Profile
Blog
Photos
Videos
Eftersom vi var kommet sent i seng i går, sov vi længe.
Efter morgenmaden sad vi også bare og slappede af på vores værelse i airconditions dejlige temperatur.
Lige pludselig bankede det på døren, og bestyreren af hostellet kom ind med en buket røde roser til Trine, da det jo var Valentinsdag i dag!
Da kl. blev 12 gik vi i gang med at smøre en madpakke og gøre os klar, til at vi skulle ud af døren.
Vi havde nemlig aftalt med Liv og Amanda, at vi skulle mødes ved Selaróns trappe kl. 14.30. Vi tog metroen til stationen nærmest (ca. 1 km derfra), men da vi steg ud af metroen, steg vi lige ud i en gadefest, og vi måtte derfor kæmpe os igennem den enorme menneskemængde. Vi kom lidt for sent til vores aftale, fordi gaderne var så proppet, at man næsten ikke kunne bevæge sig fremad! Men der var en herlig stemning blandt alle de festglade mennesker.
Vi fik udforsket den flotte dekorerede trappe, og bagefter satte vi os på et pizzaria sammen med Liv og Amanda og spiste frokost. Det var super hyggeligt, og vi fik sagt farvel til dem, da deres rejse er slut nu, og de skal hjem til Danmark i morgen.
Da vi havde taget afsked med pigerne, bevægede vi os i retning af Sambódromoen, som er det sted, hvor karnevalsparaden bliver afholdt.
Vi var der i rigtig god tid, men det var meget rart, for så kunne vi sidde og hvile og stadig være klar, til når showet startede kl. 21.
Der var 8 sambaskoler, der skulle optræde i aften, og hver skole havde ca. 1 time til at vise deres show.
Det var helt fantastisk at se alle de flotte kostumer og alle de kæmpe store vogne, som alle var pyntet til det ypperste. Der var så mange mennesker med i paraden, og det var alle typer der deltog! Unge som gamle og tykke som tynde. Det var virkelig fedt at se, at der var plads til at alle kunne deltage i festlighederne.
Vi blev dog ikke til slut, da vi kl. 2 besluttede os for at tage hjem i seng, da vi var trætte og også har et show igen på mandag.
- comments