Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 24/3, dagen efter vi var kommet hjem fra Halong Bay, sov vi dejligt længe og fik os en lækker bagel til morgenmad/frokost. Herefter gik vi en tur i biografen og så verdens mærkeligste film. Filmen hed Chronicle og handlede om nogle unge fyre der fandt en mærkelig sten der gav dem telepatiske evner. Ellers fik vi dagen til at gå med at kigge på byen, butikker og mennesker. Vi slog os ned ved den store sø midt i byen med en pose ananas. Det var rigtig mange interessante ting man kunne sidde og underholdes af. Pludselig befandt vi os midt i et hold af damer, der udøvede pilates af en art. Det var meget sjovt at se, at du bare gik i gang midt i menneskemyldret og lige ved siden af et sted, hvor folk sad og spiste. Vi fandt en italiensk restaurant, hvor vi fik os noget aftensmad, og gik så gennem et af de mange aftenmarkeder på vej tilbage til hostelet.
Søndag havde vi bestemt os for at vi ville se det mausoleum, hvor Nordvietnams tidligere leder ligger efter han er blevet balsameret. Vi fandt hurtigt ud af, at vejen dertil var noget mere besværlig end vi troede, men da vi endelig kom frem, måtte vi indse, at vi ikke kunne nå at komme ind før mausoleumet lukkede - køen var sindssygt lang!!!! Stedet havde kun åbent om formiddagen og vi skulle tjekke ud fra vores hostel kl. 12, så vi besluttede at droppe besøget her, og fandt os et sted, hvor vi kunne få en kop kaffe og et stykke kage i stedet. Det var rigtig hyggeligt og passede os meget fint, at vi kunne slappe lidt af. Vi gik hjem og pakkede vores ting sammen og fik tjekket ud. Vi havde bestilt flybilletter til Ho Chi Minh City kl. 17, så vi havde lige lidt vente tid der skulle slåes ihjel. Vi fandt lidt frokost og gav os så til at høre lidt musik og spille kort. En taxa kom og hentede os, og vi blev kørt til lufthavnen. Det var en lille flyvetur på 2 timer, så det var hurtigt overstået. Vi kom til et fint hostel i Ho Chi Minh City - her var lidt flere mennesker end i Hanoi - men det gjorde ikke så meget. Vi gik tidligt i seng, vi var ret trætte.
Da vi stod op om mandagen, bestilte vi busbilletter til Cambodja eller nærmere sagt byen Siem Reap. Vi gik ud for at se os lidt omkring i det område, vi var havnet i, hvilket viste sig at være ret fedt. Vi boede på en forholdsvis stor gade, med masser af butikker og restauranter, som også lå tæt på en lille sø. Her gik vi ned, fik os en is og sad så lidt med hver vores bog, inden vi synes det var på tide at få lidt mad. Vi gik begge en tur til frisøren, hvor Trine blev klippet (lidt for kort synes hun selv) og Maria fik farvet sit hår orange-rødt. Det er blevet rigtig fint.
Senere på eftermiddagen gik vi ud for at finde et posthus, hvor vi kunne få sendt nogle postkort af sted, og stødte så også her ind i et markedet, med en masse spændende ting - det er lidt farligt med alle de markedet, vi kan ikke rigtig holde os selv fra at bruge penge. HIHI
Tirsdag måtte vi tidligt op og med bussen mod Siem Reap. Vi måtte midlertidig venter de første 10 minutter på at buschaufføren fik åbnet døre til bussen, der var åbenbart noget galt med den - fedt start! Men vi kom da med. Grænseovergangen til Cambodja, var ikke så besværlig, som vi ellers har oplevet, så det gik meget nemt. Vi skulle skifte bus i Phenom Phen og ankom så til Siem Reap omkring kl. 10 om aftenen. Busturen gik rigtig fint, der var ingen problemer. På vejen dertil fik vi set lidt at Cambodja selvfølgelig - også her boede folk i træhytter på pæle, med kun lidt elektronisk lyst. Det var vildt at køre mellem alle disse træhytter og så pludselig køre forbi et kæmpe stort flot temple, som man har brugt mange penge på at opbygge.
Da vi kom frem, delte vi en øl inden vi gik i seng.
Onsdag brugte vi på at kigge lidt rundt i byen. Vi gik ned i byen, hvor vi fik os en lækker kold iced-chocolate inden vi begav os ind på endnu et marked, hvor vi kom til at købe et par kjoler - ups. Da vi havde fået nok marked fandt vi en mexicansk restaurant, hvor vi fik hver en gang nachos og en kold corona - lækkert. Herefter gik vi hjem til vores hostel og slappede af med hver vores bog i en hængekøje. Om aftenen mens vi sad og spiste på en restaurant nede i byen var der en kat som blev ved med at irritere gæsterne - også os. Til at starte med var der en dreng der løftede den væk, men da den kom tilbage kom der en stor mand og samlede katten op. Han tog den med over vejen, og vi tænkte, at det var da fint, for den kunne nok ikke komme tilbage over vejen, men det var ikke det manden havde i tankerne. Han fortsatte længere endnu - over noget græs og ned til åen, hvori han kastede katten. Vi var meget chokerede!!
Torsdag stod vi MEGET tidligt op - vi skulle af sted med tuk-tuk kl. 5 fordi vi skulle til Angkor for at se solopgangen. Angkor er en gammel ruinby. Den var hovedstaden i det tidligere meget store Khmer-rige, som nu er blevet reduceret til Cambodja, og man mener at der på et tidspunkt boede op mod en million mennesker i Angkor. Vi havde hyret en tuk-tuk for dagen, og vores chauffør kørte os til en sø inde i Angkor, hvor vi - på trods af lidt skyer - så en meget orange sol stå op. Herefter begyndte rundturen rundt til nogle af de templer vi gerne ville se - der findes flere hundrede templer i Angkor, men vi nøjedes med en 5-6 stykker. Et af dem havde kæmpe træer groende igennem templet og oven på templet - det var ret vildt. Det største tempel vi så, og "hovedtemplet" i Angkor var Angkor Wat. Et gigantisk og virkelig flot tempel, men det kan I se senere, når vi lige får lagt nogle billeder ind. Efter vi havde set de templer havde vi brug for at slappe lidt af, og komme lidt væk fra varmen - det var 38 grader. Derfor tog vores chauffør os med til en strand ved en sø, hvor mange cambodjanere kommer. Her kunne man leje en plads med 3 hængekøjer - rigtig fedt koncept. Vores chauffør fik nogle penge til at købe noget frugt og lidt øl og vand til os, og det gjorde han også - oven i det kom han også med en pose stegte insekter - græshopper og lignende!!! Han spiste dem bare som var det den største selvfølge, men vi kunne godt nok ikke lige få os selv til at smage dem. Vi lå lidt og slappede af i stedet, og Trine var lidt ude at bade. Til sidst besluttede vi os dog for, at når vi nu havde muligheden, så var vi sku næsten også nødt til at smage dem, så vi gjorde det! De smagte egentlig ikke af så meget, men dog ikke så godt, at vi havde lyst til at spise flere. Det er simpelthen for mærkeligt at putte et insekt i munden, men vi syntes selv vi var lidt seje. Om aftenen gik vi ned i byen og spiste, og gik så hjem og pakkede vores ting sammen - næste morgen skulle vi nemlig med bus til Bangkok.
Fredag morgen blev vi hentet på vores hostel af en tuk-tuk, der kørte os til det sted, hvor vi skulle med bussen. Da busserne ankom var det lidt kaotisk - det virkede ikke helt som om de havde styr på, hvor mange der skulle med bussen, og om der overhovedet var pladser til alle, men det endte da med alle fik en plads. Vi fik en plads bagerst i en mini-van, og det var egentlig fint nok bortset fra at blæserne ikke rigtigt virkede (der skulle eftersigende være aircon, meeen..), og så kom der ulidelig varm luft ud under sædet fordi vi åbenbart sad lige over motoren, så det var en MEGET varm tur til grænsen. Da vi ankom til grænsen blev vi læsset af bussen, og så brugte vil ellers 2½ time på først at komme ud af Cambodja og dernæst komme ind i Thailand. Køerne var virkeligt lange, og ventetiden foregik i 35-40 graders varme med kæmpe rygsække, så det var ikke ligefrem rart. Vi fik os da også lidt en vandkrise, da vi ikke ligefrem var forberedt på den lange ventetid i varmen, men fandt heldigvis noget vand til sidst. Da vi endelig kom igennem var vi bare så glade for at det var sidste gang vi skulle krydse en landegrænse over land! Herefter gik turen videre med en anden mini-van til Bangkok. Her var der lidt bedre plads, og en mere behagelig temperatur. Til gengæld var vejen ret bumpet eller også føltes det bare sådan fordi vi kørte ret stærkt - i hvert fald var det lidt af en rutchebanetur vi fik os. Da vi ankom til Bangkok tog vi en tuk-tuk til en skytrain station, og tog så skytrainet ud til vores hostel. På vejen fandt vi en McDonalds, som vi havde glædet os til lige siden vi ankom til Vietnam, så det var bare lækkert! Vi ankom til vores hostel omkring kl. 23, og var rigtig glade for at være fremme efter en lang rejsedag.
I dag sov vi dejligt længe, da vi var ret trætte efter i går. Det var rigtig lækkert, men også virkelig varmt - der var nemlig 34 grader på vores værelse - puha. Man ved det er varmt når man kan mærke sveden løbe af sig selvom man ligger stille i sin seng! Da vi endelig stod op spiste vi os noget morgenmad og nød at der er air-con i fællesområderne mens vi læste lidt. Bagefter gik vi ned til et nærliggende center, hvor vi kiggede lidt rundt og fik købt nogle småting, og på vejen hjem kiggede vi også en smule i nogle boder på endnu et aftenmarked. Det småregnede mens vi gik hjem, og efterhånden som vi kom nærmere vores hostel begyndte det at stå ned i stænger, så vi endte med at være næsten gennemblødte inden vi kom hjem - det var næsten helt rart i varmen. Da vi kom hjem besluttede vi os for at flytte til et værelse med air-con - lækkert!!
- comments
Far Steffen Hej piger. Helt kanon at læse om Jeres tur og oplevelser. Noget siger at det er et par forandrede piger der kommer hjem. Glæder mig til mere ;-)