Profile
Blog
Photos
Videos
Det nærmest ufattelige er snart en realitet. For godt et år siden pådrog Nikolaj og jeg det der skulle blive vores livsrejse, og om det blev det, er svært at svare på, da der forhåbentligt ligger flere rejser i sigte, men turen rundt om jorden med min gode kammeret, er UDEN TVIVL en kandidat.
Følelser og tanker kan tit være svære at beskrive, men specielt i dette tilfælde, har jeg en helt unik, mærkelig og meget ubeskrivelig følelse i kroppen, når jeg tænker på, at det allerede snart er et år siden jeg forlod Danmark tilfordel for den store verden. En masse billeder af følelser og oplevelser flyver rundt i min krop og hovede, når jeg tænker på alt det jeg oplevede i det halve år, hvor jeg ikke var på dansk grund. Jeg havde aldrig troet eller turde håbe på, at alt gik så godt som det gjorde, og at jeg fik så mange ubeskrivelige oplevelser og indtryk med i bagagen, som tilfældet er.
Jeg vil ikke skrive et langt indlæg omkring hele min rejse, da det ingen ende ville tage, og jeg vil desværre heller ikke lave et afsluttende blogindlæg fra vores sidste tid i Bangkok, som jeg ellers ville have gjort - da det var en MEGET SPECIEL tid - men da det ikke blev gjort i tiden hvor jeg var der, eller dagene efter, synes jeg det ville virker forkert at berette om det nu, her et halvt år efter. Omvendt følte jeg også, at jeg måtte afslutte det kapitel i mit liv på en eller anden måde, som jeg nu i skrivende stund får gjort.
Mange spørger mig fortsat, om jeg er færdig med at rejse og om jeg har vænnet mig til at være hjemme, og svaret er nej. Jeg har fundet ud af, at det at rejse med alt hvad der følger med, er noget der røre mig langt inde i hjertet og sætter dybe spor - på den positive måde. Når jeg siger, at jeg ikke har vænnet mig til at være hjemme, er det helt ærligt både et ja og nej svar. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke følte mig tilpas herhjemme, og at jeg ikke har vænnet mig til det at leve en normal hverdag igen, men jeg må sørme også sige, at det stadig ikke helt er gået op for mig, at jeg har været væk i et halvt år og vandret steder jeg aldrig før har hørt om, og nok aldrig kommer til at se igen. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og tage jer alle med på turen rundt om jorden, så i alle kunne se med egne øjne, hvad jeg rent faktisk har oplevet. Det er nemlig svært at fortage og gemme på alt den begejstring man har haft ved at rejse, og så ikke kunne give ud af den, på den måde som man virkelig ønsker og det fortjener. Jeg må bare realiserer, at det kan aldrig lade sig gøre, da man ALDRIG ville kunne forstå de ting Nikolaj og jeg har oplevet, medmindre mand selv havde været med.
Inden dette går alt for vidt, hvilket det næsten allerede har, må jeg hellere begynde at slynge ud af de sidste ord jeg ligger tilbage med, da jeg ellers kunne fortsætte i én lang køre endnu. Jeg skylder at sige tak til alle som har hjulpet, støttet og været en del af min rejse. Det gælder både de venner som har vist interesse imens jeg har været væk, ligesom det gælder de mennesker jeg har mødt på min vej, som hele min familie der har været der fra første gang jeg snakkede om rejsen, til Anne-Sofie som har holdt ud og fast i mig, selvom jeg har været på den anden side af jordkloden, til ikke mindst Nikolaj, som jeg har delt alle oplevelserne med - vi har i sandhed levet op og ned ad hinanden i et halvt år, og kender vel nok hinanden ind og ud, og kan dufte hinanden fra afstand. Det første halve år af år 2014, vil ALDRIG gå i glemmebogen, men vil altid stå klart på hornhinden som noget af det største jeg nogenside har gjort - hvis ikke det største.
Forleden blev jeg nemlig spurgt i et skoleinterview "hvad mod er", og det eneste som slog mig var, at mod må være, at man tør gøre, agerer og prøve noget nyt, som man aldrig har gjort før, og så gøre det med "fuld hammer" og leve livet fuldt ud - og det er lige hvad JEG/VI har gjort! Jeg er sku stolt af hvad jeg har foretaget mig.
Skrevet af
Thomas Hartmann Maigaard
- comments