Profile
Blog
Photos
Videos
Tanzania er … anderledes!
Puha, hvor skal jeg lige begynde. Mit blodtryk er noget hoejt, da vores taalmodighed virkelig kommer paa en proeve!!! Igaar var vi paa internet café for at skrive blog, jeg havde endnu ikke begyndt at skrive - men det havde Line. Line var naesten faerdig med at skrive sin blog paa omkring to sider, da stroemmen bare gaar. Intet kan redes, og hun maatte bare starte forfra. Saa derfor sidder vi her igen idag. Vi gemmer hele tiden, for stroemmen kommer og gaar som den vil. Igaar kom stroemmen foerst igen fem timer efter, ved ti tiden. Saa om aftenen sad vi med pandelamper og der var gang i petroliumslamperne - det var nu meget hyggeligt.
I dag har vi vaeret paa arbejde og ved halv elleve tiden, sagde mama at vi skulle koere med ned i byen, for ledelsen ville hilse paa os. Det var helt fint, vi blev koert uden rigtig at vide hvad vi egentlig skulle. Det tog sin tid!!! Da vi havde ventet i over to en halv time, kom der endelig en mand og praesenterede sig. Saadan er det vel at leve i Afrika, de tager det som det kommer. Vi skulle bare ind og hilse paa ham, han spurtge hvor vi kom fra og hvad vi ville med dette ophold - det var det, efter et kvarter kunne vi gaa. Argh det er virkelig frusterende nogle gange - det tager det saa let og undskylder ikke rigtig vente tiden - det var virkelig som at sidde paa skadestuen i Danmark.
Naa men … her er eller rigtig dejligt. Det er en fed oplevelse og man skal bare tage det hele med et smil og traekke paa skulderne!
Det er nu fjorten dage siden vi tog afsked med platformen Daraja i Nanyuki i Kenya, det var lidt soergeligt - for vi havde virkelig haft en sjov maaned og nu skulle vi ud to og to paa egen haand. Vi koerte tirsdag morgen d. 8 marts til Narobi, hvor vi skulle have en overnatning, inden vi skulle med flyveren til Tanzania for mit vedkommende - men til Ghana for 7 andre, mens 4 piger blev i Kenya. Narobi er Kenyas hovedsted, men der er ikke mange som bor i selv byen, da det meste bestaar af kontorbygnigner. Narobi ligner en vestlig storby, med hoeje bygninger og smaa parker rundt omkring.
Vi boede paa et hostel, jeg kom paa et vaerelse plads til syv. Sengene var bare proppet ind og der var ikke taenkt paa indretningen eller noget som helst. Der var ingen bruser men et badekar uden prop. Der var en hane med koldt og en med varmt, saa vi var noed til at mixe vandet i en kop og derefter haelde det over sig.
I Narobi var vi ude at se Afrikas anden stoerste slum, Kibera. Det var fantastisk! Det ermeget fattigt samfund med over 120.000 indbyggere. Naar man stod paa det hoejste punkt, kunne kigge ud over det hele, og man saa kun bliktage!
Den sidste aften sammen alle 24 skulle ikke glemmes, og vi tog naesten alle i byen og fyrede den af. Det var saa sjovt, og vi kom hurtigt i snak med nogle lokale unge mennesker og de tog os med videre paa et stoerre diskotek. Vi kom i snak med mange, da vi var de eneste hvide paa stedet. Alle ville vaere vores mand og de spurgte om vores mail og telefon nummer, men bare rolig har ikke givet det til nogen. De unge var virkelig aabne, og det billede vi havde faaet af kenyaske unge blev aendret - men nu var de her osse fra en storby og mindre religioese. Dog fortroed vi den vilde nat, da vi naeste morgen skulle tidligt op, ud i en indelukket lufthavn hvor luften stod stille. Det vaereste kom dog da vi landende i Dar es salaam i Tanzania. Luftfugtligheden var omkring 90%. Foerst troede vi det bare lufthavnens daarlige kilma, men da vi kom uden for blev det ulidligt! Vi svedte og svedte og svedte. Vi ankom til hotellet, og bare ved at ligge sig i sengen med air-condition paa fulde kraft svedte vi! Vores toej og haar var frugtigt hele tiden - saa klamt.
I Dar es salaam fik vi vores papir iorden, vi saa lidt af byen og spiste paa nogle lokal resturaner. En aften var vi paa en lidt finere resturante, pludselig kom der en rotte loebende uden vores bord. Personalet traek paa skulderne og gjorde slet ikke noget. Det var sidste gang jeg var der!
Om fredagen tog vi paa stranden i Dar es salaam, vi traengte til at blive koelet lidt ned, men vandet var 35 + og solen bagte. Men det var dejligt, bare ligge og slappe af!
Soendag blev vi koert til vores vaertsfamilie. Det tog 7 timer med to stop a' 15min. Det var varmt, men om eftermiddagen efter at have koert op, op, op i bjergene i en time, ankom vi endelig til Lushoto. Her er saa flot og groent over det hele! Vi blev koert det sidste stykke med taxa, op ad smaa jordveje - som ligner de vaereste markveje man kan forestille sig i Danmark. Jordvejene er hullet og der er store rander efter regnskyl.
Vi har faaet en rigtig soed familie, som bestaar af mama som er omkring 60 aar og leder af det boernehjem vi arbejder paa. Hendes datter og barnebarn bor hos hende. Hun har to houseboys og en nanny der laver mad og holder huset rent.
Vi har faaet et vaerelse med dobbelt seng og eget toilet - et rigtig toilet og en bruser dog kunmed koldt vand. Men vi faar en spand med varmt vand ind morgen og aften, saa her bruger vi ogsaa en kop til at skylde os over med. De forventer at vi ihvertfald gaar i bad to gange om dagen, hvis ikke mere. Her er koldt, saa det er ikke fordi vi sveder - saa vi synes det er meget vand at bruge, naar vi ikke engang er beskidte.
Mama er en meget respekteret dame, hun leder boernehjemmet. Paa borenehjemmet bor 22 babyer fra faa dage til omkring 3 aar vil jeg tro. Vi er mange til at passe dem, saa vi har lidt svaert ved at se hvor vi skal hjaelpe. Men vi er omsider begyndt at forstaa hvor svaert pigerne der passer boerene, har ved at sidde ned og lege med de smaa. De smaa faar tit bare lov til at ligge eller lege selv med et stykke legetoej. Boernene er dog rigtig glade og de smiler og griner. Deres udvikling halter lidt, mange af boernene som er over et aar kan stadig ikke gaa og nogen kravler ikke ordenligt.
De bruger stofbleer med en platik ble uden om, saa det var noget af en gaade den foerste dag jeg stod og skulle skifte en - hvordan jeg lige gjorde. Vil gerne se Tristan i hovedet hvis han fik saadan en paa. :P
Regntiden er saa smaat startet og det regner tit ved to tiden, naar Line og jeg faar fri. En af de froeste dage gik vi hjem, og saa begyndte det bare at staa ned i fede straaler. Jordvejene blev naesten til en flod, og vi var gemmenbloedte da vi endelig kom hjem, der er 5 km til vores arbejde.
Vi hygger os rigtig meget, det er dog svaert at finde paa noget af lave nogle gange da byen er virkelig lille. Men vi proever at slappe af og nyde tiden. Vi vil se om vi ikke kan arrangere noget hver weekend, saa vi kan faa tiden til at gaa lidt hurtigere.
Knus Trine
- comments