Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag den. 9/1 2012
Dagen i dag bød på en fed tur ud til Undoolya ranch, som lå lige uden for Alice Springs, en køretur på godt og vel 20 min. Vi blev hentet af vores guide kl. 13:50, som kørte os ud til ranchen, hvor han skulle tage os med ud på en ubeskrivelig fantastisk rundvisning på 3 flotte røde ATV'er. Undoolya er en ranche, som har gået i generationer i flere hundrede år, og lige nu bliver passet af tre brødre, som overtog den for ca. 6 år siden, da deres far gik på pension. Vores guide flyttede med sin kone ud på ranchen for 25 år siden, da en jobmulighed åbnede sig. Ranchen er ca. på størrelse med Danmark dvs. 43.000 kvadratkilometer, og den har omkring 5000 kødkvæg gående, som hvert år bliver talt i store indhegninger, hvor de er 10 mand på ATV'er og en helikopter om at skubbe dem ind i disse indhegninger. Denne proces tager dem 3-4 måneder, og bliver foretaget i vinterhalvåret, da det lige nu er alt for varmt for køerne at skulle stå så tæt i så mange måneder. Førhen blev hele denne proces klaret på det dobbelte antal måneder og på hesteryg, men de fandt for 10 år siden ud af, at ATV og helikopter ikke blot var sjovere men også nemmere. Det skal da også lige siges, at vi tre tøser også synes ATV'er er meget federe end at skulle ride rundt på ranchen.
Vores tur rundt på ranchen startede stille og roligt ud på en flad lige grusvej, som førte gennem ranchen, men det varede ikke mange minutter, før vores guide drejede af ud i det åbne terræn, hvor vi både skulle op og nedad smalle klippeskråninger og hen ad små sandstier, hvor hjulene forsvandt halvt ned i sandet, som kun gjorde det endnu nemmere for ATV'en at skride godt rundt. Undervejs havde vi nogle enkelte stop, hvor han fortalte os, hvordan de vha. vindmøller pumpede rent vand op fra 150 m under jordens overflade, som de ikke kun selv levede af, men som alle kødkvægene også fik glæde af via truer, der stod på 35 små vindmøllestationer fordelt på hele ranchen. Han fortalte os også, hvordan de vha. helikopter holdt dyrebestanden af kænguruer, æsler, vilde hunde og kameler nede.
Vi klarede, efter guidens mening, turen rigtig flot, og han virkede lidt overrasket over hvor seje vi egentlig var til at køre sådanne en ATV, og han tog os derfor også ud på lidt vildere terræn, som vi hver især klarede forskelligt. Lad os bare sige, at det til tider var godt han kørte foran os, og derfor ikke så alt. Line hilste pænt på et par træer under turen, hvor det vist var ret godt, at Jeannie kørte bagerst og dermed kunne hjælpe hende ud. Jeannie klarede denne nye udfordring ret godt, og det så ifølge os andre ud som om hun følte sig lidt som en prinsesse på en hest, de to var som støbt til hinanden. Lines sæde var vidst en smule for støbt til hendes baller, da det så ud som om hun havde tisset i bukserne hver gang vi rejste os fra ATV'en. Det skal dog lige siges at det var påkrævet at have lange bukser på i 40 graders varme. Louise var vidst lidt i en kategori for sig selv, da det ikke kan tælles på to hænder hvor mange gange hun har haft en lignende maskine under sig, mens det var første gang for både Line og Jeannie. Dette fik hun også af mærke, da hun på sidste stykke af turen skulle køre bagerst, og derfor måtte skrue lidt ned for gashåndtaget.
Alt i alt var det ikke bare en fed oplevelse og en fantastisk dag, men også en ubeskrivelig sjov følelse at styre sådanne en ATV helt selv i 4 timer.
- comments
Kirsten Wagner Jensen Vild tur, det gad jeg godt prøve :-)
Jytte Petersen Dejligt I skriver om jeres oplevelser, ja alt begyndelse er svær. men det lød som en super sjov tur.
Stig "Far" Andersen I er nogle seje tøser. Det kommer naturligvis ikke bag på mig at Line er kørt ind i nogle træer.