Profile
Blog
Photos
Videos
Hvordan kommer man billigst fra Puerto Madryn til Tierra del Fuego?
Man goer stop, naturligvis.
Saadan startede vores rejse paa vej til verdenes ende efter PM. Som sagt fik vi hitchet et ride fra vores amigo-to-be Pablo Magraht, som skulle helt til Rio Grande. Toevende satte vi os ind i bilen tirsdag middag, meget spaendte paa hvordan det ville blive at rejse med en total fremmed. Det skulle dog vise sig at vaere en af de bedste beslutninger vi har gjort os.
Vi koerte ned af den meget lange, meget oede og virkelig fantastiske Ruta National 3. Der er i virkeligheden ikke meget at fortaelle om turen, ogsaa er der paa den anden side helt vildt meget at fortaelle. Andreas sad forest, og fik vendt verdens situationen ca. 10 gange paa den foerste time, og hvem ved hvor mange gange siden. Snakken gik paa alt fra traditionelle Argentinske traditioner, religion, FODBOLD og gled nemt og ubesvaeret over i storpolitik samt moerk og kontroversiel Argentinsk historie. Blandt andet er familien Perónister, dvs. de er fortalerer for Perón familien, hvilket er typisk for det arbejdende Argentina.
Alt alt dette blev krydret med traditionel og utraditonel tango og Pablos egen stemme i form af fodbold sange en masse. Foer vi vidste af det var vi i Puerto San Julián hvor vi overnattede.
Dagen efter gik i samme spor, bortset fra den glaedelige nyhed, at vi blev inviteret med hjem til Pablo i Rio Grande. Han havde ikke set hans familie i 14 maaneder (bosiddende i BA), saa vi var naturligvis meget beaerede og takkede hurtigt ja.
Vi var i Rio Grande klokken 20.00, forinden havde vi gjort et hurtigt stop ved en af de stoerre Gauchito Gil pladser. Gauchito Gil er en af de afguder (helgener uden forbindelse til den katolske kirke som er foedt af vandre historier om Gaucho'erne, en blanding af det oprindelige folk og Europaeerer) som de dyrker ved siden af den katolske tro. Historien om Gauchito Gil er at Gil, som er gaucho, blev faengslet efter at have slaaet en politibetjent ihjel i et bar-slagsmaal. Han kraevede at blive loedsladt, ellers ville der falde daarligdom over faengselsbetjenten. Faengselsbetjentens datter blev selv samme nat meget syg, og han loesladte straks Gil, hvorefter hun paa magisk vis blev rask igen. Det spredte sig som en vandre historie og deraf afguden. Argentinerer tror saaledes, at hvis du vil have et oenske opfyldt, saa kan du bede om det til Gil, hvis du til gengaeld kommer med et loefte til ham. Det er ofte saadan at man saa lover ham en lille tempelplads ved siden af vejen (eller tattoo, det er de meget populaerer, men det kan vaere alt) hvis ens oenske gaar i opfyldelse. Nok om Gil!
Vi var der som sagt klokken 20.00, og fik en meget fin modtagelse. Klokken 22.00 var der asado. Asado er groft oversat "bare" grillmad, men hernede er det en kunstart i sig selv. De har specialt bygget grille (ofte bare en gammel toende skaaret til med laag) kaldet chulengo. De er noedt til at have disse for at kunne grille under vejrforholdene hernede. Hver gang at Pablos far, i dette tilfaelde kokken, kom ind med et nyt stykke koed, klappede vi, da det er endnu en af deres mange traditioner. Aftenen gik saaledes med masser perfekt grillet koed, roedvin og roeverhistorier. Senere blev der diskuteret mere politik, og da Camilla kastede haandklaedet i ringen klokken 02:00, havde Andreas bevaeget sig ind paa det spraengfarlige emne "Groenland, en dansk koloni". Dette gjorde at han foerst landede paa puden klokken 05:00.
Naeste dag gik stille og roligt, Camilla kom op i ordentlig tid, og fik mate undervisning. Efter Andreas var staaet op, og alle havde spist morgenmad, gik vi paa jagt efter en mate til os begge, hvorefter vi blev sendt med bus til Ushuaia, enden af verdenen.
Den 21. marts ankom vi altsaa til Ushuaia, som bekendt er den mest sydlige by i verdenen. Vi ankom ved 21-tiden, og gik derfor paa jagt efter et hostel. Vi fandt da ogsaa et, som vi var blevet anbefalet af Pablo. Dog var det ikke et hostel at prale af. Vi smed taskerne, og gik en tur rundt i Ushuaia. Ushuaia er virkelig blevet ramt af turismen, og byen er meget praeget af dette. Vi havde dog paa forhaand forberedt os paa dette, og derfor var planen en tur i deres nationalpark i stedet.
Dagen efter blev brugt paa at proviantere og udforske byen noget mere. Nothing special really. Vi var forbi turist informationen for at faa styr paa parkreglerne, transport osv. saa vi var ordentlig forberedte. Samtidig fik vi koebt ris og havregryn, for paa dette kan man klare alt. Ellers blev dagen brugt paa hygge, spiste lidt pizza, og drak et par oel.
Dagen efter, den 23. blev dagen vi tog i nationalparken Tierra del Fuego. Efter at have betalt bus og entre, samt slaaet taeltet op, og betalt for denne privilegium, tog vi paa vores foerste rigtige trek. Vi havde besluttet os for at tackle den svaereste rute i parken paa foerste dagen (for helt aerligt, hvor svaert kan det vaere at gaa?) Klokken 14 (paa trods af at der paa rutens anbefalinger stod, at man ikke skulle paabegynde den efter klokken 12) begyndte vi turen mod toppen. Der var 4 kilometer mod toppen og 1 hoejde kilometer, hvilket gjorde det til et meget stejlt trek. Selvom det regnede, var vi ved godt mod den foerste kilometer. Vi var ved godt mod den anden kilometer. De foerste 500 meter af tredje kilometer stod i mudder til over anklerne, fordi det regnede, og trekket var fladet en smule ud. De naeste 250 meter var en stor soe, saa vores sko var fuldstaendig gennembloedte. Efter den tredje kilometer var gennemfoert var vi ved ok mod, dog en smule presset. Det skulle vise sig, at den sidste kilometer var saa stejl, at den virkelig trak taender ud. Vi gik nu oppe blandt lavt haengende skyer, og graesset og skovbunden var nu skiftet ud med klippestykker og smulder. Ind imellem skyerne var udsigten dog faenomenal, og strakte sig over hele parken. Efter 4 timer var vi paa toppen, og var rigtig godt brugte. Det sidste stykke var saa stejlt at Andreas maatte ned paa alle fire for at faa vaegten ind mod bjerget. Tilfredse, men godt smadrede, gik turen nedad. Det gik hurtigt, for vi vidste at solen gik ned klokken 20.00, og tidspunktet for dette kom taettere og taettere paa. Den foerste kilometer var en halv loebetur for at faa noget varme i kroppen, og derefter fik den et chock bad i vandbassinet nedenfor.
Vi naaede lige akkurat at komme ned, samt at faa snuppet et solnedgangsbillede (brugt til denne opdatering) inden det blev moerkt. Mega oemme, og grinagtigt tilfredse over vores egen undervurdering af trekket, fik vi lavet lidt aftensmad (ris og sovs, hell yea) og gik direkte i seng.
Naeste dag var ikke sjov. Vores sko var sjaskvaade, og har man vaade sko i de smaa 12 grader der var, ja saa er det svaert at komme ud af soveposen. Det skulle ogsaa vise sig at blive 11.30, inden Camilla kom op med den idé lige at faa noget varme paa den eneste cafe der var i parken. Det var et rigtigt godt call, for de havde taendt op i pejsen. Da vi fandt ud af dette, rykkede vi alt vores vaade toej ind foran pejsen, sad der i nogle timer mens det toerrede, og vi delte en cola og en crossaint. Videre skulle vi jo, saa da skoene var toerre, og vi havde pakket sammen, drog vi ud paa vores andet trek. Det var ikke saa haardt, havde det ikke vaeret for trekket dagen forinden. Det var 8 kilometer langs vandet, alt i alt en meget smuk tur. Vejret var betydeligt bedre - lige indtil aften. Vi havde faaet slaaet taeltet op, og lavet os en risotto, da regnen begyndte. Der var et argentinsk par ved siden af os, som boede i en autocamper, og de havde tidligere vaeret nede og sige, at hvis der var noget vi behoevede, saa skulle vi bare sige til. Vi takkede paent nej, og troede at vi kunne komme igennem natten. Det skulle dog vise sig at blive den laengste nat i mit liv (citat Andreas). Klokken 2 vaagnede vi foerste gang, og rekognoscerede tilstanden i taeltet. Der var vaadt, meget vaadt, og duggen paa taeltets inderside sproejtede, hver gang ydersiden blev ramt af draaber. Klokken 4 rejste Andreas sig pludselig op, da han opdagede at den nederste trejdedel af hans liggeunderlag, og teltets bund, nu effektivt var en vandseng. Klokken halv seks fik han bevaeget sig for taet paa kanten, og nu var hele hans ene side vaad, igennem sovepose og det hele. Vi vendte det, og blev enige om at vi godt kunne holde natten ud. En halv time efter maatte vi overgive os og ty til naade hos det soede argentinske par i auto camperen. Andreas gik ud i det styrtende regnvejr, kun ifoert hans lange undertoej, og spurgte aller naadigst om vi kunne overnatte en time hos dem. Til vores overraskelse havde de alleredt redt op til os, og vi sov der til klokken 11, hvorefter vi vaagnede op til nybagt broed. Vi fik en lang snak om deres rejse, de havde solgt alt hvad de ejede, og rejste nu bare som turister i deres eget land. Vi fik ogsaa slaaget fast at vi havde valgt at slaa taeltet op paa pladsens vaerste placering, for neden af den gryde pladsen formede. Saa er det klart vi blev vaade. Da vi fik pakket sammen, var det tid til at tage bussen tilbage til Ushuaia. Vi tjekkede ind paa samme hostel, og brugte de naeste 3 dage paa at restituere, pakke, og goere klar til naeste udfordring, nemlig W trekket i Torres del Paine. Den 28. tog vi bussen til Puerto Natales. Vi har saaledes vaeret ved enden af verdenen, og nu er planen at tage smaa ture op langs graensen til Chile og se en masse storslaaet natur. Farvel til Tierra del Fuego.
- comments
Linda Godt gået Camilla og Andreas. Man kan kun glæde sig til at se alle jeres fotos. Forsat god tur, livet er bare dejligt. Knus herfra
Hanne Lauridsen rigtig go' og spændende læsning. Tænker på jer- knus
Anna, Jesper, Ivanka og Sofie Hej. Det var en spændende historie. Dejligt at høre at i er okay:) hold Andreas. Knus fra os i Ramsing
Anna Ups... Hils Andreas