Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu kommet til Brasilien - det sidste land paa vores fantastiske tur, og vi synes nu tiden er inde til at filosofere lidt over vores tur gennem det mellem- og sydamerikanske: det er med sandhed en helt enestaaende egenskab at rejse...med chickenbusser, bumlebusser, taxaer og andet godtfolk over diverse graenser.
Som vi har skrevet lidt om tidligere, kunne vi ikke vaere kommet til Belize, hvis ikke det havde vaeret for Simon - vores man.united-elskende brite, der gav os udtrykket "mint" og en nyfundet kaerlighed for karaoke. Vi havde ikke pengene til at betale graense-afgiften, og byens ATM kom med beskeden "your country is closed!!". Endvidere maatte vi kaempe med en dame ved graensen til Guatemala omkring, hvorvidt vi skulle betale penge eller ej - heldigt for os havde vi ingen penge, og vi slap derfor for at betale den ikke-eksisterende-indrejse-afgift. Det er dog en underlig foelse at diskutere med en officiel graensemedarbejder omkring reglerne for ind- og udrejse i HENDES land (og saa endda paa spansk som ikke ligefrem er vores bedst fungerende sprog).
Fra Guatemala til El Salvador gik det fint derudaf - vi kom helskinnet frem, og problemer med graenser og bus var minimale. At det var lidt mere besvaerligt at komme ud af El Salvador var vores egen skyld, da vi valgte at kaste os over de lokale transportmuligheder frem for den dyre turistbus - og det lykkedes formidabelt. Ret spookey var det at gaa gennem El Tunco i baelg-ravende moerke kl lidt i 5 om morgenen efter, at vi havde staaet i evigheder og ikke kunne komme ud af den laaste port paa vores hostel (hvilket "er mega ulovligt - taenk hvis det braendte" sagde advokaten). Paa denne tur oplevede vi samtidig, hvordan de lokale faktisk tigger penge fra andre lokale: ind i bussen traeder diverse performerer kaeftende op paa spansk om et eller andet uforstaeligt, hvorefter de vandrer rundt og samler penge ind blandt bussens passagerer. Disse bus"tiggere" skal dog ikke forveksles med bussaelgerne, der hver gang bussen stopper stormer ind med aqua, sodas, diverse hjemmebagte godter og smaa potioner kylling m. ris og pomfritter (ja, man faar altid baade ris og pomfritter - kulhydrater skal vi da ikke mangle) eller de andre bussaelgere, der proever at tjene til foeden gennem salg af kuglepenne, dvdér eller andet maerkeligt, som man ikke har brug for...
Jeg proevede gevaldigt at komme udenom at skulle betale for at komme ind i Honduras - isaer fordi det drejede sig om en gennemrejse paa 3 timer, men nej pengene skulle betales, og jeg maatte give mig. Jeg var dog saa heldig at komme gratis paa toilet, hvorefter Tina paent maatte betale (de syntes nok, at der pludselig var lidt for meget trafik). At komme ind i Nicaragua fra Honduras blev ligeledes en ret dyr affaerre...24 USdollars for et stempel i passet - (u)heldigvis havde vi en cykeltaxamand, der mente han skulle komme med hans hjaelp og raad hele tiden, hvilket indebar en beroering paa armen af hans lange ulaekre negle...addd... At vi ligeledes maatte skaendes med ham om prisen bagefter, gjorde ham ikke ligefrem til det mest populaere transportmiddel! Graensen mellem Honduras og Nicaragua laerte os samtidig, at man ikke behoever at vaere til stede for at komme ud og ind af landene. Ud af Honduras holdte jeg bagagevagt, mens Tina bragte mit pas til udstempling helt uden problemer - bagefter byttede vi tjans, og jeg fik Tina sikkert ind i Nicaragua uden hun selv var til stede (hun havde her aeren af den kaere cykeltaxamand, der fortalte hende, at hun altsaa burde gaa hen og haeve nogle penge).
Ellers oplevede vi ikke det store i Mellemamerika - kun en lille kontrol mellem Costa Rica og Panama, hvor vi blev lukket ind i et fint lille rum og vores tasker skulle rodes igennem. Jeg havde lidt panik over en kikspakke, som jeg ikke vidste om hoerte ind under punktet "something to declare", hvilket endte med, at den roeg i skraldespanden for at vaere paa den sikre side. Gennemgang af taskerne er saa meget sagt: de blev aabnet, en lille haand rodede lidt rundt, og det var det. Det stoerste problem paa den tur var sulten - vi koerte kl 11 om formiddagen og forest kl. 23 gjorde vi holdt for at faa lidt aftensmad...busture = snacks og kiks!!!!
Vi havde forventet, at det ville vaere lidt af en udfordring at komme ind i Colombia fra vores sejltur fra Panama. Saerligt efter, vi blev fortalt, at 1 kilo kokain kan koebes paa San Blas for 300 dollars og blive solgt i Colombia for 3000 dollars (og igen i Europa for sindssyg mange penge). Vi skulle dog ikke tjekkes paa nogen made, men blev sejlet i land i en lile gummibaad, mens vores tyske kaptajn soergerede for et stempel i vores pas - voila velkommen til Sydamerika.
Paent sagt har vores oplevelser med graenser og nogle busser i Sydamerika vaeret lettere uheldige. Fra Colombia valgte vi at flyve til Peru - paa en underligt made fandt vi en billet fra Quito (Ecqador) over Bogota (Colombia) videre til Lima (Peru) og slutteligt til Cusco i Peru til halv pris af billetten fra Bogata til Cusco - ergo koebte vi den underlige billet, skippede det foerste fly og hoppede paa i Bogata. Det startede meget godt, indtil vi skulle tjekke ind i Lima. Den rare dame ved tjek-ind siger, vi har koebt en billet for peruvianere, og da vi aabenlyst er turister, skal vi betale 107 dollars hver. Efter en dyb indaanding og soede indvendinger, hvor vi forklarede, at det jo ikke kan vaere vores problem - vi har jo indtastet, hvor vi kommer fra, da vi koebte billetten osv - meddelte hendes supervisor, at vi ikke skulle betale, fordi vi har floejet fra Ecqador. Puha ellers havde det vaeret en dyr flyvetur. At vi saa efterfoelgende er ved at misse flyet, fordi vi ligger og tager en lur paa gulvet i lufthavnen, er lidt en anden sag... I Cusco moeder vi en flink taxamand, der koerer os til Wildrover Hostel, hvorefter han fuldstaendig aendrer karakter og raaber op om flere penge..."a******", som manden i hostelreception paent sagde.
I Peru tager vi en natbus (en af de mange i raekken), men kommer dog ikke frem til vores endedestination. STREJKE!!!! Midt om natten goer vi holdt, ingen fortaeller noget, ingen ved noget. Jeg ser nogle folk paa vejen, men vi bliver enige om, at det er ingenting. Da lyset kommer, bliver vi dog klar over, hvad der foregaar. Brosten, smadret glas, daek-afbraending, blokade - alt, hvad en gammeldags strejke indebaerer. Taskerne paa ryggen og en vandretur paa 7 km hen til naermeste by. Heldigvis blev vi samlet op af en truck-tuktuk, som gav os et bumpende lift ind til byen, hvor vi ikke kunne goere andet end at vente paa, at busserne igen ville koere.
Faktisk (eller rettere desvaerre) var dette ikke den eneste strejke, vi har haft aeren af. I Bolivia maatte vi snige os ind i en bus med lyset slukket og gardinerne trukket for, hvorefter vi paa underlig vis lykkedes med at komme forbi en blokade i byen Uyuni. At vi saa ikke kunne komme forbi blokaden ind til byen Sucre hmm ja...paa med taskerne igen kl 5 om morgenen og gaa det sidste stykke.
Jeg er sprunget lidt frem i tiden, for turen til Bolivia gik ikke helt smertefrit. Vi vaelger at tage en bus til en by i Peru, hvor vi planlaegger at tage en bus videre til Bolivia. Vi faar at vide af en rejsemand, at busturen til Bolivia er pisse dyr, og vi vaelger derfor at bruge vores sidste peru-penge paa en starbucks-kaffe. Han loej, men hvad pokker billetten er billig..vi har bare ingen penge tilbage, og ATM'en paa busstationen virker ikke. Hvad goer man? Man toemmer sine lommer og finder 10 Colombia-penge, 20 peru-penge og 2 dollars - jeg ved ikke hvordan, men mens jeg fik skaeld ud af en mand, som vi ikke ville koebe busbilletten af, lykkedes det Tina at faa skaffet os to billetter til La Paz for de penge. BONUS :) Naeste problem dukkede dog hurtigt op - vi skulle betale den lokale bus-takst. Denne er ikke speciel dyr, men naar man ingen penge har, saa er selv det mindset beloeb et problem. Endnu engang smiler lykken til os, og vi moeder en soed hollandsk kvinde, der betaler for os. Graensekrydsningen gik smertefrit, og vi troede, at vi kunne aande lettet op...med tryk paa troede! Pludselig bliver vi guided ud af bussen, fordi den skulle sejles over Lake Titicaca. Problemet opstaar, da vi jo ligeledes skal over soeen, og det koster penge. Da vi befinder os i en lille landsby i Bolivia, er der selvfoelgelig ikke en ATM, og en lokal familie ender med at betale vores billet over soeen (en lokal familie, der har langt mindre penge at goere med end os - vi sender tusinde tanker til den rare bolivianske mand med den soede kone og nuttede lille pige). Endelig rammer vi La Paz, hopper ind i en taxa, som vi faar til at goere et hold ved naermeste ATM og derefter hen til vores hostel.
Nu er vi kommet til Brasilien. At finde vejen hertil var dog en haard omgang - efter 5 natbusser paa under 2 uger, 3 dage i junglen og 3 dage i saltoerken, saa virker hjernen altsaa ikke optimalt. Vi kunne simpelten ikke overskue, hvilken vej til Brasilien vi skulle vaelge. Det endte med, at vi tog til Santa Cruz og herfra videre til graensen mellem Bolivia og Brasilien. For at vaere gode ved os selv, koeber vi en billet til Campo Grande i Brasilien, hvorfra vi flyver det sidste stykke til Rio. Vi faar at vide af bussaelgeren, at vi skal skifte bus ved graensen. Hvad vi ikke forstod var, at vi skulle have fat paa vores billetter videre paa Bolivia-siden og ikke Brasilien-siden, hvormed vi krydser graensen og tager en bus hen til naermeste by, hvor vi tror, vi skal have vores billetter. Fejl!! Det ender med, at vi maa betale en mand 50 reales for at koere til Bolivia for at hente vores billetter (= ca 150 kr). En sur udgift. Men set paa den lyse side, saa har vi nu ikke flere graenser, og dermed skulle de problemer gerne vaere overstaaet. Vi har samtidigt erfaret, at politikontrol i Brasilien kan vaere en underholdende affaere. Vores bus blev holdt ind til siden, og ind traeder to politimaend med store pistoler om benene. Efter at have set vores pas og tjekket vores haandbagage, bliver vi bedt om at gaa udenfor. Jeg lover jer, at ens hjerte banker lidt ekstra, idet man gaar gennem bussen, og man opdager, at man (i hvert fald indtil videre) er de eneste, der skal udendoers. To nye politimaend staar ude ved bagagerummene og tager imod os - frem med vores backpacks, vise pas og busbillet...kaempe for ikke at virke nervoes, idet vi besvarer spoergsmaalene om, hvad vi skal, hvorhen osv. Jeg ved ikke, hvordan det sker, men Tina forklarer, at vi skal paa stranden og have sol, og jeg tror...tror...at jeg faar sagt til politimanden, at vi skal bade noegne. I hvert fald bryder politimanden sammen af grin, mens han laver svoemmetegn. Den store politimand griner som en lille pige, og det faar os til at grine saa meget... Kontrollen ender med os, der staar sammen med politimanden og skraldgriner. Tina kigger paa mig og spoerg "hvad f*** sker der?", hvilket politimanden hoerer som "f***ed f***" og bryder sammen i et nyt grineanfald. De glemmer helt at tjekke vores baggage...og vi kan kun elske brasilianske politikontrol.
Lidt ekstra bus-info...
I Guatemala vaelger vi at betale ekstra for en bus, da vi bliver lovet, at den vil tage hovedvejen frem for den mere direkte, men meget daarlige vej gennem bjergene - det sker saa bare ikke. Vi havner paa den daarlige vej gennem bjergene. En lille dreng (maks 15) kommer bag raettet, og bussen begynder at glide bagud ned af bjergvejen, og jeg troede doeden var naer - alle de danske bandeord blev smidt i hovedet paa dem, hvortil de svarede med at grine. Ikke den bedste bustur.
Ellers kan busture byde paa lugtende mennesker, kalkuner og hoens som sidekammerat, damer der vaelger at skifte lortebleer paa saedet (med efterfoelgende lort paa saedet), maerkelige stop i ingenmandsland, punkterede daek, ingen ac, for meget ac osv osv.
Men en ting har vi konkluderet: Vi er saa hyggelige til at koere i bus; yndlings sidestilling er med soveposerne godt pakket omkring os, vores rejse-hovedpude under nakken, musik i oeerne og armene flettet ind i hinanden. Sov godt.
- comments