Saa er vi i Chitwan efter vores femdages kamp med Himalaya. Foerste trekking-dag startede ud med rafting i to timer, hvilket var en vaad, men overraskende rolig oplevelse. Vi noed den smukke natur, men havde nok forventet lidt mere action. Efter rafting og frokost startede trekking up hill i 2 timer. Puhhaa... Det var godt med ''lidt'' motion, og her var der rigeligt med action. Vi har sjaeldent svedt saa meget. Dog kunne vi maaske ogsaa have sat tempoet ned, da denne tur var beregnet til tre timer. Vi bar heldigvis ikke vores store rygsaekke op af bjerget selv, men det gjorde derimod de smaa nepalesiske baerere, der tog to store rygsaekke hver. Paa os virkede det helt umenneskeligt, og vi proevede at tage os sammen. Jobbet som baerer er nu godt betalt, saa vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle have ondt af dem. Det er et job de er meget tilfredse med.

Vores foerste overnatning var ved en skole i ca 900 meters hoejde. Boernen stod nysgerrige klar til velkomst, da de forpustede danskere endelig kom frem. Gennem trekking campede vi paa flere skoler, da highlander (arrangoeren af trekking) har hjulpet med at opfoerer skolerne og derudover sponsorerer laererer. Mens vi sad og fik vejret igen begyndte baererne straks at saette telte, toilettelte, og det mobile koekken op. Det var ren service hele vejen igennem, og meget selvskabelige om aftenen.

Hver morgen blev man vaekket af en lille mand, der sagde ''tea, coffee?'' og lidt varmt vaskevand, som var de eneste bad i fem dage. Dag nummer to var en haard kamp for Caecilie, hvis mave endelig overgav sig i kampen mod nepalesiske bakterier. Mavekramper op og ned af bjergene gjorde det ikke ligefrem lettere, og toersten var ikke nem at slukke med det kogende vand, vi fik i vandflaskerne hver morgen. Vi kunne jo ikke slaebe rundt med kildevand paa trods af de ca. 26 baerere, der var med hele vejen igennem. Men Caecilie klarede det, og takket vaere den lokale medicin er vi begge koerende igen. Saa maa vi se hvor lang tid det holder...

Paa vores trekking besoegte vi flere landsbyer, bla. Chepang village, hvor der boede 700 mennesker i 41 smaa hytter. Vi fik fortalt, at hvis man kom laengere op i bjergene ville man moede befolkningsgrupper, der boede i grotter og ville flygte ved synet af ukendte mennesker. Her i Chepang village laerte vi blandt andet lidt om lokal dating. Det foregaar ved, at naar de gaar ud i skoven for at arbejde, synger de, og den der synger tilbage kan man indgaa en syngende dialog med. Denne person kunne meget vel gaa hen at blive den kommende kone eller mand. Apropro musik er de meget musikalske og nogle af aftenerne stod de for underholdningen med sang, tromme og dans. De ville MEGET gerne danse! De fik vist ogsaa en lille en baade af det toerre og det vaade...

Den sidste nat tilbragte vi paa et 300 aar gammelt fort. Her overraskede kokkene os med afskedskage. Hvordan man bager chokoladekage paa gasblus i bjergene forbliver en gaade. Det var en soed tanke og en dejlig kage. Genrelt manglede vi bestemt ikke noget paa turen, men efterfoelgende er der vist ingen, der har haft den vilde lyst til friturestegt mad. Det kunne de nemlig sagtens servere 2-3 gange om dagen. Naeste morgen gik turen ned og ned og ned. AV - vi har stadig oemmer balder. Caecilie var igen lidt uheldig. Denne gang vred hun om og anklen brokkede sig. Hun fik et stoettebind paa og saa gik det ellers videre nedad. Ned skulle vi jo...

Cola har aldrig smagt saa fantastisk! For ikke at tale om det foerste bad.

Saa gik turen til Chitwan Nationalpark, hvor vi endnu er. Her har dagene gaaet med elefantsarari, baadtur, elefantbadning og saakaldt birdwatching, hvilket var ret soevndyssende for dem, der hverken var fugleinteresserede eller havde en kikkert. Det satte lidt en stopper for morskaben, at man ikke kunne se fuglene... De andre oplevelser var lige noget for os. Paa safarien saa vi lidt af hvert: krokodiller, paafugle, naesehorn, hjorte, en antilope, termitbo samt TIGERFODSPOR. Det er jo synet af en vild tiger, der har stoerst pretige. Men saa heldige var vi ikke.

Her i Chitwan foeles det lidt som en stor bondegaard. Hunde, aender, hoens, geder osv gaar frit rundt, og vi krydser hver dag en mark for at komme til hovedgaden. Den klassiske bondegaard bliver dog brudt af alle de omvandrende elefanter, som vi ser i gaderne. Her i Shaura (en del af Chitwanomradet) er det mere aldmindeligt at have en elefant end en hest staaende i baghaven. Her bruges elefanterne baade til turisme og transport i landbruget. I dag havde vi en stor elefantoplevelse: elefantbadning. Vi var begge enige om at dette indtilvidere var turens hoejdepunkt. Vi tog nemlig bad i floden sammen med elefanterne. Dette gik til tider vildt for sig, foerst sad man oppe paa ryggen af en elefant, snart befandt man sig i vandet ved siden af det og foelte sig pludelig utrolig lille. Vi provede hele to gange og laerte hvordan man kommer op paa en elefant via snablen, saa siger vi ikke mere, og i maa vente spaendt paa billeder, som bliver lagt ind naar vi kommer til Kathmandu igen. Her paa landet er computerne og forbindelsen saa forfaerdeligt langsom!

Vi ses i Kathmandu om et paar dage, hvor en ukendt fremtid venter, fordi vi, pga. traumatiske oplevelser paa tidligere trekking, har droppet tekking i naeste uge.

Haaber i kom igennem bloggen for denne gang selvom den er lidt lang og indtilvidere uden billeder.

Pas paa jer selv der hjemme!!!