Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle jer i Danmark
Vi har haft et par hektiske og spændende dage siden vi sidst skrev, da det med at finde et sted at bo herovre selvfølgelig har fyldt meget. Men nu har vi fundet et dejligt sted og venter bare på at vi kan flytte ind d. 15. august. Derudover har Singapore været helt oppe at køre fordi det i går, d. 9. august, var Nationaldag, men det kommer vi til.
6. august:
Som I jo ved startede vi dagen med at skrive blog til jer. Vi kunne nemlig ikke tage på udflugt da vi kl 13.45 skulle være ved ICA Building for at hente Tennaes studievisum. Dagen inden havde vi heldigvis opdaget at denne befandt sig lige ved siden af vores hostel, så det så ud til at blive nemt at hente visum. Vi havde en forhåbning om at det ville blive en smal sag da Tennae havde alle papirerne klar, alt var udfyldt online, printet og medbragt og vi havde endda taget helt nye pasfoto hjemmefra til lejligheden. Men dette var åbenbart et naivt håb. Selvom om vi havde bestilt tid var der lang ventetid for at komme til, og man skulle igennem tre forskellige skranker med hver deres kø... De skulle have en adresse så først måtte vi ringe til vores hostel for at få deres postnummer. Derefter viste det sig at Tennaes pasbillede ikke var godt nok, da hun har pandehår.... Så vi måtte få taget et nyt, men det sker åbenbart tit så de har indrettet en lille fotosalon på samme etage. Efter over to timer slap vi endeligt derfra med et nyt plastikkort.
Nu var det meste af dagen jo gået, så vi valgte at tage et smut til Little India, den indiske bydel i Singapore, som ligger tæt på vores hostel. Det var ret sjovt at se hvor stor forskel der er på bydelene i Singapore, man kunne både høre, se og lugte at vi var kommet til Little India. Husene var meget farverige og flot dekorerede, og man kunne høre Bollywood musik overalt. Vi spiste indisk mad i en food court, men det var desværre ikke nogen success - Det var måske lidt for indisk for os... Da det blev mørkt vendte vi tilbage til hostellet og så en film fra hostellets samling. Det var en kinesisk kopi med dårlig lyd og undertekst skrevet af kinesere der tydeligvis ikke forstod hvad der blev sagt.
7. August:
Udover at vi brugte tid på at snakke og skrive med ejendomsagenter, tog vi rigtig turisttur. Vi tog nemlig metroen ind til floden og tog på havnerundfart. Det var en rigtig flot tur der omfattede både havbugten og floden ind gennem Singapore. Der var mange spændende steder og vi glædede os meget over at vi er her så længe at vi også har tid til at gå rundt langs bredden og besøge alle stederne rigtigt. Efter turen tog vi tilbage til vores hostel for at kigge mere på lejligheder og gøre os klar til at ttage ud og spise om aftenen. Det blev dog ikke til noget for da vi ville lave et opslag på facebook for at finde andre at dele en lejlighed med så vi et opslag fra nogen der allerede havde gjort dette. De ledte efter to til at dele en lækker lejlighed med dem. Vi kontaktede dem straks og de inviterede til at komme og se lejligheden samme aften. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til, så vi tog afsted. Det ser ud til at være en super fin lejlighed, allerede da vi kom blev vi meget imponerede over facaden og alle de luksusbiler vi så køre ind. Derudover er der swimmingpool og barbequeområde i midten. Lejligheden har tre værelser og to badeværelser så vi skal dele den med fire andre udvekslingsstuderende, tre fra Marokko og en fra Frankrig så de snakker alle fransk sammen og kendte hinanden i forvejen. Lejligheden ligger lidt uden for byen og er derfor billigere end hvad vi ellers havde fået stillet i vente, og der går bus direkte til Tennaes skole. Selvom der ikke var meget tid til at tænke over det besluttede vi at tage den. Vi snakkede lidt med vores nye roomies inden vi tog hjem i seng.
8. august:
Første punkt på denne dag var at mødes med vores bofæller og ejendomsagenten for at indbetale depositum på lejligheden. Det var ret mange penge, men heldigvis ikke tre måneders husleje som i Danmark...
Så var der igen lidt tid til at være turister, så vi tog ud til Singapores nye vartegn - Marina Bay Sands. Det er en ny kunstig ø der er blevet lavet lige midt i bugten ud for Singapore. Herpå står det store hotel vi før har nævnt med skibet ovenpå 3 tårne. Derudover er der et casino, et kunstmuseum formet som en lotusblomst samt en helt speciel park. Vi startede i shoppingcentret hvor vi regnede med at alt ville være så dyrt at vi alligevel ikke havde lyst til at købe noget. Men centret overraskede på flere måder: Det var helt vildt imponerende bygget, kæmpe stort og med et indendørs vandfald og en flod med gondoler man kunne sejle i, men samtidig også med almindelige butikker hvor vi sagtens kunne handle. Der var selvfølgelig også de vildt dyre butikker, så det var en sjov blanding. Vi spiste Malaysisk mad i en food court i centret, hvor vi fik maden serveret i sjove træskåle. Vi kom forbi casinoet, men vi fandt kun den indgang der er for folk fra Singapore. Det er nemlig indrettet således af turister kommer gratis ind mens folk fra Singapore skal betale $100 (500 kr.) for at komme ind. Regeringen vil nemlig ikke have at folk bliver ludomaner. Da vi var trætte af butikker, men kun havde set en brøkdel af centeret, gik vi ud til parken. Det er en nyanlagt park der er mere kunsterisk end naturlig. Det var opdelt i forskellige typer haver man kunne gå rundt og se på. I midt var nogen kæmpe metaltræer med bevoksning op af. Vi undrede os over at man har lavet en kunstig ø blot for at lave en park, men det virker som om det er et miljøprojekt og derfor et prestigeprojekt for Singapore. Da vi var blevet stegt rigeligt i solen togen vi MRT ned til Clarkes Quay og drak ice chocolate. Her kiggede vi lidt mere på butikker og cafeer inden vi tog trætte hjem.
9. august:
Singapore's 47th Birthday! Vi havde set frem til denne dag da der siden vi kom have hængt flag og plakater der gjorde opmærksom på denne festdag. Da Singapore er en ny stat der først blev selvstændig i 1965 og består af mange forskellige folk og kulturer har det været vigtigt at markere denne dag for at samle landet og skabe nationalitetsfølelse. Det er en helligdag for kontorfolk, men butikker og restauranter har altid åbent. Vi havde aftalt at mødes med et par andre af Tennaes studiekamerater for at se det store show i Marina Bay. Da vi havde spist sammen gik vi ned til Marina Bay Area for at finde en plads langs vandkanten. Der var fyldt med folk, Singaporeanerne havde allesammen rødt og hvid tøj på og mange havde medbragt tæpper og picninckurve så de kunne slå sig ned på en god plads flere timer inden showet startede. Det meste af shower foregik på en scene hvor mange skulle købe sig adgang og være heldig for at komme ind. Men der skulle også være en del af showet ude over vandet. Vi fik tillusket os plads på en Starbucks café med borde og stole helt ud til vandet. Det var godt for det var et meget langt show, med meget langt imellem de indslag vi kunne se. Men vi fik da set faldskærmsudspringere, jagerfly, helikoptere og til sidst et super flot fyrværkerishow.
Det var alt for nu, vi har det godt og glæder os til vi kan flytte ind i vores lejlighed så vi rigtigt kan finde os til rette. Håber I har det godt derhjemme.
- comments



Inger Villadsen Hej Tennae og Ian Tillykke med at I har fundet et sted at bo, jeg håber det bliver rigtig godt for jer.Her har vi haft en rigtig sommerdag med 25 gr. varme og sol hele dagen, jeg har haft nogle dejlige timer på kroketbanen og haft besøg af en veninde i eftermiddag, vi har nydt kaffen på terrassen, håber det gode vejr fortsætter næste uge, jeg skal have gæster tirsdag og fredag, udflugt onsdag,og kroketstævne torsdag,så jeg kan bruge sol hele ugen. Nu skal jeg have ønsket Bjarke godt ophold på efterskolen, Sidsel og Simon godt ophold i Ålborg og Anne er jo begyndt på efterskolen i Rejsby. Håber alt er vel hos jer. Med kærlig hilsen fra farmor,