Profile
Blog
Photos
Videos
Udadtil kan man sagtens vise noget andet end sit sande jeg, og jeg tror måske, at det er lidt hvad man gør i Cambodia. Det smukke Cambodia med de søde, rare og venlige mennesker, har gået igennem en forfærdelig tid, som på en eller anden måde har ramt dem alle. Den tid, er nok forklaringen på al den genopbyggelse man er igang med, som bliver starten på et nyt Cambodia - hvilket de så klart også trænger til, efter en grusom tid under den kommunistiskeføre Pol Pot.
Hovedstaden Phnom Penh skulle rammes, og det blev den i sandhed efter en livsensfarlig tur i mini van. Aldrig i mit liv har jeg været så skeptisk for en anden mands kørsel, og konstant siddet og fuldt med i trafikken. En fuldstændig hasarderet kørsel, hvor vi flere gange var få centimer fra at køre ind i andre, eller selv blive ramt grundet hans "ligegyldige-kørsel". En decideret forfærdelig tur var det, hvor vi måtte sidde med hjertet halvt ude af brystet i de 8 timers kørsel fra Sieam Reap og syd på til Phnom Penh. Jeg indrømmer, at jeg flere gange havde tænkt tanken "det her, det går galt". Heldigvis slap vi alle uskadte frem, og det siger jeg fordi, uden at lyve eller overdrive, at vi fløj rundt, op og ned inde i bussen. Var det ikke fordi, at der var ganske højt til taget, så havde jeg pt. siddet med et hovede under armen - og apropros "hovedet under armen", så var det akkurat som han kørte. Igen, helt uden at overdrive for nogen som helst forståelses skyld, så kørte han ind og ud mellem alle da andre med en fart på omkring 100km/t, og det var ovenikøbet på en grusvej med huller OVERALT - hvilket var grunden til vi fløj rundt i bilen. Udover det, så havde han ikke tålmodigheden til at vente på andre bilister der kørte som man måtte, og så tog han da bare turen over i den anden vejbane og fortsatte ned ad den. Gik det også for langsomt, jamen så kørte han helt ad vejen for at fortsætte susende forbi alle de andre på grusstier. I sandhed en helvedes tur, og jeg var lettet da vi endelig kom frem.
Da vi blev sat af bussen, blev vi hentet af en tuktuk fyr som kørte os ud til det nærmeste hostel, hvor vi valgte at slå os ned. Stedet hed Golden Guesthause, men var ikke så gyldnet som navnet ellers kunne antyde, men helt ok. Vi boede på en gade som havde hvad man skulle bruge; bare, restauranter og kiosker, og så fik vi et stort tre-mands værelse med altan, men når man måtte på toilettet, så var det nærmest inde i samme rum som værelset, da skillevæggen til toilettet ikke gik hele vejen op til loftet - så ja, vi kom/kommer hinanden ved.
Vi aftalte med vores nye tuktuk chauffør, ligesom med Kress, at han kunne hente os dagen efter og være vores tuktuk for en dag, hvilket var i vinkel for ham.
Resten af aftenen bestod af, ja, mad og så i seng.
D. 20/05 har hidtil været en af de mest forfærdelige dage på turen, for ikke at sige i mit liv. I hvert fald har den ikke bestået af andet end mord, vold, tortur og massedrab. Som jeg skrev i indledningen, så har Cambodia gået igennem en forfærdelig tid, for nærmest ikke at sige en sindssyg tid - og måske den mest sindssyge af alle lande. I dag var vi nemlig været ude at se Killing Fields og fængslet S21, som begge gemmer på grusomme tider og helt forfærdelige oplevelser.
For at man forstår det, og for jer som ikke kender til det, må jeg hellere give en lille historisk forklaring på Pol Pot og Khmer Rouge regimet, som styrede/hærgede Cambodia i tiden 1975-1979, så forbered jer på et lille historieoplæg, som ikke er for sarte sjæle.
På dansk bliver de kaldt "De Røde Khmerer", som var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, som i tiden 1975-1979, styrede Cambodia med Pol Pot i spidsen, som jeg vil beskrive som en psykopat. Under De Røde Khmerers tid fandt et af verdenshistoriens største og mest omfattende folkemord sted, hvor det siges, at omkring 2 - 2.7 millioner civile mennesker blev slået ihjel, og det var ud af en befolkning på omkring 8 millioner - altså, FULDSTÆNDIG SINDSSYGT! Deres ideologi var en blanding mellem kommunisme og racisme med det formål, at udrydde alle der stak udfra mængden eller var klogere end andre; så som lærer, studerende, læger, økonomer eller folk som kunne et andet sprog en cambodjansk, samt at skabe et samfund baseret på en ikke-monetært landbrugsfællesskab, hvilket vil sige, at økonomien styres bedst ved at pengemængden bliver kontrolleret.
I 1975 sluttede en borgerkrig i Cambodia, som altså blev vundet af De Røde Khmerer over den daværende statsminister Lon Nol og styrehovedet Sihanouk, hvor De Røde Khmerer på daværende tidspunkt fik stor støtte fra det cambodjanske folk, efter Lon Nol og Sihanouk var ved at køre Cambodia ud på et sidespor.
Lon Nol og Sihanouk havde nemlig først og fremmest opbakning af folket i Cambodia, men grundet Vietnamkrigen og balladen mellem dem og USA, skete der flere ting som gjorde, at folket fik et skævt syn til Lon Nol og Sihanouk på den måde de styrede landet på. De allierede sig nemlig med de vietnamesiske kommunister, da de gav dem lov til at gå på Cambodjansk jord for at forberede sig på Tet Offensiven i 1968 mod USA, og hvis den lykkedes, behøvede de ikke længere at bekymre sig for USA's indblanding i Cambodia, tænkte de. Men samtidig var de også bange for, at Vietnam efterfølgende ville overtage Cambodia i tilfælde af en sejr, hvorfor de derfor prøvede at forholde sig neutralt til krigen ved også at lade USA gå ind i landet. Det resulterede i, at vietnameserne fik lov til at vandre og sende våben gennem Cambodia fra nord til syd Vietnam, men også at USA fik lov til at bombe vietnamesiske partisambaser i landet.
Her startede ragnarok så i 1969, da USA bombede store dele af Cambodia for at udrydde de vietnamesiske kommunister, hvilket resulterede i at tusindevis af cambodjanere døde, hvorfor folket derfor ønskede regeringen væk. Derfor allierede Lon Nol sig alene med USA og Sihanouks største rival Ngoc Thanh, og sammen tillod de USA at bombe større dele af Cambodia og lavede et militærkup i samarbejde. Det tvang derfor Sihanouk til at alliere sig med De Røde Khmerer, som endte med at få den største støtte af det cambodjanske folk, da de synes den store bombning, som Lon Nol og USA stod bag, var værre end hvad Sihanouk havde været med til.
Men for at gøre en lang historie kort, så endte det med, at De Røde Khmerer vandt og overtog Cambodia med stor tilfredshed og glæde fra folket, men den glæde varede kort. For hvis ragnarok først var startet én gang, så blev det kun endnu værre. Khmererne overtog Phnom Penh og folket var glade, specielt fordi de lovede dem, at nu var alt ovre og blodudgivelsen var slut, men det blev en endnu længere periode der endte med at ødelægge Cambodia totalt.
Det var nemlig nu, i 1975 da Pol Pot kom til magten, at han sammen med Khmer Rouge regimet, jublede over sejren hvor indbyggerne i Phnom Penh (Cambodias hovedstad), jublede med dem og troede alt gik fremad i fred. Budskabet var nemlig, fra Pol Pots side, at freden var kommet hvorfor soldater viftede med hvide flag og sagde, at krigen er slut. Folk var vilde af glæde, men kun kortvarigt, da soldaterne vendte tilbage til byen og beordrede dem alle til at forlade deres huse pga. et amerikansk bombeangreb. De der ikke tog imod ordren skulle likvideres da de blev anset som landsforredere. Alle blev også forsikret, at Khmer Rouge regimet nok skulle tage hånd om deres huse og ejendele, så klart de blot lod husene stå ulåst. Men ingen bombeaktion fra USA's side fandt sted, og ingen vendte tilbage.
Alle blev de nemlig ført ud til det som i dag hedder Killing Fields eller til fængslet S21, hvor vi idag har gået rundt og tabt kæben, for ikke at sige, at jeg blev målløs og nærmest gik i chok over de handlinger som er blevet brugt overfor alle de uskyldige. I massevis, bunkevis og på de mest grusomme måder, er folk blevet tortureret og likvideret på.
Herude fik vi et headset på, hvor man kunne følge en rute med tal, for at starte båndoptageren og lytte til hvad der netop var sket lige akkurat her hvor vi nu stod. En ganske grusom og ubehagelig oplevelse var det, selvom det så klart også var interessant og indtryksfuldt. En fredfyldt stemning har man prøvet at skabe, ved at man ikke må gå at snakke for højt for at respekterer de mange ofre, samtidig med man kan ofre alverdens ting til de døde, om man vil.
Herude så vi nemlig mange forskellige ting, men først og fremmest de mange afmærkede arealer, hvor man har indhegnet de steder, hvor de forskellige mennesker lå begravet efter likvidereingen. Bl.a. var der en grav, hvor 450 mennesker var blevet dræbt på én dag, hvor forskellige besøgende har hængt armbånd på træværket for at mindes ofrene - en meget sørgelig stemning. Ikke langt derfra var endnu en grav, hvor der den dag i dag stadig kan komme knogler og tænder til syne, når regnen skyller jorden væk og bringer menneskedelene frem. Som skrevet blev de brutalt slået ihjel, da det var for dyrt for dem at bruge pengene på patroner og slå dem ihjel på en mere human måde, end ved at slå dem ihjel med gamle, rustne haveredskaber, bambuspinde eller anden form for "våben". For at ofrene ikke skulle skrige og råbe, havde man cuttet dem i halsen med et blad fra en sukkerpalme, som på dens blade har nogle takker der er skarpe som på en sav, men knap så effektiv. Ofrene døde ikke af snittet, men blev blot gjort mundlamme, så først efter at have fået en hammer eller økse i hovedet døde de. Ja, det er fandme grusomt, men så skulle i prøve at være der. Uhyggeligt at forestille sig.
På Killing Fields dukkede så klart ikke andet end ubehagelig ting og historier op, men værst af dem alle var dog The Killing Tree, som er noget af det værste jeg nogensinde har hørt om. Khmer Rouge regimet var ligeglade med din alder, hvilket betød, at børn helt ned til 2-års alderen blev slået ihjel. Her tog man mødrene med sine børn hen til træet, hvor man tvang mødrene til at se soldaterne tage fat i børnenes ben, for efterfølgende at slynge dem ind i træet med hovedet først indtil de døde. Skulle soldaterne have det "sjovt", slyngede de børnene op i luften, sigtede og skød dem. For at gøre ondt værre, voldtog de kvinderne efterfølgende og lagde dem alle i en bunke ved siden af træet, efter de også havde slået dem ihjel - The Killing Tree. Idag er træet fyldt med armbånd, og lige så rækværket rundt om graven for kvinderne og børnene, hvor de som de andre steder mindes de tabte. Ord for at beskrive denne brutalitet er ikke eksisterende.
Et forfærdelig og brutalt sted, som er rigtig hårdt at se og gå at lytte til, men et besøg værd, hvis man er i Phnom Penh. Jeg tror det er "sundt" at se og høre om, for at man forstår cambodjanerne og Cambodia som helhed, da det er noget der har præget hele landet. Al den ødelæggelse og total smadring bærer landet stadig præg af den dag i dag, men det er dejligt at se, at man gør noget for at gå mod bedre tider. Opbygning af landet og humøret er i hvert fald ikke til at tage fejl af, da det for mig virker som om, at man er klar til at tage kampen op mod den grimme tid. Selvom de dog godt kunne trænge til at ryde ORDENLIGT op, da det sviner med skrald og møg overalt, hvilket er rigtig synd, da landet faktisk kunne se ganske nydeligt ud, men det tager så klart sin tid efter sådan en omgang.
I respekt for de mange døde, og for at mindes deres tilstedeværelse og hvad de har måtte gå igennem, har man bygget en slags "åben kiste" i et tårn. Nær hovedindgangen står en høj bygning, kaldet en Stupa, som er bygget op af både buddhistiske og hinduistiske symboler, hvori man har prøvet at samle flest mulige knogler og skellethoveder (dem der nu var plads til), for at de kan hvile i fred deri. Ganske skræmmende og uhyggeligt at kigge på, da skellethovederne er afmærket med forskelligfarvede prikker, så man kan se hvordan hver enkelt er blevet slået ihjel. Nogen er sågar blevet dræbt ved at få boret en hjernstang ned gennem kraniet. Men ligeså uhyggeligt som det er, ligeså flot er det også lavet, da man har gjort meget ud af stupaens udsmykning for at gøre den mest mulig fredfyldt, men det er selvfølgelig svært med de 5.000 skellethoveder som den indeholder, foruden alle knoglerne i toppen, og det som man har måtte skille sig ad vejen med, da der ikke var plads til mere.
For at det ikke skulle være død og ødelæggelse nok på én dag, så, så vi også fængslet S21, hvor man har brugt samme form for magt overfor de civile. Her sad de alle, i alle aldre, fængslet i enten bitte små eller større celler, hvis de ikke var blevet flyttet over til mishandlingscellerne, hvor de enten torturerede dem eller spændte dem fast til en seng med hænder og arme. Et ligeså forfærdeligt sted, hvor man aller nødigst ville have været en af de pågældende, for ej at glemme dem der måtte gøre det. Soldaterne havde jo ikke selv et valg, så om de ville eller ej, skulle det gøres, ellers endte de samme sted.
Forholdene var kummerlige og på ingen måder et menneske værdigt, da man var spændt fast og ikke havde mere end hvad kæden rakte til at bevæge sig, på de måske 2 kvadratmeter, hvis man da kunne bevæge sig. Mad og bad var der heller ikke meget af. Én af de kun 7 overlevende - 7! - fortalte, at i al den tid som han sad fængslet, 5 måneder, fik han kun ét bad, hvor de kastede en spand vand i hovedet på ham i hans celle. Ja, man kan ikke forstå at nogen kan tænke og agerer sådan overfor et andet menneske, men det var hvad de måtte gennemgå.
Ja, jeg beklager den lange historie og den brutale, og nærmest ulækre blogindlæg jeg fik kreeret. Men det var nu engang hvad vi havde set og oplevet, og hvad jeg selv har fået af indtryk, som en blog jo skal bruges til at skrive det ned på. I værste fald kunne jeg fortsætte med grimme historier...
Men ligeså forfærdelig dagen egentlig var, ligeså lærerig har den jo også været, men jeg må sige, at da vi kom hjem var vi begge lamslået, og trængte til at slappe af og få det hele lidt på afstand inden en ny dag i morgen.
D. 21/05 blev vores sidste dag i Phnom Penh, da vi i morgen skal videre nord på, igen, for at tage til byen Kratie ved Mekong floden. Vi brugte ikke dagen på andet end ren afslapning og planlægning af de sidste dage i Cambodia, inden vi jo også snart tager videre mod Vietnam. Hvis jeg skal fortælle lidt om Phnom Penh, og det vi har set af byen, jamen så virker den som en hver anden storby. Rodet, forvirrende, menneskefyldt og ikke mindst fyldt med en massiv trafik. For mig har de tre dage været nok, selvom jeg tror byen har lidt mere at byde på end hvad vi nåede at se. Vigtigst af alt er, at Cambodia stadig er et dejligt sted og at vi nyder vores ophold. Spændende bliver det nu at se, hvad den lille by Kratie har at byde på, som jeg intet har hørt om.
(På billedet ses the Killing Tree til venstre og graven til højre, begge med masser af armbånd på)
D. 19/05, 20/05, 21/05
- comments
Gitte Føj føj og føj!!!!!!!
Thomas GITTE: Ja, det var en grim en af slagsen....
Mor rigtig godt, at du lige giver os forhistorien til din skrækkelige oplevelse. Men som du skriver - også sund nok at se. Sandhedens ansigt er ikke altid køn.
moster lene det var da en gyser før sengetid
Thomas MOR: Jeg tænker det er nødvendigt for at det giver en ordentlig forståelse. Nej, og det her, det var bestemt IKKE kønt! MOSTER LENE: Ja, det er en uhyggelig en af slagsen, som ikke er fiktiv, desværre.
Far UHA. Livet overgår ofte den verden, vi præesnteres for fiktivt i film etc. UHA...... Uanset det uhyggelige og triste indhold i denne blog, så var det spændende læsning, Thomas!
Thomas FAR: Ja, det kan der være noget om. Mange tak, den blev lidt historiepræget, men følte det var nødvendigt for forståelsen af den tid Cambodia er gået gennem.
Helle puhh ha.. spændende men også trist læsning..
Thomas HELLE: Tak, men ja, ganske trist historie...
Anne-Sofie Uff! Hvor er det bare forfærdeligt at lese! Stakkars folk.. Det er veldig bra at du skriver forhistorien om hva som skjedde, noe jeg ikke visste.. Kjempetrist, men det er nok en opplevelse man ikke glemmer med det samme.
Thomas AS: Ka, det e forfærdelig trist! Tænk at det kan ske - å neii, det e en oplevelse man aldrig glemmer!