Profile
Blog
Photos
Videos
Tid til endnu en update, denne gang fra Honduras, hvor vi i skrivende stund befinder os i en bus på vej mod Honduras\' hovedstad. Sidst vi skrev befandt vi os i Cancun hvor vi skulle møde vores nye gruppe. Denne gruppe rejste vi med de næste 14 dage, og sluttede i Guatemalas hovedstad Antigua. Her hoppede vi på en ny gruppe, som vi nu har været på farten med i 4 dage.Første stop efter Cancun var Playa del Carmen, som vi også skrev om i vores seneste blogindlæg – derfor ikke så meget at skrive om det, andet end at det var her Aske endte sit tyvende leveår og begyndte sit enogtyvende. Dette skete med manér med en kanon tur i byen, der bød på en meget speciel cocktail til Aske. Til denne skulle man iføre sig sikkerhedshjelm samt briller, og derefter involverede den brændende Sambuca, vodka, kaffelikør og øl – mmmmh...Efter vores andet møde med Playa del Carmen, gik turen mod Belize og den lille ø Caye Caulker, beliggende ved verdens andenstørtste koralrev. Her havde vi to dage. Stemningen på øen er meget speciel og uden at sige for meget, kan vi med god samvittighed sammenligne øens stemning med reggaens land Jamaica. Reggae-musik spillede konstant og et godt gæt er at ca. 90 % af øens befolkning ryger hash dagligt – i hvert fald blev vi tilbudt det nok 30 gange de to hele dage vi var der. Selvfølgelig skulle vi her ud at snorkle. Hele vores gruppe hoppede på en sejlbåd, som bragte os ud til tre forskellige steder i revet. Denne dag var klart en af de bedste vi har haft indtil videre. Vi dykkede blandt kæmpe havskildpadder, hajer, barracudaer, sting rays og selvfølgelig en masse fisk i fantastiske farver. Det var også her hvor Toft var blevet anbefalet af sin søster (som før havde været på øen) at tage ud at fiske. Man var nemlig garanteret at fange hajer, barracudaer, mm. Dog blev det ikke til noget, da det kun var muligt at leje en båd. Toft var den eneste der gad og det ville derfor blive alt for dyrt for ham – Øv! Efter to gode dage på den stemningsfyldte ø, gik turen mod San Ignacio inde midt i Belizes jungle. Her bød dagene bl.a. på en fantastisk tur ned i en grotte. Dog måtte Jens Kristian blive tilbage, da hans kraveben ikke tillod at ham at tage derned. Emil og Aske tog derfor afsted med 4 andre fra vores gruppe og 3 lokale guider fra Belize. Inden vi nåede grotten skulle vi gå halvanden time gennem junglen. Dette skete på klassisk vis (i hvert fald ifølge Hollywood film) med vores guide i front med en machete hakkende sig igennem junglen. Vores guider vidste meget om junglen og dets dyreliv, hvilket var meget interessant at høre om. Da vi nåede grotten iførte vi os sikkerhedshjelme med pandelamper, og firede os ned ved hjælp af et tov. Efter at have spist vores frokost i grotteindgangen, begyndte vi vores tur ned gennem grotten. Denne grotte var meget speciel, da den fungerede som et naturligt Maya-museum. De arkæologiske genstande bliver naturligt konserveret i grotten, så derfor havde man ladet dem ligge. Grotten er en vigtig del i Maya kulturen, og er meget hellig ifølge deres religion. Derfor var der mange potter og potteskår samt skeletter fra mennesker i grotten, der alle dengang var givet som et offer til guderne. At de opfattede grotten som noget magisk kan man godt forstå, da der var de mest fantastiske mineraler. De glimtede og havde de mest fantastiske formationer. Nogle af dem brugte de endda til at spille på, da de kan give forskellige toner. Selve det at klatre i grotten var krævende. Nogen gange skulle man klemme sig igennem de mindste steder, men det var rigtig spændende at prøve. På vejen tilbage stoppede vi i en appelsinplantage og spiste et par friskplukkede appelsiner – en rigtig god dag!Herfra gik turen til øen Flores i Guatemala, hvor det var meningen at vi skulle se Tikal-ruinerne. Som vi har skrevet tidligere har vi allerede set en del ruiner, så vi blev i byen, mens resten af gruppen tog afsted. Fra Flores gik turen til floden Rio Dulce, hvor vi boede i bungalows i mangroven. Aske valgte en kajaktur tidlig morgenen, for at se abernes territoriale kampe der foregår i træerne over floden hver dag ved solopgang. Emil og Toft prioterede her søvnen højere og hoppede derfor på en dagsejlads på floden. Denne bragte dem forbi et lokalt skoleprojekt, der snarere var et lille lokalt samfund beliggende inde midt i junglen. Skolen var et særtilfælde i Guatemala da den både havde engelskkundskaber, matematik og fokus på miljø og naturbevarelse – alle nogle fag som den almindelige Guatemalaner ikke ved meget om.Sidste stop med denne gruppe var hovedstaden Antigua. Det var meningen at vi skulle have været omkring Chichicastenango , kendt for at være verdens største marked og derefter videre til en af verdens smukkeste søer. Vejen derhen var begivenhedsrig. Vi kørte i de famøse Centralamerikanske ”chicken-busses”, som har fået deres navn efter hønsene der både er oven og i bussen. Busserne er gamle skolebusser fra 1960´ernes USA , som nu fungerer som rutebusser. Chaufførerne får flere penge jo flere passagerer de tager med og jo hurtigere det går. Bussen var derfor mildest talt overfyldt, og røg stod op fra hjulene. Vi nåede frem til markedet, men måtte vende om på grund af voldsom regn, der resulterede i at vi kom til at sidde fast mellem to jordskred i bjergene. Vi måtte derfor vente i mange timer, før vi kunne komme tilbage til Antigua. Antigua er på Unescos verdensarvsliste på grund af dens mange mange gamle kirker og andre bygninger fra koloni-tiden, så der var rigtig smukt! De sidste dage i Antigua brugte vi bl.a. på en kaffetur, hvor vi så kaffeplanterne og så hvordan de producerede kaffen. Dagen efter vi havde mødt vores gruppe, tog vi afsted mod Honduras og byen Copan. Her stod den igen på ruiner, så vi brugte i stedet dagen på at udforske byen. Efter Copan tog vi videre ud til øen Roatan, der er kendt for at have verdens smukkeste strande. Vi lejede nogle scotere og kørte øen rundt, både ude på landet og inde i byerne. Det var ret interessant, da vi både så de fattige områder, området hvor krydstogskibene kommer ind, og byen hvor backpackerne bor. På Roatan prøvede Aske også at svømme med delfiner, hvor man bl.a. kunne løfte dem og se dem lave forskellige tricks.
- comments