Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg sidder i min nye stue med panoramaudsigt (klager bestemt ikke!) og spiser spaghetti med kødsovs. Klokken er 20.17 i USA - tænker på jer derhjemme som sover nu.
Kristoffer er hoppet ned i fitness centeret, og nu havde jeg endelig tid til at skrive om mit ophold indtil videre, så jer derhjemme kan følge lidt med.
Lørdag d.31. august kl.07.25 skulle Kristoffer og jeg flyve fra Cph lufthavn til London, London til Chicago, Chicago til Seattle.
Mark og mor var søde at køre mig og ikke mindst mine to kufferter samt håndbagage til lufthavnen. Efter at have tjekket ind, betalt for en ekstra kuffert og lidt overvægt (ups!) mødtes jeg med Kristoffer og Rasmus. Rasmus skal studere på PLU i et år. Før han startede på Niels Brock i Kbh. gennemgik han skiinstruktør uddannelsen på Oure. Måske han kan lære mig nogle tricks, når vi skal til Canada og stå på ski.
Vi fløj i 20 timer med to mellemlandinger. Vi havde desværre ingen tid til at handle i Taxfree shop i Cph, så det blev i London. Jeg købte for 500 kr. creme etc., og jeg tænker stadig tilbage på den venlige dame ved kassen. Hun kiggede på mit boarding pass og sagde til mig: "Når du kommer til Chicago lufthavn, skal du hente dine kufferter inden du skal igennem tolden. HER skal du huske at få pakket dine cremer ned i dine kuffert ellers har du for meget væske med og tolden vil derfor fjerne det". Jeg var alt for træt til at tænke så langt, så jeg priser mig lykkelig for, at hun gjorde mig opmærksom på det.
Den længste flyvetur var fra London til Chicago. Det var et kæmpe fly med 3 sæderækker og TV skærm i hvert sæde, hvor man selv kunne vælge forskellige genrer film at se. Flyvet var ikke booket op og det resulterede i, at Kristoffer kunne få 3 * flymad (sulten mand!) og jeg kunne ligge ned på 3 sæder.
I flyvet skulle vi udfylde en declaration seddel, hvor vi skulle oplyse om vores adresse i USA mm. samt om vi havde medbragt fødevarer med ind i landet.
Drengene fik den hurtig udfyldt mens jeg remsede de fødevarer op, jeg havde medbragt (madpakke, mørk chokolade, slik, frugt, rugbrød).
I Chicago lufthavn var jeg igennem told 3 gange - én mere end Kristoffer og Rasmus.
Den første told skulle jeg vise formularer, visa, pas. Her blev der taget fingeraftryk og billede. Jeg var så "heldig", i forhold til de andre to drenge, at blive spurgt om hvor jeg skulle læse, hvorfor, hvad jeg ville med min uddannelse og hvor lang tid jeg skulle være i USA - måske jeg lignede en bandit??
Vi hentede vores kufferter, og jeg pakkede mine cremer ned. Næste told skulle drengene ikke igennem, men det skulle jeg, efter de havde set min declaration seddel. Min håndbagage blev scannet igennem, og den skulle selvfølgelig åbnes. Tolderen tog mit frugt op og spurgte hvad det var. Det er ikke her man skal være flabet, men havde lyst til at sige: "Hvad ligner det??". Sød som jeg er, oplyste jeg ham, at det han havde i hænderne var 2 nektariner og en banan. Da han ikke ved hvilket land frugten stammer fra, skal han smide det ud pga. baciller, forklarede han mig. (Undskyld mor for ikke at nå at have spist det, men der var simpelthen så meget mad, tak )
Desværre blev drengene og jeg væk fra hinanden pga. den 'skide' ekstra told jeg skulle igennem. Chicago lufthavn er verdens største lufthavn, så jeg blev en del nervøs, da jeg blev væk fra de andre. Vi fandt heldigvis hinanden til sidst og de næste tre stop lød: 3. sidste told, plads i flyvet, Seattle.
Min mor havde givet mig en køleboks med til madpakken, og den måtte jeg tage afsked med, da tolden fandt den i min håndbagage (vandet var smeltet = for meget væske).
SEATTLE HERE WE COME!!! Vi landede kl.18.15 og var virkelig overfriske! Vi havde booket et lift fra Seattle til Tacoma, Pacific Lutheran University, med Capair (en service som Seattle lufthavn tilbyder). Rasmus havde modtaget en mail fra Capair om afhentning kl.20.00. Vi købte noget mad/drikkelse og slog os ned i lufthavnen, hyggede os og ventede. I mellemtiden bemærkede vi, at nogle norske piger gik forbi os med store kufferter, og vi snakkede om, at de muligvis også skulle læse på PLU. Da klokken nærmede sig otte, skulle vi finde "udgang 0", hvor Capair holdte. Vi spurgte om vej og blev desværre vejledt forkert. Vi fik alle stress i knolden, men med den rigtige vejledning til sidst fandt vi den rigtige udgang.
Vi betalte hver 113 kr. for en køretur på 3 kvarter til universitetet. Da vi nonchalant træder ind i den lille bus, opdager vi, at de norske piger er der. I mens vi har spist og hygget os har de andre siddet i bussen og ventet på os - lidt pinligt men også lidt morsomt.
Vi var tilgengæld ekstrem heldige - havde vi ikke nået denne bus, skulle vi vente til kl.23.00 til den næste kom.
Kl.21.00 var vi på PLU, South Hall. South Hall hedder det lejlighedskompleks, hvor Kristoffer og jeg bor. Der var 3 studerende fra universitetet som tog imod os, låste os ind og gav os vores lejekontrakt. Nøj hvor jeg så frem til at sove - dog ingen dyne eller lagen. Jeg lagde mit medbragte tæppe på madrassen, på med vinterjakken og halstørklæde om fødderne. GODNAT!
- comments