Profile
Blog
Photos
Videos
17. april
I dag gik turen til the Blue Mountains, så vi stod op kl. 6 og fik pakket alle vores ting. Vi gik afsted mod central stationen kl. 7, så vi kunne nå toget 7.23.
Togturen til Katoomba, som er the Blue Mountains hovedstad, og byen hvor vi skal overnatte, tog 2 timer. Da vi ankom til Katoomba, skulle vi gå ca. 700 m med hele oppakningen til vores hostel.
Vi havde egentlig på forhånd planlagt, hvad vi gerne ville lave og se i de her 2 dage, som vi skal bruge i Blue Mountains. Men efter vi ankom til hostellet, måtte vi lige sætte os og revurdere planen, fordi det regnede, og der var så tåget, at man ikke kunne se 10 m frem. Vi spurgte i receptionen, hvad de ville anbefale os i dette vejr og de foreslog os at tage ned til Eco pointet, som er et lookout, hvorfra man kan se de 3 søstre. De 3 søstre er den mest berømte klippeformation i the Blue Mountains. Herfra skulle vi så gå en tur, der hedder Cliff Henrys walk, som ville tage os med langs klippen med en smuk udsigt over bjergene.
Problemet var bare, at da vi kom ned til Eco pointet, kunne vi faktisk ikke rigtig se noget pga. tågen. Og da vores sko var gennemblødte, gad vi ikke at gå turen. Vi gik derfor tilbage mod byen. På vejen hjem fandt vi os et hyggeligt lille sted med den bedste chokolade i the Blue Mountains. Vi satte os ind og fik et stykke kage og en kop varm kaffe.
Bagefter tog vi tilbage til hostellet og skiftede til tørt tøj og sko, og begav os ellers afsted mod toget, for at tage det én station til byen Leura. Her brugte vi 1 time på at gå rundt og kigge i de små hyggelige retro butikker.
Mens vi sad og ventede på toget tilbage til Katoomba, spiste vi vores frokost.
Tilbage på hostellet havde vi ikke rigtig lyst til at gå ud i det dårlige og kolde vejr en gang til, så vi satte os ned i tv-stuen, og så en film inden vi lavede aftensmad. Efter aftensmaden så vi en 1/2 film mere, inden vi gik i seng.
18. april
Inden vi gik i seng i går, tjekkede vi vejrudsigten og den sagde regn hele dagen. Vi havde derfor ikke den store trang til at stå alt for tidligt op, men da vi stod op kl. 7.30 skinnede solen, og det var hele 17 grader!
Vi stod derfor op og gjorde os klar, og begav os endnu engang mod de 3 søstre. I dag kunne vi se dem og bjergene, så det var jo helt fantastisk. Udsigten over bjergene var utrolig, og lige præcis det vi var kommet den lange vej for at se, så det var helt fantastisk, at vi så også rent faktisk kunne se det i dag. Vi besluttede os derfor at gå Cliff Henrys walken i dag. Det var en dejlig tur på ca. 4 km med en fantastisk udsigt over den træfyldte dal og de blå bjerge.
Da stien vi gik på hørte op, satte vi os ud ved en af de mange gratis australske BBQ's, der ofte ligger i parker og nær walkingtracks og ristede vores toast og spiste frokost.
Da vi var færdige med at spise, gik vi tilbage til byen, hvor vi satte is ind på en cafe og fik en milkshake, inden vi hentede vores ting på hostellet og tog toget tilbage til Sydney.
Uheldigvis skulle alle andre også med det samme tog som os, så det var fuldstændig proppet på perronen. Da toget kom, maste vi os frem for at få en siddeplads i toget. Vi fik også en hver og sad ellers med vores kæmpe tasker mellem sæderne, fordi de ikke rigtig kunne være nogle steder ellers. Efter en times togtur blev Trine dog nødt til at rejse sig, fordi der kom en dame og sagde hendes veninde var gravid og derfor skulle side. Det var heller intet problem og selvfølgelig rejste hun sig. Det var bare en lille smule underligt, for pigen, der satte sig på Trines sæde, var fuldstændig samme størrelse som os begge to og lignede på ingen måde en, der var gravid... (Måske vi bare skal holde os lidt fra chokoladen...) Efter 1/2 time blev der et sæde ledigt lidt længere nede i kupeen, så vi spurgte, om de havde noget imod at rykke derned, så vi kunne side sammen det sidste stykke af turen, og det havde de ikke.
Vi skulle bo på det samme hostel, som det vi havde sovet på en enkelt nat, inden vi tog til the Blue Mountains. Denne gang fik vi bare et andet værelse med "fantastisk" udsigt til hovedbanen. Og nej det var ikke bare en flot udsigt, vi boede praktisk talt PÅ hovedbanen, kun 2 m fra hvor togene kørte! Så det skulle nok blive en interessant nattesøvn.
Efter vi havde redt sengene, tog vi ud og handlede og lavede mad, da vi kom hjem.
Da vi havde spist, tog vi bussen fra centralstationen ned til havnen, hvor vi gik rundt og så Operahuset og Sydney Habour Bridge med lys på. Det var virkelig en smuk udsigt over byen og de 2 store seværdigheder. Mens vi gik rundt og nød det flotte lys fra byen, begyndte det lige pludselig at styrte ned. Vi søgte hurtigt ly for regnen, men vi var allerede blevet våde, og det lignede ikke, at det ville stoppe med at regne sådan lige foreløbigt. Så vi løb hele vejen fra broen og ned til busserne og tog den første bus tilbage igen.
Da vi kom tilbage til hostellet, skyndte vi os af det våde tøj og i nattøjet, og så gik vi ellers bare i seng, da kl. allerede var blevet 23.
- comments