Vi var bare tidligt oppe i dag, kl. 7, for at vi kunne komme til Anadarko, Oklahoma, for at se en autentisk indianer by. Vi kørte over 2 timer (+over en halv time extra, fordi vi glemte telefonen derhjemme), for at se denne by, og glædede os til at se den. Men da vi kom derop var der en mand der informerede os om at denne var lukket, højst sandsynligt for resten af året. Øv altså, så kunne vi køre tilbage til Texas.

Det skulle dog ikke forhindre os i at få nye eventyr! Trine havde set over 1000 soldater i uniform på en mark, marcherende med flag. Hun var ret sikker på at de skulle til at spille polo, og ville ind og se det. Vi kommer til noget security og får lidt kolde fødder, da vi ikke vidste om vi måtte være der og får bare spurgt om vi måtte vende rundt her, hvorefter manden spørger hvad vi vil. Trine får spurgt om vi måtte se hvad militærfyrene lavede, og efter at han havde set vores ID (kørekort) blev vi lukket ind. Det viste sig så, at det IKKE var polo (Trine troede hun havde læst: 'Polo field' på et skilt) og da vi var de eneste civile i området følte vi os lidt malplaceret. Cathrine nægtede at forlade bilen, så Trine måtte starte sit eventyr helt ene og alene. Hun gik ud af bilen og ville tage et billede, men med kæmpe store militær sergenter gående rundt lige i nærheden, blev det et forhastet et, da turen tilbage til bilen blev utrolig tiltalende i takt med at den ene sergent gik hen mod Trine (det viste sig så bare han skulle hente vand i sin bil). Set i bagspejlet, så skulle de nok have sagt til os hvis vi ikke måtte være der. Vi fandt senere ud af, at vi havde været inde på verdens største militær artilleri base!

Turen hjemad gik forbi Jackie Plummer for at få nogle informationer omkring vores næste dage (som hun så pænt havde hjulpet os med) og for at få sagt farvel. Hun har virkelig været en fantastisk dame, med uendelig meget energi hendes alder taget i betragtning, og vi har helt sikkert nydt hendes selskab, så det var mærkeligt at sige farvel. Da vi havde fået sagt farvel til den kære dame, tog vi hjem for at mødes med Juli. Vi skulle nemlig op til hendes mormor og morfar, som er i gang med at bygge et hus på deres 2400 hektar store Ranch. Begge i en alder af 70'erne er de gået i gang med at bygge et handicap venligt "sommerhus" ind i en bjergside. Et utroligt arbejde, som nu har stået på de sidste 3 år. Det var et skønt landskab, som var langt fra det samme som ranchen i Wyoming. Denne var klart mere mærket af det tørre klima, men utrolig spændende at få lov til at se. Efter 'safari'tur, badetur i søen og mad på grillen tog vi hjem igen. Vi skulle igen til at indstille os på at få pakket kufferterne, og gøre os klar til en tidlig afgang i morgen.