Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen efter blev jeg saa hentet ubehagelig tidligt om morgenen. Jeg havde meldt mig paa skydiving over Fox Glacier og krydsede alt hvad jeg krydse kunne paa at det blev godt vejr saa det var muligt. Vores chauffoer, Duncan, havde nemlig fortalt at det meget sjaeldent er godt nok vejr til at goere det, da det regner meget i de omraader.
Men kl.06 stod jeg klar sammen med 7 andre, alle drenge, og blev hentet og koert ca 45 min til Fox Glacier. Her skulle vi lige skrive under paa at vi selv eller vores familie ikke ville sagsoege dem hvis der skulle ske noget. Det er jo ligesom amerika. Men jeg blev altsaa valgt forest, sammen med en gut fra England, John. Vi fik dragter paa og 'seletoej', mens en instruktoer gav os lidt informationer. Herefter gik det super staerkt. Vi kom ud i et lille bitte fly (vi kunne lige praecis vaere der, os 4 + en pilot) og afsted gik det. Vi floej ca 15-20 min over Mt Cook (New Zealands hoejeste bjerg, 3750 m) og Mt Tasman, som i dagens anledning var helt beklaedt med sne. Klokken var paa det tidspunkt ca. 07.30, saa vi sad der mens solen stod op og vi havde den smukkeste udsigt over Fox Glacier og Tasman Sea. Der havde jeg bare lyst til at blive siddende og kigge, for noej, hvor var det smukt!!! men pludselig steg vi de sidste par meter til 12000 ft eller ca 3,5 km og saa aabnede doeren. Og inden jeg naaede at taenke noget var John og hans instruktoer vaek. Jeg var paa intet tidspunkt nervoes eller bange, men havde mere den der foelelse "afsted afsted, las os komme ud":) Og min instruktoer (kan ikke lige huske navnet,det var jo trods alt tidligt om morgenen:)), som havde vaeret super cool hele vejen op i flyveren og snakket og beroliget mig (hvilket egentlig ikke var noedvendigt) hoppede ud paa kanten, og ja, saa hang jeg egentlig bare og dinglede ud fra flyet i 'seletoejet'. Og saa gav han slip og afstig afsted gik det. De foerste par meter taenker man (ligesom naar man bungy jumper): 'jeg falder, jeg falder', men naar han saa faar rettet op, saa er det mere: 'Jeg flyver, jeg flyver':) Og der flyver man/styrter man mod jorden med 200 km i timen svarende til ca 20 etager i sec.,ellers bare afsted med den smukkeste udsigt. Jeg kunne se bjergene med sne paa toppen i det fjerne, marker under mig og bag mig var saa Tasman Sea. De 45 sec man er i frit fald foeles faktisk laengere, det skulle man ellers ikke tro, men det var alt for fedt!! Men min instruktoer tog fat om maven paa mig og udloeste faldskaermen og ned svaevede vi. Her er man i stand til faktisk at snakke med hinanden og jeg blev vist bare ved med at sige hvor FEDT det var:) Han snurrede rimelig meget rundt, saa jeg blev ret rundtosset, men jeg havde bare travlt med at tage billeder (man maa nemlig gerne tage sit eget kamera med op, det skal bare vaere inde paa maven mens man er i frit fald). Og ned kom vi og jeg var saa sej at lande paa benene :) det er det fedeste jeg nogensinde har gjort og jeg ville til hver en tid goere det igen. Det er ikke lige saa skraemmende som bungy jump og noej, hvor har jeg aldrig vaeret mere glad for at vaere SAA taet paa en fremmed mand:)
Men vi blev altsaa samlet op senere af alle de andre, vi fik os lige lidt morgenmad med udsigt til Mt Cook - vidunderligt!!! Og saa gik turen ellers til Wanaka. Selvom jeg havde vaeret tidligt oppe saa havde jeg alligevel ikke tid til at sove, for naturen var fantastisk hele vejen til Wanaka. Vi sad alle bare og maabede inde i bussen. Om aftenen var mutti og jeg ude og spise og hygge og saa skulle dagens oplevelser skylles ned med en bajer ;)
- comments