Profile
Blog
Photos
Videos
"Vil du have cigar, Cochiba? Marihuana? Coco (kokain)? Chicas? Girls? f***y - f***y? Good price?" Disse sætninger køre på repeat når man som dreng færdes på de cubanske gader. "Pfft" lyder det op til flere gange, hvorefter en person kommer hen og fyre de gyldne gloser af, så man får hurtigt lært at sige "no gracias" (nej tak).
Nok lavede Mirka ikke aftensmad for os, men da vi stod op blev der serveret en lækker morgenmad med frugter, brød, æg, kaffe og vand, som fint var pyntet på tallerkenen. Hvilket vi faktisk har fået hver morgen, inklusiv aftensmad lige når vi lystede. Vi spiste med glæde hendes lækre hjemmelavede mad, som tydeligt bar præg af at det var lavet med kærlighed. Skønt med lokal cubansk mad, som har været spændende at prøve. I vores bedste tro, og grundet prisen vi i forvejen gav for at bo hos dem, samt vi ikke havde fået andet at vide, var vi sikre på, at maden som hun tilbød, var en del af prisen. Det var dog ikke tilfældet, da hun pludselig stillede et regnestykke op for en regning, som var noget højere end forventet. Maden var åbenbart ikke en del af prisen, så vi blev faktisk snydt lidt, hvorfor vi derfor også betaler lidt en overpris for hvad vi får. Vælger vi en af de dyreste retter på en restaurant, spiser vi til samme pris eller billigere end hvad vi gør "hjemme". Det er rigtig ærgerligt, da vi både gerne vil støtte familien og spise hendes gode mad, som virkelig er lækkert, men prisen er simpelthen for høj, da vi kan gå ud at spise og blive ligeså mætte for under halvdelen af prisen. Rigtig surt!
Storbyer og centrummer bliver hurtigt kedelig efter nogle timer da de fleste storbyer minder meget om hinanden. Havanna er dog noget helt for sig selv, og man kan derfor sagtens få flere timer/dage til at gå med at betragte de gamle og historiske bygninger. Siden 1959, hvor revolutionen sluttede på Cuba, er det kun meget få nye bygninger som er blevet opført helt indtil nu. Det gør det altså derfor rigtig interessant at gå rundt at kigge på og man bliver på en eller anden måde draget tilbage i tiden, da der ikke er noget moderne at spore. Mange af de ting som vi kender til i en almindelig hver dag, er slet ikke kommet til Cuba endnu, eller er omvendt noget som de slet ikke kender til. Bl.a. en ting som Iphones er ukendt for mange. Byen bærer præg af afslapning og en meget rolig tilgang til livet. Folket tager deres arbejde meget afslappet og flere personer tager sig god tid til en snak, lidt alkohol og en cigar, samt rundvisning og informationer omkring byen. Dette gælder bl.a. også for vores ven Lazario, der er cykeltaxamand, som gerne ville give os en rundvisning i byen på hans cykel, imens han forklarede diverse ting. Det skulle vi selvfølgelig prøve, så vi satte os tilrette imens han træskede igennem på pedalerne og dyttede i hans lille cykelhorn, som var vi til en diskofest. Inden vi var kommet ret langt hentede han øl til os alle tre, så også forsyninger kunne vi få, og endda på hans regning. Pragtfuldt! Vi rullede stille og roligt igennem byen imens vi stoppede forskellige steder, hvor han tog os med ind og viste os rundt. Vi slog bl.a. et smut forbi en restaurant blandet med koncertsal, hvor vi kunne købe billetter til et Salsa show med sang og musik - kaldet Bollavista Social Club.
Billetterne blev købt, og turen gik videre med vores underholdende nye taxaven. Lazario er 46 og en tidligere professionel boxer, som nu har stoppet sin aktive karriere og derfor køre rundt og lever livet som en ungkarl på cykel. Lazario har godt nok kone og børn, som vi også fik hilst på, på turen, men han havde ikke noget imod at pifte efter alle damerne på gaden, kysse efter dem og slynge de værste bemærkninger efter dem. Ikke nok med det, så kunne politiet også få nogle frække bemærkninger samt trutmund og kys efter dem, som politiet ikke helt var tilfreds med, men Lazario var ligeglad og der skete da heller ingen ting. Ifølge ham kommer der ikke andet ud af politiets, Fidels og Rauls mund end "blablabla". Efter en meget underholdende tur på cyklen, kørte han os hjem og lovede at vende tilbage for at hente os, når vi skulle afsted til showet senere på aftenen.
Men eftersom vi havde spist og stod som aftalt tid og ventede på ham, skete der ikke noget efter godt en halvtimes ventetid. Heldigvis mødte vi familiens, datters kæreste, som gerne ville vise os vej derhen. Richard, som kæresten hedder, er 24 og underviser børn i engelsk, så ham kan vi nemt kommunikerer med.
Vi kom frem og fik os sat tilrette med én af vores tre tilhørende drinks (selvfølgelig mojitos), og bedst som vi sidder og venter på at showet begynder, kommer Lazario ind og sætter sig ved siden af os og spurgte hvor vi blev af. Vi fortalte ham situationen og han sin, hvorefter det viser sig, at vi faktisk bare havde misforstået hinanden med hensyn til tidspunktet - selvom det var ham der havde lavet en bummert. Men om ikke andet viser det bare, at han i hans bedste mening ville have hjulpet, hentet og bringe os, da han ovenikøbet også havde været oppe at banke på hos familien for at spørge efter os. Super fyr! Vi aftaler så derfor med ham, at han kan hente os efter showet og køre os hjem, og den var da også bare helt i orden!
Selve showet var en rigtig sjov oplevelse. Godt nok var vi de yngste til stede, men musikken og dansen var i ægte cubansk stil og helt i top. Der var gang i hele orkesteret, danserne og sangerne - bl.a. en ældre dame som kastede rundt med numsen og slyngede med brysterne, samt en gammel fyr på 82 som sang og svingede med hofterne og benene som aldrig før. En rigtig sjov oplevelse, som også fyrede op under publikummet, som til tider både sang og dansede med.
Bedst som forestillingen sluttede kom Lazario tilbage som aftalt, og vi troede egentlig at turen så gik hjemad. Lazario havde dog andre planer, da vi skulle møde nogle af hans kammerater og se på piger. Mange kommer nemlig åbenbart til Cuba for at nyde godt af de cubanske chicas, og af en eller anden grund troede han også, at vi var ude efter det samme. Så bedst som vi køre hen mod hans kammerater, pifter han en pige over (han var udmærket klar over hvem man skulle have fat i), så en pige på nok omkring vores alder, iført pink tøj, kommer gående op på siden af cyklen så vi kunne se varerne an. Men pludselig kommer en politibil passerende forbi, hvor en af betjentene råber ud af vinduet efter os, men professionelle som Lazario og pigen er, fortsætter hun bare forbi cyklen imens han lader som ingenting, imens vi sidder som to dumme turister der ikke aner hvad der foregår. Efterfølgende får vi så fortalt ham, at vi ikke skal nyde godt af nogle tøser, så han må derfor gerne sende hende videre. Den besked havde Lazario forstået, men tilsyneladende ikke hende. Den stakkels pige fulgte nemlig efter os hele vejen op til kammersjukkerne, som holder pause på hver deres cykeltaxa midt på en parkeringsplads.
Her oplevede jeg for første gang, at blive tilbudt sex for penge, hvilket jeg faktisk synes var mindre behageligt. Det føles ikke rart, at en jævnaldrende pige står og gør sig til for en og siger "f***y f***y" imens hun ligger armen på ens skuldre, når man ved hvad grunden til det er. Jeg fik hende derfor pænt afværget og sagde, at det skal jeg bare IKKE have noget af, hvorefter hun så fortsatte over til den næste, som helt tilfældigt var Nikolaj - dog også med et pænt "nej tak" fra ham.
Ellers havde vi faktisk nogle super hyggelige timer i selskab med Lazario og hans venner, da de var nogle underholdende fyre, og vi fik da også delt en hel del kartoner af rom, som er et hit på Cuba. Og for at det ikke skal være løgn, blev vi tilbudt sex endnu engang af to andre piger + af nogle mænd som også havde et par piger til salg. En helt anden verden end i Danmark, da jeg som skrevet i indledningen har, er noget man bliver tilbudt hvert kvarter.
Efter hyggeligt selskab med fyrene trillede vi egentlig hjem af, men Lazario synes lige vi skulle se en lokal bar, så vi stoppede ved en lille bar på et hjørne, hvor vi fik os en mojito med cubanerne inden vi smuttede hjem af og gik i seng.
I dag, d. 03/03, ville vi prøve at komme på internettet, som er ret svært her på Cuba, da regeringen styrer hvad, hvem og hvor man kan gå på nettet. Derfor skal man som turist gå på et hotel og købe en times internetkort, som kan bruges på enten mobilen eller på en computer. Vi fik os et kort til en computer, men kort efter vi kom på (dvs. 1 min. efter), lukkede internettet ned. Vi havde derfor spildt godt 35kr. på ingenting, da damen som solgte kortene ikke kunne hjælpe os med hverken at give penge tilbage eller udleverer et nyt kort. Vi blev derfor godt sure og diskuterede, med den også meget provokerende og irriterende dame, i nok 1.5 time, men lige lidt hjalp det. Derfor blev vi hellere ikke bare ét minuts internets surfing rigere, og måtte derfor bare træske sure hjemad efter en træls diskussion.
"Hjemme", som vi efterhånden allerede føler os når vi kommer "hjem", mødte vi Richard, som fortalte om en elektronisk fest som vi kunne tage til om aftenen. Den var vi klar på, så senere på aftenen mødtes vi med Richard og Melinda (familiens datter) og tog en tur ud i byen. Første stop var en super hyggelig bar, hvor det var tilladt at skrive og ridse navne, sætninger eller hvad man havde lyst til i bordene eller på væggen. Her fik vi snakket lidt og nød endnu en mojito, som vi selvfølgelig skulle betale for. Sådan er det når man går i byen med cubanere. De forventer man betaler deres drinks eller mad, og endda også taxaturene samt entreer. Det er lidt en mentalitet jeg egentlig ikke bryder mig om. Jeg giver gerne en øl eller to, men jeg betaler sku' ikke for hele deres bytur, og da slet ikke når de bare forventer det og på ingen måder gør tegn til selv at hive pengene frem, som jeg nu faktisk heller ikke tror de havde med. Jeg følte mig faktisk lidt udnyttet, da jeg heller ikke rigtig følte, at de satte pris på at man gjorde det. Men men, det var trods alt ikke noget jeg/vi blev fattige af, og vi var da også glade for at de ville tage os med ud, også selvom den elektroniske fest bare var et dårligt diskotek med ALT for højt musik. Her kunne Foam i Vejle ikke følge med. Men vi havde en hyggelig aften sammen, og vi fik for første gang også prøvet en gammel amerikaner - faktisk i to omgange. Først i taxa på vej derud, og derefter i en privatbil hjemad der fungerede som det vi ville kalde for en pirattaxa i Danmark. Men her på Cuba er det helt normalt at blafre, og de skulle eftersigende faktisk være lidt forpligtet til at tage en med, hvis man skal samme vej. Sjovt at prøve, og det er tydeligt at fornemme når man sidder i øsen, at det er nogle gamle og tunge spande som kører rundt på de cubanske veje.
Som de foregående dage, havde vi heller ikke nogen planer for dagen i dag. Ikke andet, end at vi skulle bestille busbilletter videre til Viñales, der ligger vest for Havanna, som er vores næste stop rundt på Cuba. Bestiller du ikke dine billetter mindst to dage før, så kan man være sikker på, at der er fuldt booket. Da det blev gjort, sigtede vi tilbage mod Caje Sol, gaden vi bor på, hvor vi mødte Fidel (manden af huset) og Richard (kæresten til datteren af huset), som fik sig en snak imens de betragtede malerne som var igang med at male familiens hus. Vi slog os ned sammen med dem og fik os en kort snak, indtil Richards far kom forbi. Lige ved siden af huset hvor vi bor, ligger en lille hjørne bar hvor de lokale får sig et glas rom i ny og næ. Vi skulle selvfølgelig ikke snydes, så Richards far, Ruis, vinkede os over og bød på et glas til os hver. Ruis er en rigtig sprallemand og en vaskeægte ungkarl. Manden er 51, men opfører sig som en hund i løbetid. Derfor satte han endnu en halv flaske rom på bordet, som vi bare skulle drikke af som vi lystede, hvorfor det så også blev til flere glas end ét. Egentlig var han på arbejde, men på Cuba kan man sagtens holde en pause eller tage fri når man vil, men vi skulle ikke snydes for en cykeltur, da cykeltaxa er hans job. Så vi satte os op på hans fine trehjulet cykel og blev kørt rundt i gaderne inden vi havnede på den næste bar. Dertil skal det også siges, at Ruis kan sammenlignes lidt med Lazaro, dog er Ruis lidt frækkere i mundtøjet. Hver og en enkelt pige over 16 fik nemlig en kæk bemærkning med på vejen, og her snakker vi om bemærkninger som bestemt ikke var gået andre steder end her. Men hvad kan man forvente af en fuld cubaner på udkig efter damer.
Vi fik os placeret ved et firemandsbord på en rigtig lokal bar, hvor en af Ruis venner kom og gjorde os selskab. Vi regnede med, at vi måske skulle have os en enkelt øl inden vi skulle videre, men Ruis satte en ny flaske rom på bordet som skulle tømmes inden vi skulle videre. Nikolaj og jeg var enige om, at vi ikke skulle have mere end et par enkelte glas, men det ene tog det andet, og pludselig var flasken tom(mas). Hvis det ikke er sivet ind endnu, så fungerer det jo sådan, at når man drikker rom på Cuba, jamen så er det bare ren rom uden tilbehør. Det dur bare. Stemningen var i hvert fald høj og vi hyggede os gevaldigt med de to gutter. Den anden gut hedder Albert som egentlig var en meget stille fyr, men det var også kun lige indtil rommen begyndte at virke, så vågnede også han op, selvom han havde lang vej til at kunne følge med Ruis, som kører i det højeste gear. På baren fik vi også selskab af to andre fyre, plus bartenderen, som også synes det var sjovt at snakke med os. Det resulterede i et gruppebillede, da de var meget interesseret i at få et billede af dem alle sammen, sammen med os. Jeg tror de hyggede sig med os, hvilet vi nu bestemt også gjorde med dem! En sjov og underholdende aften, og meget mærkelig når man egentlig tænker over det; vi har siddet på en lokal bar med to cubanske mænd, begge over 50 og den ene far til Richard, som vi har fået et godt venskab med, drukket en flaske rom og holdt en fest uden lige. Kanon skægt.
Da flasken var tom kunne vi komme videre, så turen gik videre mod Ruis' hjem, da han ville vise os sin konge plads. En konge værdigt var det dog ikke, da hans hjem bestod af et værelse hos en kvinde med fordele. Men hvor er det dog dejligt, at man med så kort kendskab til hinanden og med den aldersforskel der alligevel er, bliver inviteret hjem til ham for at se hans gemakker. Et ydmyget hjem, der dog havde hvad man trængte - en seng, en hylde, et TV og et toilet til deling. Faktisk blev vi også inviteret hjem til Albert dagen efter til aftensmad, øl og baseball i fjernsynet. Tiden dagen efter løb dog fra os, så vi nåede desværre ikke hjem til ham. Lidt ærgerligt, men sådan er det - ikke alt kan nåes.
Klokken gik også hen og blev mange, så vi blev kørt lettere beruset hjem, for faktisk at fortsætte vores brændert i rom. Richard føler sig i godt selskab med os, så han gjorde os selskab på vores lille værelse, hvor vi snakkede og lyttede til musik. Længe skulle der heller ikke gå før Fidel, manden af huset, kom op til os og havde medbragt endnu en lille karton rom, som også endte med at blive til tre mere. Ja, vi fik os en hel del ren rom den dag/aften, hvilket jeg aldrig har prøvet at drikke mig fuld i før. Men det var nu meget sjovt. Det synes Fidel bestemt også, som også nåede at blive godt beruset til sidst, efter vi havde drukket dem alle og sunget, spillet musik, danset og hygget. Fidel sagde sågar, at han aldrig havde haft nogen boende ligende os før. Vi var stille i starsten sagde han, men nu var vi pludselig på et helt andet niveau. Selvom han godt nok sagde vi var "loco" (skøre), fik vi besked på, at om vi skulle rende ind i nogle problemer eller var løbet tør for penge, så skulle vi altid bare komme tilbage til dem da de altid ville være klar med en hjælpendehånd. En fantastisk fyr!
Aftenen trak faktisk længe ud, men da Fidel ikke kunne holde til mere, da han også skulle på arbejde dagen efter, gik vi til ro.
Efter at have brugt en uge i Havanna, som faktisk var noget længere end forventet, var det på tide at komme videre dagen efter. Derfor planlagde vi sammen med Mirka, den sidste dag i Havanna, hvordan og hvor vi skulle bo i Viñales, da hun havde et vennepar, som vi kunne bo hos. Super dejligt, at hun gider at hjælpe, og at vi selv slipper for at ordne alt det praktiske. Derfor kunne vi bare nyde den sidste dag i storbyen, inden vi imorgen drager vest på og videre på vores tur rundt på Cuba, inden vi vender tilbage til familien igen.
D.02/03, 03/03, 04/03, 05/03
- comments
Gitte Mojitos og rom....cubansk dans og musik....hvor er jeg misundelig :0)
Mor Sikke, sikke oplevelser - glæder mig til, at du serverer Mojito på bedste Cubansk maner
Far Kæft der kører mange billeder igennem ho'det på en, Thomas. Herlig læsning. Salsa, rumba, rom (and no cola)......chicas & hele molevitten!!!
Thomas Mor, far og Gitte. Mojitos og rom har vi fået masser af, og dertil hørende cigarer. Om mine mojitos er ligeså gode, det tvivler jeg på, men jeg kan altid give det et forsøg :)
Per Super misundelig på den cubanske rom, send en flaske Lyder som nogle rigtige hyggelige mennesker
Thomas Per. Rommen kan du roligt være misundelig på, og ligeså cigarerne. De smager af Cuba!