.. and we're back in the game :-)

De sidste dage i Cusco havde vi som sagt en eftermiddag med Matt, hvor vi var lidt paa marked, og om aftenen moedtes vi med nogle stykker fra gruppen, som vi spiste aftensmad sammen med paa Plazaen. Herefter gik vi ud og fik os et par gode drinks paa Mama Africa - de sparer hverken paa stoerrelsen eller alkoholen! Torsdag gjorde vi os klar til Inka Trail ved at koebe diverse snacks (chokolade er noedvendigt til at bestige et par bjerge), og saa var det tid til bustur mod Ollantaytambo. Undervejs blev australske Becky fra vores gruppe meget daarlig, hun har vaeret syg (salmonella + tyfus) hele turen, og vi maatte koere hen til en ambulance, saa hun kunne indlaegges i Cusco. Det var virkelig trist, da hun havde glaedet sig meget til Inka Trail. To af de andre tog med hende, og kom tilbage til os senere paa aftenen. I Ollantaytambo fik vi koebt regnponcho og lidt mere guf, og om aftenen spiste vi mexicansk. Saa var det paa hovedet i seng.

Naeste dag, d. 8/4, stop vi tidligt op, og tog saa afsted mod KM 82 - starten paa Inka Trail. Her fik vi tjekket pas og billetter, og alt udstyr blev vejet, og vi fik vandrestave, soveposer og luftmadrassser udleveret. Til Inka Trail har man en duffelback, som hoejest maa veje 6 kg alt inklusive - resten skal baeres paa ryggen - da der er 21 portere med til at baere disse. Hver porter baerer 25 kg, hvilket er vildt, taget i betragtning at de er meget mindre end os og at de nedlaegger samme distance som os.. loebende! Udover det var der to guides, saa der altid er en forest og en bagerst, Effie og Jeiko, begge rigtig fine fyre. Vi begyndte turen "nemt", det meste af turen var ligeud med smaa bakker og ankom til campen kl. 15. Vi stoppede paa vejen og fik frokost, som kokkene havde gjort klar til os inden vi ankom - desuden blev vi modtaget med klapsalver, saa man naesten foelte sig lidt kongelig. Hen paa eftermiddagen var der "happy hour", som inkluderer te og diverse laekkerbiskener. Om aftenen var der laekker aftensmad, og kl 20.00 laa vi i teltet, pakket godt ind og klar til at sove. Her skal det ogsaa naeves, at toilettet var et hul i jorden med et stykke plastic som doer - lige noget for os....

D. 9/4 blev vi vaekket kl. 05 ved lyden af "Buenos días! Coca te?", hvortil vi soevndrukne maatte svare "No gracias". Vi gjorde os klar under soveposen, og gik saa til morgenmad i middagsteltet, hvilket igen var super godt. Fantastisk, hvad de kan klare af mad paa saadan en tur! Kl. 06 begyndte vi at gaa - opad! Dag 2 er kendt for at vaere den vaerste, og det er ikke spor loegn. Foerst gik vi 7 km stejlt opad, rigtigt mange trappetrin, hvilket tog os 4,5 timer med et 'par' stop paa vejen. Det goer det ikke nemmere, at man er i hoejderne. Kl. 10.30 stod vi paa turens hoejeste punkt, som er 4215 m, og var glade! 20 minutter og en hel chokoladebar senere begyndte vi nedturen, stejlt ned i to timer, 4 km i alt, for at ankomme til vores campingsted allerede 12.30 (p.s. vi var ikke de sidste!). God frokost, og resten af dagen blev brugt paa hygge og kortspil i middagsteltet. kl. 20.00 var vi igen klar i teltet til at putte os godt ned i soveposerne. Denne nat var det hoejeste campingsted i 3800 meters hoejde, hvilket man tydeligt kunne maerke paa kulden og fugtigheden.

D. 10/4 stop vi igen op kl. 05, og startede med at fejre irske Matt's foedselsdag (30 aar), og vi gav ham vanen tro: peber! Der var nogle, der mente, at det var en underlig maade at fejre foedselsdag paa :-) Desuden havde kokken lavet en stor kage med skrift ovenikoebet, sikke et unikt sted at have foedselsdag. Denne dag gik det foerst en smule op (hvilket i dansk bjergbetragtning ville vaere stejlt, men efter dag 2 - not so much!), og derefter ned ned ned, aaah. vi saa mange inkaruiner undervejs, blandt andet en med de kendte terasser til at dyrke diverse ting. Dette var ogsaa, hvad vi kalder "syngedagen", hvor vi opdagede, at det overraskende nok var meget nemmere at gaa, hvis man sang imens. Den stod paa alt fra korsange til Hakuna Matata, og vi endte med at faa et par stykker med paa idèen. Taenk sig at gaa i en cloudforrest syngende Hakuna Matata med vandrepind i hver haand helt uden andre personer i kikkertsigte - det er ikke hver dag, man oplever det, men det kan anbefales! Kl. 16.30 ankom vi efter 16 km til campen. Der var optional tour til et inkasite, men der var vi godt nok for bombede til, og tog i stedet et koldt fodbad. Desuden sagde vi om aftenen farvel til porterne, overrakte dem deres drikkepenge, og sagde mange tak for det fantastiske arbejde, de havde gjort - simpelthen enestaaende, at de hver morgen pakkede alting efter os, hvorefter de loeb naesten hele vejen til naeste camp og havde alt klar til, at vi kom - og saa klappede de endda af OS!

D. 11/4 stod vi op kl lidt i 04, pakkede, spiste morgenmad, og saa afsted paa de sidste 6 km til maalet. Vi kom igennem tjeckpoint, og gik i vaeldigt hastigt tempo mod "sungate". Aftenen foer havde vi bedt til Moder Jord, men kom alligevel frem til et helt skyet udsigtspunkt i smaaregn. Oev, naar man havde haft tre gode vejr-dage. Vi maatte fortsaette og haabe paa at se mere ved naeste udsigtspunkt, hvilket heller ikke rigtig lykkedes. Alle var meget skuffede over, at hvad der skulle have vaeret Machu Picchu bare var en stor sky, men efter en flot lille soldans af Anna Julie, Ian og Walter begyndte skyerne saa smaat at fordufte, og en time senere stod vi i den klareste sol og alt var fryd og gammen. Nu kunne vi se dette overvaeldende sted, og ja ja JA, det er det hele vaerd! Maaske var det glaeden over at komme frem efter fire haarde (men gode) dage, men dette er nok det smukkeste sted, vi nogensinde har set. Pictures just don't do it justice! Vi gik rundt et par timer blandt ruinerne med guidet tur og lidt paa egen haand, foer vi tog bussen til Aguas Calientes, og fik en god, men rigtig dyr frokost. Herfra gik turen med tog og bus tilbage til Cusco godt udmattede. Om aftenen gik vi ud for at spise, og dette endte paa en eller anden vis med at blive en all-nighter for Mette. Der er et par gode diskoteker i Cusco, saa Mette vendte "frisk" hjem kl 04, hvor Anna Julie til sidst maatte bede hende paent om at gaa i seng.

D. 12/4 stop vi veloplagte ud af sengen kl 9 (selvom Mette ikke har sovet meget, gaar hun ikke glip af gratis morgenmad paa et hotel). Herefter stod dagen paa shopping, afslapning - i dette tilfaelde massage og pedicure (vi har dog proevet bedre, men billigt var det) og derefter var det igen ud en tur i nattelivet inkluderende Kareoke og en masse dans i store vandrestoevler, denne gang blev den 4.35 foer Mette ramte dynen - Aj tog hjem lidt tidligere, hvilket sikkert var fornuftigt taget i betragtning at vi skulle op kl. 6 "naeste dag". Der hoerer en lille sjov anekdote med til denne nat inkluderende Walter og Mettes onkel og tante, men den maa i spoerge efter :-) p.s. Spoerg AJ, Mette husker det ikke.

D. 13/4 var storebusdag, 7 timer for at ankomme til Puno. Denne dag blev ogsaa dagen, hvor vi maatte sige farvel til Becky, der stadig var syg og maatte blive tilbage. I Puno slappede vi af og gik allesammen ud for at spise. Denne aften valgte vi sengen i god tid, hvilket var skoent!

D. 14/4 blev vi om morgenen transporteret med cykeltaxier til havnen i Puno, hvor vi koebte gaver i form af madvarer til vores kommende 'nye familie'. Vi blev sejlet med baad til Taquile Island ved Lake Titicaca, hvor vi tog os en lille gaatur, for dem kan vi bare ikke faa nok af, og spiste frokost med fantastisk udsigt over soeen. Herefter var det 540 trin ned til baaden, sejlede denne gang en times tid, og ankom saa til Lequina Chico, hvor de lokale tog imod os med musik. Saa var det tid til fodboldkamp - vores gutter mod de lokale gutter - hvilket over to omgange endte 2-1 til de lokale. Vi giver de 3800 meters hoejde skylden! Herefter blev vi klaedt ud i lokalt festtoej, et syn for guder, og dansede traditionel dans i vores flotte toej. Saa var det blevet tid til at tage hjem til "vores familie", som bestod af mor, far og fem boern, hvoraf tre boede hjemme. Vi fik laekker vegetariansk, hjemmedyrket mad og snakkede lidt inden vi helt udmattede gik over paa vores vaerelse.

I dag, d. 15/4, stod vi op kl 07, fik morgenmad hos familien og blev saa fulgt til havnen, hvor vi tog afsked med de lokale, og derefter sejlede til de kendte flydende 'sivoeer', Uros, som er et ret fascinerende faenomen. Her fik vi sejltur i sivbaad og frokost, hvorefter vi sejlede tilbage til Puno. Og her sidder vi saa, og har endnu engang skrevet en hel roman, som vi haaber i vil nyde :-) Om lidt skal vi moedes med de andre til fantastisk kage paa Ricos Cafè. Kaempe kager til 8 kr stykket - man ka' li' hold' t' e'! I morgen er sidste dag, hvor vi desvaerre skal bruge naesten hele dagen i bus for at ankomme til La Paz i Bolivia. Og i morgen nat er det saa afsted mod New York...! Hulk og hurra paa samme tid, det er hvad, vi har at sige.

Dette er den sidste blog for Sydamerika, og vi kan ikke love, at der kommer flere - vi faar travlt iin Neeeeeeeeew Yoooooooork!