Profile
Blog
Photos
Videos
Så er 3 rigtig hårde dage med trekking i bjergene ved Chiang Mai gennemført - og vi er stolte! Efter 12 timer i bus ankom vi torsdag morgen til Chiang Mai hvor vi blev kørt til vores guest house. Her havde vi en hel dag til at udforske byen på egen hånd. Hvilket vi også gjorde - efter 4 timers søvn :o). Vi gik en tur rundt og så en del flotte guldbelagte templer og endte på deres lokale nightmarket.
Dagen efter startede vores 3 dages trekkingtur. Vi blev kørt 1 time op i bjergene hvor vi blev sat af til en vild tur på elefanter. Det var ikke blot en tur rundt i fladt landskab, som vi havde forestillet os - men en tur op og ned af bjergene. Vores "elefantmand" skulle heller ikke blot holde styr på en elefant, men hele 3 elefanter - 2 store og en lille babyelefant. Dette gjorde blot turen endnu sjovere, da den lille babyelefant ikke helt havde lært at styre sine ben i det stejle terræn. Så sødt!
Herefter gik turen videre på egne ben igennem junglen. Vi var en stor gruppe på 15 nybegyndere og PingPong, vores jungleguide der selv bor ude i junglen. Hvilket var en stor bonus fordi han kunne fortælle os helt vildt meget om det folk der boede i junglen og hvordan de nyttigt brugte alle junglens midler. Efter 5 timers slid i varmen nåede vi en lille landsby hvor vi skulle sove natten over. Her blev der lavet aftensmad til os hvorefter vi gik til køjs på en "madras" af bambuspinde - det værste liggeunderlag vi til dato har oplevet, men vi var jo også i junglen. Dagen efter stod det ned i stænger, men der var dog stadig optimisme i lejren. Alle briterne, der kun kunne holde til to dages trekking tog først afsted, og så var gruppen halveret. Vi måtte have regnfrakkerne frem og ellers ud i det. I tre timer vandrede vi i regn og mudder før solen kiggede frem og det var tid til en pause med frokost. Der var stadig tre timers trekking foran os den dag, som stod på meget stejle bakker og balancegang på grene og sten henover åer. Det krævede også en vis balance at gå i det våde lerlignende underlag som skal siges at være MEGET glat! Vi nåede dog i god behold frem til det vandfald hvor vi skulle overnatte i samme slags hytte som natten før. Her lavede PingPong og hans venner mad over bål. Aftenen gik med spil og små gåder PingPong lavede. Det er også værd at nævne at vi denne aften endnu en gang fik bekræftet at der findes kryb i Thailand som er 117 gange så store som dem i Danmark. For ikke nok med vi så en enorm edderkop som PingPong fortalte var en babyedderkop, ja så faldt der også en larve på størrelse med en langelænderpølse ned fra taget da vi sad og spillede! Og så var det godt nok sengetid - Her med endnu hårdere træbræder som underlag. Dagen efter vågnede vi op og kunne se frem til kun tre timers trekking hvorefter vi nåede frem til en flod hvor vi skulle rafte på en bambustømmerflåde. Da floden var en smule oversvømmet af alt det regn der var faldet blev det en endnu federe tur, hvor man til tider ikke kunne se vi faktisk sad på bambusflåden, da den var cirka 30 cm under vandet.
Turen gik hjemad og det store søndagsmarked ventede os hjemme i Chiang Mai. Endnu et rigtig skønt marked hvor vi endte med at indtage vores aftensmad i 7 forskellige boder.
Dagen i går brugte vi på lidt sightseeing rundt på gåben i byen inden turen med natbussen igen gik til Bangkok. Her ankom vi tidligt i morges og sidder nu på en cafe i det kæmpe center og venter på vi skal med toget videre til 4 dages dykkercertifikat på Koh Tao som vi er blevet anbefalet af både Julie og onkel John, som er vores egne thaiproffer. Så vi glæder os helt vildt til at få set en masse under vand også :o)
Inden vi dog når så langt skal vi lige forbi vores skrædder her i Bangkok hvor Tobias har flottet sig og købt sig et skræddersyet jakkesæt som vi skal have tilpasset.
Kram fra os to
- comments
Louise Hvor er det bare dejligt at høre fra jer igen. Glæder mig rigtig meget til at se nogle billeder af det i har oplevet. :D Her hjemme i Århus ved mig går tingene som på skinner, det vil sige jeg har skide travlt med forskellige skole relaterede. Men mor og far kommer og besøger mig i weekenden så det bliver dejligt at komme lidt væk fra bøgerne. :D <3 Håber snart at høre flere fortællinger om jeres mange oplevelser under vand og over. Håber i har det godt, og at i får noget ordentligt at spise som du kan lide Tobias. Lillebror sige lige til når du har tid til at Skype. Mange tanker og krammere her fra. Louise <3 <3 :D
Johnny Johansen Det er bare skønt igen at høre fra jer, for os lyder det helt utroligt, det I oplever, selv om vi også har været på nakken af en elefant i Thailand, har vi ikke udsat os selv for de strabadser I er ude for, god dykkertur pas godt på hinanden. Her er det ved at blive efterår, de har lige lovet vi kan få nattefrost de nærmeste dage, vi tar til Vojens på torsdag hvor vi skal til speedway om lørdagen og ned og se sort sol om fredagen, vi glæder os til at se nogle billeder af jeres oplevelser. Stort knus til jer begge, Bedsterne
Ester Thomsen Tju-Hej hvor det går over bjerge under vandfald, i har gang i den. det er dejligt at hører om alle jeres gode oplevelser. Her går det også godt, det er ved at være lidt efterårs agtigt allerede, men det er jo også en smuk tid. Mange kærlige hilsner og knus mormor Ester.