Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom turen endelig til længe ventede Colombia!
Vanen tro endte jeg med at blive en ekstra dag, inden jeg kom afsted fra Quito, og som de fleste andre gange var det egentlig bare fordi, jeg lige havde det så godt der, hvor jeg var. Ham Jens er jo super cool, så jeg blev simpelthen en ekstra dag for at kunne sige ordentligt farvel, for ideen om at tage afsted onsdag morgen kom lidt pludseligt. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at krydse grænsen søndag, så jeg kunne komme forbi det kæmpe lørdagsmarked i Otavalo mellem Quito og Tulcán, den ecuadorianske grænseby, men min ven Marco rejser i morgen mandag til Bogotá for at ordne nogle papirer i forbindelse med hans kommende job for staten, så datoerne passede ikke helt sammen. Derudover er det jo Semana Santa, påskeuge, så en masse lokale besøger familie og venner og gør det dermed træls at være buspassager her op til weekenden. Da jeg oven i alt det fandt ud af, hvor lang den direkte tur fra Quito til Popayán er, blev jeg helt træt bare ved tanken, og udskød hele projektet til torsdag morgen, hvor jeg forhåbentlig havde mere gåpåmod.
Det meste af onsdagen brugte jeg på at udnytte, at jeg for en gangs skyld havde rigtig godt internet. Secret Garden har den lækreste tagterrasse med udsigt over en stor del af Quito, så jeg installerede mig med computeren og en kop gratis kaffe fra baren. På et tidspunkt blev det også til en omgang mate, en slags argentinsk te, da en lille gruppe argentinere (fra Rosario, intet mindre) kom forbi, så det var slet ikke tosset. Onsdag aften blev derefter brugt på at tage til La Mariscal-kvarteret med alle barerne sammen med Jens og spise på en mexicanerbiks, som jeg kendte fra første gang jeg var i Quito og boede lige rundt om hjørnet. Det blev til en lang middag med dessert og kaffe på en anden lille bar, hvor vi fik snakket på livet løs. Utroligt hyggeligt :)! Ved to-tiden kom vi tilbage til vores gade og sagde på gensyn i Århus til efteråret.
Kl. 7 torsdag morgen begyndte jeg så den lange, lange pilgrimsrejse til Popayán, som Marco havde fortalt så meget om, da vi boede i Rosario. Fra hostellet tog jeg en taxa til et bestemt busstop, hvorfra jeg vidste der kørte en direkte bus til Carcelén-terminalen, hvorfra al trafik nordpå kører. Kvart over 8 var jeg fremme og nåede lige at købe en billet til Tulcán 8.20, som ville tage cirka fem timer. Den tur gik fint, og heldigvis var der næsten ingen kø ved ingen af de to grænser, så allerede henad 14.30 havde jeg fået alle stempler og var klar til at komme videre. Det er så her, det begyndte at gå ned af bakke. Fra den colombianske grænse tog jeg en taxa til Ipiales-terminalen, hvor jeg igen var heldig og fandt en billet til Popayán tyve minutter efter. Marco havde godt sagt, at der ville være en del kurver på vejen, men jeg regnede ikke med, at han mente samtlige otte timer, som turen tager. Det tog desværre ikke mere end en halv times tid at indse, at det var lige præcis, hvad han mente: efter grænsen deler Andesbjergene sig i tre bjergrygge, som man nærmest ikke kan undgå at skulle krydse, når man bevæger sig rundt i landet, og ruten til Popayán består udelukkende af terpentinersving, som ret hurtigt fik gjort kål på mig. Efter tre timer gjorde vi et kort stop på en busterminal, som jeg brugte effektivt til at brække mig i den nærmeste skraldespand. Sådan gik der yderligere fem timer, det var helt frygteligt, jeg må virkelig skaffe nogle piller mod køresyge. Generelt i Colombia er militæret synligt langs vejene for både at skabe tryghed og forhindre sprængninger af for eksempel broer, og her i påsken er deres tilstedeværelse endnu mere synlig. Den sidste time af turen var uendelig, og hver gang vi kørte igennem noget, der bare lignede skyggen af en større by, håbede jeg, at det var Popayán. Først kl. 23 blev mine bønner hørt, og jeg kravlede ud af bussen med mine sidste kræfter. Aftalen med Marco var, at han skulle hente mig på stationen, men han var ingen steder at finde. Jeg gav det et kvarters tid og begyndte så småt at blive sur, for min dag havde godt nok været lang og hård. Min telefon var løbet tør for strøm og der var ingen åbne netcafeer, så jeg endte med at spørge, om jeg måtte lade min telefon og låne wifi i den ene af de tre skranker, der var åbne så sent. Whatsap virkede dog ikke, så til sidst måtte jeg lede efter en telefon. Det tog sin tid, for ingen havde taletid, men endelig fik jeg fat i Marco, som åbenbart ikke havde bilen på det tidspunkt og derfor ikke kunne komme ned på busterminalen. Han gav mig adressen og henad midnat nåede jeg så frem til den endelige destination, hvor jeg tog et hurtigt bad og gik direkte i seng, glad og træt.
Næste dag, fredag, kørte vi på Marcos motorcykel ud til hans families finca eller lille gård, hvor hele familien var samlet for at fejre påsken sammen. De er mange, snildt tyve, og snakker og spiser en masse. En ting, der overraskede mig, var, at man her på egnen hilser med et håndtryk og ikke med et kindkys, som jeg er vant til fra Argentina, og som jeg så vidt jeg husker har hilst i alle lande indtil nu. Her er der lidt mere fysisk afstand, men tilgengæld er folk helt utroligt hjælpsomme og imødekommende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker, jeg har mødt både før og under denne rejse, som alle uden undtagelse har sagt, hvor fantastisk Colombia og dets folk er. Selvfølgelig er man lidt skeptisk over for al den ros, men jeg kan ligeså godt sige det som det er: jeg er helt tosset med at være her. Marcos familie er super sød og jeg hygger mig virkelig.
Vi endte med at være to dage på gården, hvor vi spiste lækre, hjemmedyrkede avokadoer og bananer og drak colombiansk kaffe. Som sagt er det jo påske, så næsten hele familien samledes og bad i flere minutter tre gange om dagen. En af aftenerne gik Marco og jeg ned af vejen til hans ven fra skoletiden, Felipe, hvor de holdt en lille reunion med et par af de andre fra dengang. Drengene bor rimelig langt ude på landet, og folk kommer rundt på knallert på de små jordveje, så hele arrangementet afhang af, hvor meget det regnede. Heldigvis var det ikke meget, så vi grillede bananer og kød og jeg hørte en masse historier fra deres skoletid. Omkring 4-5 ud af de 7, der var samlet, har op til flere børn og bor stadig i området, hvor der ikke rigtig er så mange fremtidsmuligheder. Marco har boet og studeret i USA, Canada, Ecuador og senest Argentina, så han er helt sikkert en undtagelse her på egnen.
Søndag kørte jeg med Marco, hans farmor, onkel Carlos og tante Mery i Carlos' bil til Cali, hvilket tog næsten tre timer på grund af påsketrafikken. Marco tog i går aftes et par dage til Bogotá for at ordne noget papirarbejde, så i mellemtiden bor jeg hos hans kusine Ana, hendes mand Julian og deres lille datter Luciana. De bor i en lejlighed med udsigt over byen, og jeg sover på sofaen, hvor der er tv og det hele, luksus. I går gik dagen med at køre rundt i Carlos' bil med Marco og skifte olie på bilen, besøge en fætter og andre småting.
I dag tror jeg, at jeg om lidt tager bussen til San Agustin-kvarteret, som skulle være ret spændende. Senere mødes jeg måske med Ana og Julian og ser lidt af byen med dem, hvem ved :)
- comments