Profile
Blog
Photos
Videos
Inka Trail
På 4 dage skulle vi gå 45 km igennem bjergene på stier bygget af inkaerne for over et halvt århundrede siden. Målet var på sidstedagen at nå Inka-byen Machu Picchu, som blev forladt, da spanierne erobrede Peru. Machu Picchu blev aldrig opdaget af spanierne, hvilket er grunden til, at vi kan se den idag, da byen helt sikkert ville være blev ødelagt af spanierne, som det meste andet blev på den tid.
Dagen før vores tur startede, kom vores guide, Freddie, ud på vores hostel i Cuzco for at give os en briefing omkring turen. Han har arbejdet som guide på Inka-stien i 10 år og vores tur var nummer 370 for ham. Han fortalte os om planen for de næste fire dage og sagde, at vi ville blive hentet næste morgen mellem 5.20 og 5.30.
Næste morgen stod vi tidligt op, og da klokken var omkring 5.20, sad vi klar i receptionen på vores hostel til at blive hentet. Det var dog Peru-time, vi kørte efter, og derfor blev klokken selvfølgelig mere end kvart i 6, før vi blev hentet. Vi kom ind i en bus med mange forskellige nationaliteter - vi var 16 afsted på turen fra Argentina, USA, Australien, Rumænien, Tyskland, Frankrig og Japan. Midt på formiddagen ankom vi til byen, hvor Inka-stien, og dermed også vores trek, startede. Vi gjorde vores ting klar og skulle vise pas frem og have stempel og det hele for at komme ind på stien. Med på turen havde vi også 13 bærere, som er peruvianske mænd i alderen 28-56 år. Disse mænd skulle følge os på hele vores tur, for at bære vores telte, mad osv. Deres rygsække var kæmpestore, vejede over 30 kg og var med tynde, dårlige remme. Deres sko var tyndslidte sandaler, som bestemt ikke kunne være gode at gå så mange kilometer i. Disse bærere arbejder alle som landmænd, og når de har mulighed for at være væk i et par dage, tager de på denne tur, for at tjene lidt ekstra penge. Lønnen for dem lå dog på under 100 kr om dagen for hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften - det var nemlig også dem, som skulle hjælpe kokken med at forberede vores mad, sætte vores telte op osv. Puha, det må være et hårdt liv :-( men de havde stadigvæk overskud til at smile til os og sige 'Hola Amiga', når de i småløb overhalede os på stierne med over 30 kg på ryggen. Line og jeg havde dog selv valgt at bære alle vores ting - sovepose, liggerunderlag, tøj osv. - imens andre havde betalt ekstra for også at få en bærer til at tage dette.
På førstedagen havde vores guide sagt, at vi skulle vandre 6-7 timer. Line og jeg syntes, at det lød af ret meget og tænkte, at det nok allerede ville blive hårdt den første dag. I disse 6-7 timer var pauser og middagsmad dog også inkluderet, så det var ikke så hårdt, som vi først troede. På disse 6-7 timer gik var omkring 11 km, og vi fik igen at vide af vores guide, at vi var i god form, og han synes, at vi var 'Speedy Gonzales' :-) vi ankom til vores campsite, som var en græsplæne midt i bjergene, hvor bærerne havde slået telte op, som vi skulle sove og spise i. Det eneste andet der var på stedet, var et lille 'toilethus'. Det var dog uden dør, og det var nærmere et skur, som var groet helt til. I gulvet var der en pind til hver fod og derimellem et hul, som det gjaldt om ikke at kigge ned i! Da der var flere fra gruppen, der gav udtryk for deres tanker om 'toilettet', sagde vores guide: 'You're right - even for me it's s***!' :-)
Næste morgen blev vi vækket ved 5-tiden ved at vores bærere kom rundt og bød os på te i vores telt. Det var tiltrængt med noget varmt at drikke efter en nat uden god søvn, fordi vi frøs ret meget i de over 3000 meters højde i vores lille telt. Vi havde fået at vide, at denne dag ville blive den hårdeste. Denne dag skulle vi vandre 16 km i bjergene. Inden frokost skulle vi stige omkring 1100 meter op til toppen af et bjerg, og derefter ca 600 meter ned igen. Det gik meget stejlt opad, og mange steder gik vi på stejle trappetrin. Efter 2 timers gang holdt vi en pause og vi fik at vide, at der var 2 timer endnu til toppen - men ikke for Ida og Line! Vi klarede det på 1 time og 6 min og kunne nyde udsigten fra 4215 meters højde, når vi ikke sad inde midt i en sky :-) vores guide syntes igen, at vi var hurtige, og han bød os på en tår af sin cola, som var blandet op med lidt rom. Efter jeg havde taget en tår, gav jeg colaflasken tilbage til ham, hvorefter han hældte lidt ud på jorden og selv tog en tår. - Er det mon fordi han ikke vil risikere, at der er noget af mit spyt i flasken, tænkte jeg. Men inden jeg nåede at spørge, sagde han: 'Det er en ofring til moder jord'. Han fortalte en masse om den oprindelige religion her, hvor folket tilbad bjergene, jorden og vandet. På trods af at spaniernes forsøg på at omvende de lokale til katolikker lykkedes, lever den gamle religion stadig i høj grad og vores bærere pegede også coca bladene op imod bjergene som tak inden de tyggede dem. Efter en pause på toppen gik turen ned til omkring 3500 meters højde, hvor vi fik en velfortjent frokost. Efter frokost skulle vi over andet pas, som også var omkring 4000 meter højt. Det tog omkring halvanden time og var en del nemmere end delen før frokost. Så gik turen igen ned af og forbi nogle Inkaruiner, inden vi ankom til vores campsite omkring klokken 17. Der var benene godt smadrede, både i musklerne, men også i knæerne og fødderne, fordi de også havde fået mange stød, når det gik ned af. Så der var dømt afslapning resten af dagen - bærerne servede popcorn og varm kakao til os, og senere aftensmad, der både bestod af suppe, hovedret og dessert. Desuden havde vi sammen købt noget rom, da vores guide sagde, at det ville hjælpe os til at holde varmen. Denne nat skulle vi nemlig sove helt oppe i 3600 meters højde. Vi slog også hul på Lines medbragte heat packs og puttede dem ned i vores soveposer. Jeg ved ikke, om rommen også hjalp, men vi havde i hvert fald en varmere nat :-)
På tredjedagen blev vi igen vækket af bærerne. Vi havde fået at vide, at denne dag ville blive en nem dag. Vi skulle gå 12 km, men det gik ned en stor del af vejen. Først skulle vi dog krydse det tredje og sidste pas. Det lå heldigvis ikke så meget højere end vores campsite. På vejen ned efter det tredje pas kom vi forbi flere ruiner, som vores guide Freddie fortalte en masse om :-) derefter gik turen igen ned, og man begyndte virkelig at kunne mærke sine knæ, lægge og lår, så det var dejligt da vi ankom til vores campsite ved middagstid og havde mulighed for at tage et (meget koldt) bad, inden vi fik frokost. Derefter var der tid til at slappe af i teltene, imens man lå og kiggede ud på de kæmpe store, grønne bjerge, som solen skinnede på. Så fik vi igen popcorn og varme drikke, og så var der hygge i spiseteltet indtil aftensmaden, og derefter var det sengetid, da wake up time onsdag var 3.30 - meget tidligt!
Den blev dog lidt i 4 før bærerne bankede på vores telt (peru-time). Det regnede, så vi måtte på med både pandelampe og regnslag og så var vi klar til at udforske Machu Picchu :-) heldigvis er det noget af det eneste regn, som vi har fået på turen, på trods af at de er på vej ind i regntiden her, og det gik hurtigt over igen. Lidt over 4 begyndte vi at gå det korte stykke ned til den check-point, hvor vi skulle stå i kø for at komme ind på den sidste del af Inka-stien. Efter lidt over en times gang ankom vi til solporten, som dog nærmere var skyporten, da vi ankom. Her er det meningen, at man kan få det første glimt af Machu Picchu, men vi stod inde midt i en stor sky og det eneste vi kunne se, var en masse hvid dis. Det var en smule ærgerligt, da vi havde hørt, at der var en smuk udsigt herfra, og derfor var det steg stemningen hurtigt, da skyerne efter få minutter begyndte at lette. En guide fra en anden gruppe råbte: 'en, to, tre - pust' og vi pustede sammen med de andre turister på skyerne. Skyerne lettede mere og mere og der opstod en meget glad stemning, hvor folk begyndte at klappe, da vi alligevel nåede at få det første glimt af ruin-byen Machu Picchu, inden skyerne igen dækkede det hele og vi gik videre på Inka-stien. Vi følte os meget heldige med at vejrguderne var med os i et par minutter :-)
Efter at have gået ca 45 min mere ankom vi endelig til målet - Machu Picchu. Den store ruinby, som vi havde gået mere end et maraton i bjerge for at nå, lå nu imellem skyerne foran os. Så snart skyerne lettede blev der klikket løs på de mange turisters kameraer. Vores guide gav os en tur rundt og fortalte om, hvordan en lokal landmand i 1903 opdagede byen, de forskellige bygningers funktioner og den omkringliggende natur. Jeg var overrasket over, hvor stor byen var, og det er imponerende, at den er så velbevaret.
Efter turen rundt i byen stod vi igen midt inde i en sky, men vi kravlede alligevel op til toppen igen og håbede på, at det ville klare op, så vi kunne få taget vores postcard pictures. Igen gik der ikke længe, før skyerne forsvandt og så klikkede kameraerne igen løs. Resten af dagen blev brugt på at slappe af i byen Aguas Calientes, inden turen gik tilbage mod Cuzco - denne gang med tog.
Vi er udmattede, har ømme knæ og kan mærke alle vores muskler i benene, men vi er blevet en fantastisk oplevelse rigere. Vi har på fire dage gået 45 km hen over 3 bjergpas på stier, som inkaerne byggede for over 500 år siden for til sidst at komme frem til deres hellige by, Machu Picchu, som ligger omgivet af de smukkeste grønne bjerge. Det har været det hele værd :-)
- comments