Profile
Blog
Photos
Videos
Vientiane
Vi ankom i Vientiane efter den værste bustur indtil videre. Personalet var meget uvenlige, og vi måtte sidde meget tæt, da de havde overfyldt bussen med lokale. Det betød også at man kun kunne tisse, hvis en af de lokale skulle tisse eller købe noget at spise. To engelske piger brokkede sig over at bussen var overfyldt, så de ikke engang kunne have et sæde for sig selv på en 20 timers bustur. Det ville personalet ikke høre på, så buschaufføren stak hende en lussing. Så var der ligesom styr på det jo!
Vientiane er hovedstaden i Laos, men er i modsætning til de fleste hovedstæder ikke særlig stor. Det viste sig at være en rigtig hyggelig by. - Her i byen mødtes vi med en masse englændere som vi før har brugt tid sammen med, det var super hyggeligt.
Jeg, Jesper, var jo også lige et par smut på hospitalet, og jeg må sige at jeg trods alt synes bedre om vores eget velfærdssystem. - Jeg ankom til hospitalet, kunne ingen snakke engelsk, og jeg måtte gå mellem alle sygesengene som stod på rad og række i en stor hal, for at finde en doktor. Da jeg endelig fandt ham, kunne han ikke snakke et ord engelsk. Jeg blev en smule bekymret, da jeg var ude af stand til at forklare ham hvad der var sket og hvorfor jeg var kommet. Heldigvis sendte han mig videre til den internationale klinik. "Yes" tænkte jeg "endelig nogen som kan snakke engelsk og forstå mig!" Meeeeen nej. End ikke på den internationale klinik snakker man engelsk. Jeg fik dog, med fagter og "grrrrr vov vov haps", forklaret lægen hvorfor jeg var kommet. Endelig forstod han, og jeg fik dermed min første rabiesvaccination i receptionen på et "hospital" i Laos. De følgende 2 vacciner fik jeg også der, og den fjerde fik jeg på en privat fransk klinik, hvor de heldigvis snakkede engelsk.! Nu er der kun to injektioner tilbage, en i Chiang Mai i Thailand og en i Sydney Australien. Det med vaccinerne har også betydet at jeg har været nødsaget til at rejse fra Brad og Niclas flere gange, men pyt med det, så længe jeg kan få sprøjterne.
Vang Vieng/Vientiane
Efter Brad og Niclas var rejst til Vang Vieng, brugte jeg min tid sammen med en svensk og en sydafrikansk fyr. Vi lejede scootere og kørte ud til Buddhaparken. Meget imponerende. Inden vi kom hjem, var vi absolut gennemblødte. Her i Laos har de lige fejret nytår, hvilket inkluderer tre dage med fest, farver og masser af vand. I de tre dage er det simpelthen umuligt at gå udenfor en dør uden at blive pjasket til i vand. Alle står for skud, unge som gamle, sure som glade.. Du slipper ikke, men hvad gør også det når det er over 35grader og solen skinner fra en skyfri himmel?!
Dagen efter tog Jesper selv bussen til Vang Vieng og mødtes med Brad og Niclas. Her hyggede vi os alle sammen et par dage, inden Jesper tog bussen tilbage til Vang Vieng for at få flere injektioner.
Luang Prabang
Igen et par dage efter, tog vi alle bussen til Luang Prabang, Niclas og Brad fra Vang Vieng og Jesper fra Vientiane. Luang Prabang var hyggelig, og vi brugte første dag på at chille rundt på cykler for at se byen. Om aftenen mødtes vi med englænderne igen, og spiste et fantastisk måltid mad på en indisk restaurant. Indisk er bare det bedste!
Dagen efter tog vi alle en tuktuk ud til et naturområde. Her var der bl.a. massevis af vandfald, store som små, med krystalblåt vand og grønne omgivelser. Virkelig et paradis. Vi fandt vores eget lille sted, hvor der ikke var andre. Her brugte vi tiden på at hygge og bade i det skønne vand. Vi kravlede bl.a. op ved siden af det store vandfald, og kom til et plateau hvor vi kunne svømme ind under vandfaldet. Her fandt vi en lille hule. Meget autentisk og spændende. Absolut en af de bedste oplevelser i Luang Prabang.
Om aftenen tog vi alle sammen ud for at drikke nogle øl. Det var en hyggelig aften, og det kan mærkes i dag. I skrivende stund er Niclas og Brad netop hoppet på bussen og har en ti timers tur foran sig, mens jeg, Jesper, sidder på hostlet og skriver til jer. Inden længe vil jeg gå ind til byen for at mødes med et irsk par for at spise aftensmad. Og i morgen vil jeg tage flyet til Chiang Mai, og hygger mig der nogle dage, inden Brad og Niclas dukker op.!
Vi snakkes, hyg jer derhjemme eller hvor i verden i nu befinder jer.
Hilsner fra Niclas, Jesper og Brad..
- comments