Profile
Blog
Photos
Videos
"Neeej.. Magnus!! 7 x 4 er altså ikke 26" Det er heller ikke let når pigerne render rundt ude på legepladsen og kunne det ikke bare vente til imorgen..please.. Tro det eller ej, men tiden render fra os og vi synes ikke det nogensinde passer med en times skolearbejde(det gør ungerne specielt ikke):-)
Siden den regnfyldte nat i Greymouth(i cabin) vendte vi næsen sydover og kørte mod næste stop, nærmere bestemt området omkring de to store gletsjere Franz Joseph og Fox. På vejen ned tog vi et stop i den forhenværende guldgraverby- Shantytown. En god oplevelse for ungerne, som fik gravet lidt guld og kørt i damplokomotiv.
Vi ramte de to gletsjere i strålende solskin med landets to højeste bjerge Mt. Cook og Mt. Tasman i baggrunden - et smukt syn. Vi slog teltet op - selvom ungerne efterhånden er lidt utilfredse med at sove på liggeunderlag:-) Dagene ved Fox gletcher gik med at køre ud til et udsigtpunkt uden for byen, hvor hele bjergkæden lå åben hen. Vi besøgte også Lake Matheson, som er kendt for at de høje tinder spejler sig i søen. Det blæste lidt, så spejlingen blev lidt forstyrret, men det var en god tur. Der er utrolig mange vandreruter hernede, og de er af forskellige sværhedsgrader og længder, så der er noget for enhver smag. Det er fedt at gå med ungerne, og ture på 0,5-1 times varighed klarer de fint. Vi sluttede vores besøg af med at flyve i helikopter over gletcherne og med udsigt til bjergene. Vi havde snakket med ungerne om, at det måske var her, at vi skulle prøve det, og Rikke fandt Krogh-genet frem og fik en rigtig god pris. Det var en stor oplevelse, og ungerne var vilde med det. Vi kom så tæt på bjergene og sneen, at det næsten ikke var til at forstå. Selvom kameraerne svigtede lidt, fik vi nogle gode billeder og video, som kan hjælpe os med at huske turen.
Nu er vi kørt lidt ind i landet til Wanaka, et paradis med tørre somre og sne om vinteren. Der er varmt her, men heldigvis har campingpladsen en god pool:-) Vi har brugt dagen i dag på at bade, handle ind og så lejede vi kajakker. Marie var ikke særlig vild med ideen, men hun sad sammen med Anna og Jonas, og søen var næsten stille. Hun var lidt Maude-agtig og ville hjem i starten men glemte det dog hurtigt og stak fødderne i vandet og lagde hovedet tilbage i solen. I morgen vil vi leje cykler og måske cykle lidt rundt om søen. Vi har ikke så travlt med at komme videre, da de lover dårligt vejr ved Milford- og Doubtless sound, hvor vi gerne vil sejle og godt vjer her. Vi har heldigvis tid endnu, så vi satser på, at det gode vejr følger med os om et par dage:-)
Det var alt for nu, håber alle derhjemme har det godt. I dag er der en måned til vi atter står på dansk jord, så vi vil nyde de sidste uger i fulde drag. Knus fra Familien Møller.
- comments