Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag 5/3 - 2012
Det havde været en lidt hård nat i bussen og vi havde ikke rigtig fået sovet igennem. Vi klarede det og var nu fremme i Airlie Beach. Næste problem blev hurtigt, at vi ikke kunne tjekke ind, da klokken var 7 om morgenen og vores værelse derfor ikke var klar - det ville først stå klar kl. 13!! Men vi skulle jo have tiden til at gå, så vi benyttede os af køkkenet og fik alle lavet lidt morgenmad. Bagefter kunne Line ikke klare mere og måtte have sig en lille morfar i tv loungen. I mens fik Jeannie skypet med sin farmand og Louise fandt byens Peter Pan's.
Da alle var mere eller mindre friske besluttede vi os for at tjekke den lille herlige by ud og vi skulle selvfølgelig også finde diverse barer og restauranter, hvor vi har fået rabatter til. Efter en dejlig gåtur i en trykkende varme og bagende sol, fandt vi det lokale supermarked. En mindre succes var det dog, da det viste sig at være ekstremt dyrt i forhold til alle andre supermarkeder, vi har handlet i - og så endda for de samme varer. Uden mad og drikke, duer helten ikke - så derfor fik vi alligevel købt ind til frokost de næste par dage. Bagefter gik vi på Peter Pan's især for at nyde deres aircondition.
Da vi havde fået tjekket ind på vores værelse, fik vi smækket lidt frokost sammen og bagefter smuttede vi i badetøjet og i poolen for at blive kølet af. Til vores store skuffelse var poolen opvarmet og solen havde i forvejen stået og bagt i timevis på det lille bassin, så nedkølingen måtte vi desværre vente lidt med. I stedet nød vi et par timer ved poolen på de brænd varme fliser. Det var også her Louise fik den gode idé at gøre Jeannie en smule våd. Det er også en ganske sød tanke, når hun ligger og steger på kanten, men da Louise vælter i vandet, for at gøre Jeannie "lidt" våd, vælter der en flodbølge af vand udover Jeannie og hendes håndklæde, som nu begge er gennemblødte. Tja.. hvad kan vi sige? Det fik vist et smil på alles læber.
Skyerne listede forsigtigt hen over himlen og der blev så småt gråt. Vi besluttede derfor at vaske lidt tøj og gøre os klar til i aften, hvor vi har tænkt os at tage et smut forbi The Phoenix Bar, hvor vi får gratis pizza, hvis vi køber for 5 $. Dette var præcis, hvad vi gjorde og efter at have ventet i 45 min. på vores mad, dukker der en halv pizza op til os hver - svarende til fire små stykker pizza. Igen igen var vi hoppet på troen om at kunne blive mætte af en rabatkupon. Og som vi fandt ud af, havde vi ikke sparet noget som helst - tværtimod betalt 5 $ for en halv pizza, i stedet for at betale 10 $ for en hel.
På baren mødte vi Kelly fra Peter Pan's - en pige, Louise var faldet i snak med, mens Line og Jeannie var hjemme på hostel. Vi aftalte at mødes senere samme sted, så vi skyndte os hjem i bad. Eller det var i hvert fald planen. Vi havde fået en lille surmule med hjem fra restauranten og hun var ikke glad for at skulle blive sulten igen senere - vi nævner ingen navne, men Line og Jeannie fandt det i hvert fald en smule morsomt. Louise var gået sur i seng, dog hjalp det lidt, da Line tilbød hende en müslibar. Et splitsekund senere var vi alle gået omkuld i sengen, men Line havde været så smart at stille vækkeuret, så vi kunne nå i bad og mødes med Kelly og hendes venner. Da uret ringede var det kun Line, der reagerede. Hun prøvede desperat at vække Louise, men efter 15min. mislykket forsøg, gav hun op og børstede tænder og gik i seng. Alt dette var Jeannie ikke klar over, eftersom hun var faldet i dyb søvn i overkøjen. Louise slog omsider øjnene op og gik ud for at finde Kelly og sige, at vi nok skulle finde en anden dag. Ja, man kan sgu godt mærke, man er gået hen og blevet gammel. Skulle vi næsten ikke også nævne, at klokken kun var 21? zzzzZZ
- comments