanierne besejrede Aztekerne, og derefter byggede en kirke. Her var skellet mellem ny og gammel kultur tydelig, samtidig var det tankevækkende at koloniseringen af både Nord-ogSydamerika startede herfra. Til sidst på dagen så vi nogle kæmpemæssige pyramider, som Teotihuacan-folket byggede for omkring 2000 år siden. Det var et fredeligt højtudviklet folk, der byggede der bygninger med frivillig arbejdskraft. De havde bl.a. toiletter med skyl-ud funktion, noget de i mange mexicanske huse ikke havde før starten af 1920´erne - skræmmende at et land kan stå stille så længe!
Mandag aften tog vi den lange bustur mod Oaxaca og overnattede i bussen. Tirsdag blev brugt på at slappe af på vores hostel og udforske byen lidt. Onsdag tog vi igen på en guidet tur, hvor vi så ruinbyen kaldet Monte Albarn fra Zapotec-folket. Den blev forladt omkring år 1000, men her kunne man igen se hvor udviklet folket dengang var. Efter dette tog vi ud til en gård, der laver den famøse mexicanske drik kaldet Mezcal. Den minder meget om tequila og er lavet af den samme kaktus, men selve fremstillingsprocessen er lidt anderledes. Vi så hvordan de laver den, og derefter var der gratis shots til alle. Vi prøvede både den almindelige udgave, en med gulerod, en med kokos, en med jordbær, den med ormen og mange flere!
Onsdag aften tog vi igen bussen om aftenen mod San Cristóbal. Vejret var rigtig skidt torsdag, så her brugte vi igen en dag hjemme. Fredag tog vi på en guidet tur igen, der ville tage os hen til en Maya-ruinby omkring byen Palenque. Turen gik gennem bjergene, og med en chauffør der insisterede på at få minibussen til at lyde som en rallybil i hvert sving. På vejen stoppede vi 2 gange ved nogle helt fantastiske vandfald, ved det ene kunne vi endda komme om bag det! Det var helt fantastisk at komme frem til ruinbyen og junglen. Nogle gange skal man lige minde sig om, at det man ser rent faktisk er virkelighed og ikke Randers regnskov eller noget lignende. Vi så bl.a. avocadotræer, limetræer, kødædende planter og de mest fantastiske blomster. Vi oplevede også at få kastet grene efter os af nogle meget vrede aber, som man åbenbart ikke skal lave abelyde til. Ruinerne her var endnu engang helt fantastiske, imponerende at de kunne bygge så stor en by ude i junglen. Samme aften tog vi bussen fra Palenque mod Merida. Lørdag slappede vi af igen, og tog ud og udforskede byen om aftenen. Søndag tog vi på en tur, der bragte os ud på guidet tur på båd i en flod. Her så vi mangrove-træerne hvis rødder stikker ned i vandet. Der er så mange at de farver vandet enten rødt, gult eller sort afhængig af hvornår de blomstrer. Der var det mest fantastiske fugleliv her, vi så bl.a. hvide ørne, pelikaner, og flamingoer. Efter dette spiste vi på en restaurant lige ned til stranden, og badede for første gang i det Caribiske hav.
Mandag tog vi med en guide ud til Mayaruinerne Chitzen Itza. Her så vi igen hvor udviklede Mayafolket var, og så hvor stor forstand de havde på stjernerne. Den største pyramide havde trappetrin inddelt efter årets måneder og dage. Slangen er en af de vigtigste figurer i Mayakulturen, og derfor har de lavet trappen således, at 2 gange om året når solen står i en bestemt position, danner skyggen fra trinene en slange ned langs siden. Vi så billeder af det, og det så helt fantastisk ud! Vi så også deres boldbane, et spil med høj prestige hvor man skulle skyde bolden gennem et højt placeret hul. Kaptajnen fra vinderholdet blev ofte ofret, fordi det var en stor ære, eller også blev en fra modstanderholdet. Efter Chitzen Itza blev vi om aftenen kørt til Playa Del Carmen. Efter en uge med nogle mindre Mexikanske byer med autentisk kultur, var denne by noget helt andet. Her var mange turister, og allerede om aftenen tog vi i byen med nogle fra vores hostel. Natklubberne her var fantastiske, vi prøvede bl.a. en der havde dansegulv lige på stranden. Dagen efter slappede vi af på stranden og gjorde klar til endnu en aften i byen. Derefter tog vi til Cancun, som er turist centrum i Mexico, det mindede mest af alt om et mini-USA. På grund af Orkanen Karl, der lige kiggede forbi, fik vi dog ikke udforsket byen så meget, dog var der godt vejr en af dagene, som vi udnyttede til en tur på stranden, hvor vi ville prøve vores nye snorkeludstyr. Der kom en mand og tilbød en tur på hans sejlbåd, med mulighed for at blive trukket efter den med vores udstyr på, hvilket vi tog imod. Det var sjovt, men vi fik ikke set så mange fisk. Vi må derfor se frem til Belize hvor vi kommer ud at snorkle på verdens andenstørste koralrev.
Vejret hernede er ulideligt! Varmen er til at leve med hvis det ikke var fordi at fugtigheden er så høj. Den kombination gør det umuligt ikke at svede hvorend man befinder sig. Og det fede er, at det kun bliver værre efterhånden som vi kommer længere ned gennem centralamerika.
Af andre irriterende ting kan nævnes vejene og de 100 millioner råbende gadesælgere der åbenbart findes i Mexico. Aske får også en del sjove blikke pga. hans "ariske" gener. Lyshårede mennesker kan siges at være en lille attraktion hernede.
Alt for denne gang. Vi håber i nyder rejsebeskrivelserne.
- comments
arne Hej igen! Tak for endnu en fyldig rejseberetning - det lyder som om oplevelserne stadig står i kø, og at I er gode til at ta' imod! Vi regner med at diverse fødselsdagshilsner er nået frem - og at Emil og Toft har sunget fødselsdagssang for Aske paa mexikansk! Klimaet indbyder tilsyneladende ikke til at fejre dagen med varm chokolade, saa den der mezcal med ormen er maaske et alternativ. Nyd f'oedselsdageb og ha\ en fortsat spaendede tur! Kh. Bente og Arne