Profile
Blog
Photos
Videos
Pampanga, Filippinerne
Den foerste uge paa Filippinerne er gaaet utrolig hurtigt. De forste par dage blev vi kendt med Pers kaereste, Mary-Ann, og hendes familie. En af de foerste naetter sang vi love songs paa karaoke sammen med de fire boesser, som kalder sig Maya, Monica, Mother Nature og Mother Earth. Det var underholdende og sjovt at feste med boesser, og de var allesammen rigtig flinke.
Det skal dog siges, at der ikke kun er "lady boys" i Pampanga. Vi har op til flere gange vaeret i Angeles City, som ligger 15 min. fra vores hus. Der er barer og diskoteker over det hele, og vi har haft mange gode aftener, hvor vi har spillet pool, moedt nye mennesker, danset og drukket nogle oel. Der var ogsaa et Red Light District, som vi har faaet at vide er det stoerste i Filippinerne. Det var meget sjovt og ogsaa lidt ulaekkert at se gamle hvide maend gaa sammen med unge flotte filippinske damer. Men saadan er det her i Filippinerne, de filippinske damer er desperate efter hvide maend. Det er bl.a. fordi de kan lide vores hvide hud, men hovedaarsagen er fordi vi har mange penge i forhold til deres standard.
I Pampanga har vi bl.a. oplevet korsfaestningen paa lang fredag, som vi har skrevet om tidligere. 20 meter fra vores hus ligger der en swimming pool, basketball bane og et fitness center. Naar vi f.eks. er i swimmingpoolen, bliver vi omringet af filippinske boern, som enten bare stirrer efter os eller proever at snakke engelsk til os. Det mest alminelige de siger er: "Hey Jo!" Hvorfor, ved vi ikke. Men de tror allesammen, at vi er amerikanere. Filippinernes livsglaede er utrolig stor, og familierne holder meget taet sammen her. Hvis der er en ven, som ingen penge har, saa betaler de andre bare for denne person.
Vi besluttede os en dag for at tage en halv times tur med Pers scooter til Angeles City og faa massage. Paa vejen hjem blev vi stoppet af politiet. Vi havde ikke hjelm paa, og derfor truede de med at beslaglaegge vores scooter. Efter vi havde undskyldt i omkring 15 minutter, kunne vi koere videre. Kort tid efter blev vi igen stoppet af politiet. Denne gang var de mere barske. De tog straks pappir frem og begyndte at skrive en boede og fortalte, at de ville konfiskere vores koerekort. Vi undskyldte igen og bad dem om at vaere barmhjertige. Saa spurgte de os, hvad vi ville: "Do you want a ticket or...?" Det tog os lidt tid, foer vi forstod, hvad det hele gik ud paa. Vi havde kun 250 pesos i lommen (30 kr.). De kiggede paa os, og saa pegede den ene paa en lille kiosk og sagde: "You go buy some bread." Vi koerte lettede hjem, og saa havde vi proevet at blive "blackmailet" af politiet.
5. april besluttede vi os for at tage en tur til Bangkok dagen efter. Vi kom tilbage til Pampanga ugen efter d. 13. april, hvor vi blev lidt mere kendt med filippinerne i omraadet. Vi brugte tiden paa bl.a. at spille basketball, svomme og ellers synge lidt karaoke, som filippinere bruger det meste af deres aftener paa. Da Mary-Ann fyldte 33 aar, den 17. april, tog vi ud til et ellers populaert feriested, Subic, som ligger to timer fra Pampanga. Der gik vi paa stranden for at sole os, vi sejlede rundt om nogle oer og badede i det smukke hav. Om aftenen proevede vi balot, som er et raadent aeg, hvor man kan se fosteret. Vi provede det begge to, og det smagte simpelthen saa daarligt. Men det er en tradition her paa Filippinerne, saa det skulle selvfolgelig proves.
Efter vores tid sammen med Per, Mary-ann, hendes born og venner tog vi til Boracay d. 21. april.
A tout a l'heure
Jarleivur og Torkil
- comments